- Project Runeberg -  To tullinger. Et billede fra idag /
177

(1920) [MARC] Author: Ole Edvart Rølvaag
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

De sidste för endelig sin vei. Dagen var da begyndt
at gry. Hun skjønte da at der blev ikke flere gjester den
natten, og saa gik hun ind. og ropte paa Louis at nu fik
han se til at komme sig ut. —

Søndagsmorgenen graante nu sterkt over prærien og
kastet dyp rødme opover himmelen foran sig. En
præriehane vaaknet og hoet fra en bakke nogensteds; en høne
svarte fra en anden. Morgenduggen blev tung paa hvert

straa. Nu og da sopte et vindpust henover og trak

nogen graa askefnug med sig, lekte med dem i luften, saa
det lugtet brændt langt utover prærien.

Da Louis kom stavrende ned, sat hun der paa

fjøsdørstokken. — Som han nu gik der omkring og sutret
som et ræd barn, blev han var de korsfæstede skikkelser paa
andre væggen. Og frysningen kom atter over ham saa
sterkt at tændene hakket — Men da han kaldte hende,
og hun kom borttil og fik se det, spyttet hun paa dem. —

–––––Hendes forsynslighet var dog saa sterk at hun

rent instinktmæssig gik hen og tok dem ned. Derpaa
vrængte hun høi og halm ut, og foldet klæme
sammen. –––––-

Da Lizzie var færdig, randt solen over vidden, —

vakker høstsol. Hun blev staaende ved fjøsvæggen

og se utover; for husene laa saa høit at der var godt
utsyn. Øinene drog fra skoglund til skoglund. 1 hver én
var hun inde og slap hete ønsker ned. — Men ikke saa
snart hadde hun gaat synskredsen rundt før hun tok samme
veien tilbake med mere av samme slag.

I de næste nættene blev der ikke stor søvn for nogen
av dem. — Han laa der vaaken av frygt for at de vilde
komme tilbake og ta de andre husene. — De stoppet vel
ikke bare med ett naar de først var begyndt med
mordbrand. –––––––––Hos hende var det glæden som holdt

vaaken, hævnens fortærende fryd.–––––––-Hun var den

sidste til at lægge sig om kveldene; og det sidste hun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 16:25:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/roetulling/0177.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free