Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Hun rørte sig ikke ved vinduet. Efter ryg-
gens opadtrukne bevægelse at dømme, kunde
man tro, at hun gabede.
»Engang . . . vi var alene her i kabinettet
.å skumringen ,.. la’ De hånden på- mit
knæ . .. husker De? Å, det fo’r igennem mig
som en sydende ild! . . . Det var som om De
i taushed hengav Dem til mig . .. Jeg var af-
sindig lykkelig — Og hvor tidt fik jeg ikke lov
at kysse Deres hænder . .. Hvert kys var som
en øm erklæring . .. Ord behøvedes ikke mere
mellem os... Ofte fornærmede jeg Dem —
Undertiden gjorde jeg det forsætlig, jeg tilstår
det, jeg fandt en grusom glæde deri, jeg vilde
prøve Dem, hvormeget Deres godhed for mig
kunde bære, jeg vilde se Dem lide og beruse
mig i disse lidelser — men De ikke alene tilgav
mig, men De gik videre — å, det var synd af
Dem! — De smilte til mig, De var lutter øm-
hed og spøg ... Jeg måtte jo bringes på
vildspor og tro, at De udmærkede mig — frem-
for de andre . . . Og min digtning, den, som
” De nu ringeagter, hvor hævede De den ikke en-
gang til skyerne . . . Det var, »hvad tiden
kræver«, sa’ De, »en naturalisme, der henrev,
fordi den var så ægte, så sand«. Engang kaldte
De mig spøgende for Deres lille Zola... Å,
jeg husker alt — alt, som De har glemt eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
