Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
»Der gives dog tyngrel« Helga saa under-
ligt paa ham, der jo slet ikke kunde fange dette
Ojets betydningsfulde Sprog. ,,Tab, hvor man
ikke engang tør klage. —- En Mor begræder mati
høit, for al Verden, og Vennerne græder med-«
»Men jeg tror virkelig,« sagde Storm, da en
ny, uvederkvægende Pause truede med at indtræde-
,,at min triste Stemning har smittet Dem. Jeg
skulde ikke have betroet Dem min hemmelige Kam-
mer; men jeg gjorde det som mod min Vilje· Der
er noget Ved Dem, kjære Frøken, som tager al min
Tillid og Sympathi — jeg kan ikke selv forklare
mig det — men det er mig, som om jeg havde
kjendt Dem i mange Aar — ——«
»NU smigrer De dog! Husk paa, vi modtes
først idag. Jeg tænker, at —«
Hitn fik slet ikke sige mere; thi Doreii aabnedes
netop, og Doktor Bentsen traadte meget larmende
ind. En middelaldrende, robust, skjødeslost klædt
Mand, som, vant til stedse at færdes paa Lande-
vejene eller paa Fjordene i alskens Veir, enten det
stormede, sneede eller regnede, af denne sin haardfore
Embedsgjerning havde modtaget noget velgjorende
Friskt, Djærvt og Veir-bidt, der gav ham Lighed
med en gammel Sjø-Ulk. Under de buskede Brtjn
plirede frem et Par smaa, graa, gemytlige Øine,
Næsen bredede sig, kort og tyk og »koloreret«. Ansigts-
farven var saa stærk rodlig, at naar man monftrede
den tilligemed den i det Blaalige spillende Næse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
