Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Afrika - Afrika. Grænser, Terrainforhold m. m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Et højt Midterparti deler Ørkenen i en vestlig
Del »Sahel« og en østlig, den »Libyske Ørken«.
Det højere Parti bestaar af 3 mægtige
Bjerglande: Ahaggar, Tibesti og Aïr. Ahaggar udgør
et Plateau, over hvilket der hæver sig
Bjergtoppe paa c. 3000 m Højde. SØ. f. Ahaggar
strækker sig Tibesti som en mægtig Kæde fra NV.
til SØ., i sin centrale Del, Tarso-Bjergene, naar
den 2500 m. Mere isoleret mod S. ligger Aïr
eller Asben, der naar 1800 m Højde. Mellem
Bjerglandene og Middelhavet ligger en typisk
»Hamada« (Højslette, hvis Overflade er
bedækket med Sten) H. el Homra. Den vestlige Del
af Ørkenen sænker sig gennem store Hamada’er
som Igidi og Afelele til det lavere sandede Parti
El Djuf, paa hvis Vestside der hæver sig
mindre Bjerglande Adrar og Taganet. Egnen langs
Atlanterhavet er en lav Sandørken med Klitter.
Den Ø. f. det høje Midterparti liggende Del
indtages af den Libyske Ørken, der hæver sig jævnt
fra Depressionsomraadet S. f. Barka mod S. til
en jævn Højslette. Nordsiden af den Libyske
Ørken ud mod Middelhavet dannes af Barkas
Højland, der naar en Højde af 400—600 m.
S. f. Sahara breder Sudans frugtbare
Højsletter sig fra Atlanterhavet i V. til Abessiniens
Højland og det Røde Hav i Ø. Sudan er
overvejende lave Højsletter med for det meste jævnt
og aabent Terrain, afbrudt af mindre, øformige
Bjergpartier, saaledes det vulkanske Djebel
Marrah (1830 m) mod Ø. i Darfur, Mendif (2000
m) i Adamaua S. f. Tsad-Søen og de vestligere
Gora- og Saranda-Bjerge (2100 m). Længst imod
V. findes et mere udstrakt Bjergparti Futa
Djallon, der fortsættes til Senegambiens Bjerge.
Sudans Højsletter sænker sig terrasseformig
ned mod Øvre Guineas Kyst; det var disse
Terrasser, der tidligere benævntes Kong-Bjergene.
I Midten af Sudan ligger en udstrakt Sænkning,
der kun ligger c. 240 m o. H., og hvis laveste
Del indtages af Tsad-Søen.
A. fra Sudan lige til Sydspidsen kan
betegnes som Højafrika. Ved Vandskellet mellem
Kongo og Sambesi deles det i to Dele, den
centralafrikanske og den sydafrikanske Højslette.
Den førstes vestlige Del indtages for største
Delen af det store Kongo-Bækken, hvis højere
Vestside sænker sig terrasseformig mod Nedre
Guineas Kyst, dannende mindre Kæder,
Serraerne, der løber parallelt med Kysten. Kun ved
det inderste af Biafra-Bugten findes et virkeligt
Højbjerg, nemlig det stærkt vulkanske
Kamerun-Bjerg (4075 m). Den østlige Del mellem
Sambesi og Abessinien er betydelig højere end
den vestlige, saaledes ligger Tabora i Tysk
Østafrika 1240 m o. H. og Tanganjika-Søen 810 m,
medens Nyangwe ved Kongo ligger 530 m og
Stanley Pool kun 280 m. Østafrika danner et
sammenhængende, uregelmæssigt Højland, der
gennemfures af større og mindre Gravsænkninger
med Retning fra N. til S. Flere af disse
Gravsænkninger er nu fyldte med Vand og danner
langstrakte Søer (Tanganjika, Njassa o. a.),
Paa Vandskellet mellem Nilen og Kongo ligger
en Række 3—5000 m høje Bjerge, saaledes
Ruwenzori (5800 m), Gambaragara (4600 m),
Elgon-Bjerget (4300 m), og den virksomme Vulkan
Mfumbiro (3475 m), der har en glødende Lavasø,
samt et mægtigt Krater. Endnu større Højder
naas mellem Victoria Njansa og Kysten af
Kilima Ndjaro (6010 m), Afrikas højeste Punkt,
Kenia (5520 m) og Meru (4730 m). — Den
sydafrikanske Højslette har en Middelhøjde af c.
