Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Isledenfor pannsi forekommer en form med mere indkneben
vokal i forste led: pINSl læses på danske, svenske, også
norske (Vane i Valdres og Tangershoug på Jæderen) runestene;
udtalen har vel været pennsi, og pENSl er skrevet på
Syn-nerby-stenen i Vestergotland (Stephens ruriic mon. ti12) og oftere.
Den samme vokalforandring indtræder i forste stavelse af
formen for nom. acc. sg. neutr. Ensartet er forholdet i pennug
- pannug, pinnig (f. eks. Grett. s. 39) = panneg, pengat,
pingat = pangat; også lor man vel sammenligne pess med e i
modsætning til a, som foreligger i UNABDAS på Bostenen og
som forudsættes ved fortner som dags af ældre *daga.ss; mærk
endelig oldsvensk sær — sa’r. Heraf er det klart, at
vokalforandringen ikke medforer nogen betydningsforskjel, som man
efter norske bvgdemåls denne om det nærmere i modsætning til
danna om det fjærnere og efter oldn. pinig hid kunde tro.
Heller ikke tor jeg lænke på omlyd. Windisch s. 284 antager
to oprindelige sideordnede stammer pa og pi\ men herimod
taler bl. a., al der uden nogen betvdningsforskjel forekommer
sideformerne pengal og pangat af et forholdsvis sent dannet
ord, medens der i ligeså gammel tid aldrig forekommer penn
for pann. pennsi synes mig opslået af pannsi ved lydsvækkelse.
Men den væsentligste afvigelse, som indtrådte i boiningen
af‘denne’, var den, at ordels slutning blev forandret i de
forskjellige boiningsl’ormer. Denne afvigelse, hvorved ordformen
forst fik præg af en uoploselig enhed, begyndte vislnok dermed,
at sdsi, persi, pessi blev opfattet som nomin. af en ««-stamme
og at analogien da forte til at forandre i til a i de fleste af de
boiningsformer, i hvilke adjektivstammer på an har endelsen a.
Således blev acc. sg. m. pannsi, pennsi til pannsa, pennsa,
ligesom gådi i accus. har goåa\ nom. acc. sg. n. patsi blev til
pqtsa, petsa\ acc. sg. f. pdsi til påsa\ dat. sg. m. peimsi til
p^imsa’, dat. sg. n. pvisi lil pvisa\ gen. sg. m. og n. pessi til
pensa. Acc. sg. m. p*NSA, pANSA, pENSA, pINSA,
pAlNSA læses på svenske runestene. Formen pa’sa for acc.
sg. f. finder jeg i p.tSA på et norsk relikvieskrin (måske fra
Jæderen), ti på grund af runen ^ tor jeg ikke antage, at dette
udtrykker udtalen p^ssa. Derimod har acc. sg. f. pASA på
Dyb. fol. Stockh. lo snarest været udtalt pesso, da samme
indskrift for acc. sg. m. har pANA d. e. ftpnna1]. Gen. sm.
’) Ved «le lier nævnte mneformer hnr je^ forudsat, at del sluttende A har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
