Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114.
Men i min yndige blomme dog end
lever en alf — som en fugl i sin rede;
det er erindringens alf, — og med den
vemodsfuldt, sværmende vil jeg mig glæde.
Her i mit stille, mit ensomme hjem
gæster mig vekslende syner og drømme;
stemmer, der hvisker med vårvindens strømme,
maner da tidt jeg i stilheden frem.
Snart er jeg glemt, — og når vinterens nat
ruger som gravhøjen over min lykke,
da vil jeg tro blandt erindringens skat
gemme min blomst som det dyreste smykke."
Ved en anden leilighed sendte Ibsen hende en dei-
lig lyserød rose, som han havde plukket af det lille
rosentræ, der stod i hans vindue og som han selv
havde pleiet — og blomsten var ledsaget af følgende
impromptu:
»Meden rose."
Min lille rose tilgiv! tilgiv!
Jeg bryder din stængel, jeg ender dit liv
blandt sødskende små i vrimlen;
men sørg ei! thi vid, at jeg sender dig hen
at vågne — som mennesket vågner igen
— i himlen.”
Den lille Rikke var ikke meget literær, — hun var
jo et ,markens friluftsbarn" —- men så meget forstod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
