Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aristophanes fremstiller her Euripides som den, der kun
tiår Sands for en Diction, „som tillfredsståller fftmuftet, hånforer
fantasien, smeker orat — och lemnar hjertat kalll”. Det vilde
føre os for langt bort at undersøge Berettigelsen af denne Dom;
her maae vi blot fastholde, at Aristophanes tydelig viser, at
han selv betragter en saadan Dialog som slet, og fordrer, at
Ordene, saaledes som Tilfældet er i de citerede Linier af
Aischylos, ikke blot ved det, de ligefrem betyde, men ved den
Maade, hvorpaa de sammenstilles, skulle vidne om det Sind,
hvorfra de udgaae; og saaledes see vi det nu ogsaa hos Sophokles
i Antigones første Replik. Ogsaa Ismene mærker, at hun er
^dybt bevæget, men at hun ikke kan faae Ordet frem {ti d* sen;
dfjkoTg yag %% xaXxaivovtf* snog). Og selv da hun tvinger sit
:Sind saa meget til Ro, at hun kan sige, hvad det er, som
lig–ger hende paa Hjerte, begynder hun igjen i Spørgsmaalets
lidenskabelige Form: „Har da Kreon ikke gjort Forskjel mellem
vore Brødre, og formeent den Ene at hvile i Jorden?” Siden
da hun har fortalt hele hans Befaling, gjentager hun: ,,Saadant,
siger man, har den herlige Kreon befalet dig og mig. Hører
.du? ogsaa mig!” Dette Xfym yåg xåpi var egentlig ganske
ene tilstrækkeligt til at modbevise Malmstrftms Sætning: „man
ser ei dess (den sedliga ffcrnuftslags) hårdhet vårmas och
smål-tas i subjektets degel, for att ej blott Ofvertyga hennes fornuft
utan åfven genomtr&nga hennes kånsla.”
Vel hører man undertiden Ord fra Antigones Læber, som
mere synes udtalte af en Marmorstatue end af et levende
Væsen. Da Ismene frygter for at følge hende, ja endog
indstændig fraraader hende saaledes at styrte sig i den visse Djød,
svarer hun:
Gjør du, som selv dig synes! Jeg vil jorde ham.
t Jeg frygter ikke Døden, naar først det er skeet.
Kjær skal jeg hvile da hos ham, jeg elsked’ her.
From er min Trods mod Loven. Længer er den Tid,
jeg skal behage hine hist, end disse her;
thi der jeg evigt hvile skal.
Ser er Ro i disse Linier; men det er Gravens Ro, i hvilken
Antigone- nu maa søge sin Styrke, da selv hendes Søster
vender sig fra hende og Verden ingen Hjælp har meei*. Og dog har
Livet endnu ikke tabt sin Magt over hende. Vel staaer hun,
sonr vi før haVe seet, høi og rolig overfor Kreon; for ham kan
iiun ikke vise sig svag; men da han siden er gaaet bort efterat
Tldikr. fer FUl. •! P»4tf. III. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
