Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Der var ikke mer end det ene brevet, heller; og
det var uvanlig tykt. Eli la det til side og ståk
pekefingeren ind i det brune omslaget, som holdt avisene
sammen.
«Brevet er fra Tore,» sa Ingrid — «Læs det da
vel, Eli.» Hun satte sig paa stolen midt imot hende,
drog den nærmere.
Og Eli tok konvolutten; den var saa høitidelig,
av fint, tykt papir. Hun fik den ikke op straks.
«Her,» sa Ingrid og rakte hende papirkniven.
Det laa to tætskrevne ark indi den. Og — og
et . . .
«Ingrid, spring ind og sæt op vinduet i kontoret,
jeg har glemt det,» sa hun. Straks datteren snudde
ryggen til, nappet hun til sig det, hun hadde
skimtet mellem arkene — et lite amatørbilled —
fotografi av en ung leende pike . . . Fort ståk hun det
ned i kjolens halsaapning. Saa bøiet hun sig og læste.
Ingrid kom og tok pias igjen — slutskuldret
stirret hun paa stedmorens ansikt, hvor rødmen steg og
blev dypere.
«Hvad er det han skriver, Eli?»
Nede mot kindens runding skalv Elis øiehaar;
men læbene aapnet sig ikke.
«Kanske han har forlovet sig?»
Saa nær sat Ingrid, at aandedrættet, som fulgte
ordene, naadde Elis sænkete pande — tonen, den
skulde-være freidige tonen, jagde alt blodet mot
hjertet, hun blev hvit like til læbene, da hun løftet hodet
og prøvde møte Ingrids blik.
«Er det sandt? Har han?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
