Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
En tungsindig drømmer lig stod han der
alene mellem de mange medpassagerer, der i
unødvendig travlhed fo’r frem og tilbage på
dækket. Hans ven, dr. Westgård, havde netop
taget farvel med ham og var gået sin vei.
Han så og så mod den by, hvor han i
nogle måneder havde levet mere end i hele sit
forbigangne liv tilsammen, et overmål af lykke,
af angst, af lidelse — og over hans trætte an-
sigt lagde der sig et eget spændt, uroligt ud-
tryk. Det var som om han ventede nogen . .
Han tog sin kikkert, som han bar i en rem om
halsen, og pudsede den mekanisk.
Blandt tilskuerne på bryggen trængte sig
pludselig frem på en forvirret vis en ung dame,
hvis skødesløse dragt røbede, at hun i stort hast-
værk havde iført sig den. Hun bar en gammel
regn-kåbe, hatten sad skævt, og hun havde ingen
hansker på.
>»Kamilla!« udbrød han og udstrakte uvil-
kårlig hænderne. »Kamilla —«
Dampskibet satte sig langsomt i bevægelse.
Men hun havde fået øie på ham — og dette
øje veg ikke længer fra ham. Som en stor,
sorgfuld bebreidelse fulgte det ham. Ansigtet
var gråblegt, næsten gustent i det kolde morgen-
lys, men for Valdemar havde hun aldrig været
så dragende skøn som i dette øjeblik. Hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