1200 m og falder i Terrasser af til begge
Oceanerne. Fra S. maa man over to Randkæder for at
at naa op paa den indre Højslette, yderst
Zwarteveld og indenfor Nieuweveld og Snebjergene
med Kompasbjerget (2640 m). Mellem
disse to Randkæder ligger Højsletten Karroo.
Østligere samler Kæderne sig Kathlamba ell.
Drage-Bjergene, der naar til Limpopo-Floden; i
disse findes flere betydelige Toppe som
Champagne Castle (3650 m), Mont aux Sources (3350
m) og længere N. paa Mauchs Spitze (2660 m).
Vestranden af den sydafrikanske Højslette
dannes ligeledes af Terrasser, men Kystkæderne
naar her sjældent mere end c. 1500 m; kun i
det vestlige og Damara- og Herero-Land skal der
findes Toppe paa indtil 2500 m.
Som en nordlig Fortsættelse af det østafrikanske
Højland hæver sig A.’s mægtigste
Fjeldborg, nemlig Abessinien. Affaldet mod Ø. dannes
af bratte Fjeldvægge ud mod Adâls flade
Kystslette, ogsaa mod V. er Affaldet ganske stejlt
mod Sudans Højsletter, men mod S. gaar det
gennem Bjerglandet Kaffa jævnere over i den
østlige Del af den centralafrikanske Højslette.
De højeste Toppe ligger i Midten, Ras Daschan
(4620 m), Buahit (4510 m). Fra Abessinien
strækker sig et lavere Højland langs Somali-Landets
Højland helt ud til Kap Guardafui. — N. f. det
abessiniske Højland langs Kysten af det Røde
Hav til Sues-Bugten strækker sig vildt kløftede
og af talrige tørre Flodlejer (Wadis)
gennemskaarne Randbjerge, hvis højeste Top er Djebel
Soturba (2100 m) under 22° n. Br.
Floder. I A. fremkalder de klimatiske
Forskelligheder i Forbindelse med Terrainets Form
og Beskaffenhed store Modsætninger i de
hydrografiske Forhold. Atlas-Systemet tillader kun
Dannelsen af smaa Kystfloder, som Scheliff,
Tafna, Isly m. fl. og inde paa dets Højslette
Smaafloder, som dels taber sig i Saltsumpene
(Schotts) paa Sletten, dels falder i de S. f.
Bjergene liggende Schotts. Ørkenbæltets
Regnfattigdom er Aarsag til, at rindende Vand
hører til Sjældenhederne; Vadi Draa, der
falder i det Atlantiske Ocean ved Kap Nun, er
den eneste mere bekendte Flod i den vestlige
Del af Ørkenen; derimod opstaar der
undertiden ved heftige Uvejrsskyl Regnfloder, som
pludselig svulmer stærkt op og har et rivende
Løb for lige saa hurtig at udtørres; en saadan
udtørret Floddal kaldes Vadi ell. (mod Ø.)
Chor. — Forholdene er ganske anderledes, hvor
den tropiske Regn indtræder med Regelmæssighed
og Fylde, thi i det paagældende brede,
tropiske Bælte har A. et betydeligt Antal Floder
og Indsøer og staar i Vandrigdom ikke tilbage
for nogen anden Verdensdel. Fra dette Bælte
søger Floderne dels til Atlanterhavet, dels til
det Indiske Ocean, kun Nilen, Verdensdelens
længste (5590 km), men hvad Vandføring
angaar trediestørste Flod, søger mod N. til
Middelhavet. Nilen udspringer i den under
Ækvator liggende Sø Victoria Njansa (Ukereve); bl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
