Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16l·l
og smukt, dette Hjeni, som jeg ved min Flugt lagde
øde, Tak, fordi De har været mit Barn en Mor —
og Tak for, hvad De har virket ikvceld! —Himlen
vil engang lonne Dem!«
»·Jngen Tak, kjære Helgal Tænk blot lidt over
mine Ord — og jeg er tilfreds-. — Godnatl«
»Godnat, Dorotheal«
Det var blevet Midnat, men Dorothea sogte
dog ikke sit Kammer, hendes Sind var for oprørt;
hun gik atter ud paa Altanen· Det samme Vinter-
landskab bredte sig for hendes Bje. Meii ak, disse
nøgne, snehvide Fjælde, disse frosne Marker, disse
sorte Graner talte intet Trøstens Ord til hende,
men hviskede kun om Død og Nat. Hun lænede
sig mod Rækværket, saa op mod Stjerner11e, de evigt
tindrende, og græd, som hendes Hjerte skulde briste.
Det var maaske sidste Gang, hun stod paa denne
Altan ved Stjerneskin og saa ud over den ensotnme
Egn, hun havde faaet saa kjær —— fordi han boede
der! — Ja, de to derinde! — De Lykkelige! —
—- Ved hinanden-3 Side hele Livet igjennem, alt
for hinanden, delende Sorgen som Glæden! . . .
Men hun, den Forstodte, skulde nu, efter denne
korte, sødmerige Hvile ved hans Arne, vandre videre
sin egen, traurige Vej, ensom og kold som denne
Vinteregn, fjcernt fra ham, hendes Livs Solskjær,
ham, hun endnu elskede — i Brøde; thi nu havde
han jo faaet sin Hustru tilbage. Kun Mindet skulde
hun eje, Mindet om en Vaardrom i Høsten, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
