Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ubrugelig. 199
endelig gifte sig med den smukke Peppino,
opvarteren i Tramontana — ha ha!»
Jeg: så, ikke uden vemod, på dette syd
landske natur-barn, der gråt i et øjeblik for at
le i det næste, og "jeg spurgte grebet mig
selv: «Har hun allerede glemt sin «signor
Carlo.»
Hotellet var fuldt af" gæster, og jeg hik
tilfældigvis det værelse, hvori min ven havde
udåndet, det eneste ledige. Hans rullestol stod
der fremdeles, og i luften lå der som en svag
Cult af nafta:
Jes ’søv ikke méæget! den nat; Jeg kog
grublede over min «ubrugelige» ven. Nu syntes
jeg, at jeg under vort korte samvær ikke
havde været god nok imod ham, ikke vist
ham venskab nok, og jeg læste atter op igen
det digt, han sist havde skænket mig, disse
melankolske linier:
«Når det er høst og slut er fuglens kvad,
mens falmet skogen står, vi sorgfuldt stemmes.
Med ømhed ser vi på hvert gulnet blad;
vi ved, af vintren snart det hele gemmes.
Jeg er et vissent løv, der flagrer bort,
mod fjernt og ukendt mål, fra moder-stammen,
men just fordi vort møde blir så kort,
elsk dobbelt mig den stund, vi er tilsammen!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
