Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Akvarium - Akvatinta - Akvileg - Akvædukt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forening paa dette Omraade: »Akvarieforeningen«
med Tidsskr. »Akvariet«, ligesom ogsaa
»Selskabet for Stuekulturer« har sin Akvarieafdeling.
(Litt: Bade, »Das Süsswasseraquarium«,
Reuter, »Fremdländische Zierfische«,
»Blätter für Aquarien- und Terrarienkunde«.)
N. Jacobsen.
Akvatinta (Akvatintamanèr), en
Reproduktionsmaade, der staar Tuschmaneren meget nær
og gerne benyttes til Gengivelse af Tusch- og
Sepiategninger. Se Kobberstikkunst. —
Udtrykket A. bruges ogsaa om Tegninger i
Tusch og Sepia.
Akvavit, se Alkohol.
Akvileg (lat. aquilex, »Vandsamler«),
Kildeopdager, Vandsøger.
Akvædukt (lat.), ordret: Vandledning. Om
Vandledninger i Alm. (underjordiske) bruges
Ordet nu næsten blot, naar Talen er om
saadanne fra Oldtiden, som de f. Eks. skal være
anlagte af Ramses den Store, Semiramis,
Salomon. I Kina findes endnu
Vandledninger fra de ældste Tider.
I Grækenland havde man A. fra
Hymettos og Pentelikon til Athen,
ved Theben, Megara o. fl., af
hvilke man adskillige St. har
fundet Levninger. Større
Fuldkommenhed i Fremstillingen
opnaaedes af Romerne, som ikke
indskrænkede sig til at bygge
underjordiske Ledninger, men
ogsaa, hvor det var nødvendigt,
førte Ledningerne ved Hjælp af
hvælvede Broer over Dale,
Kløfter o. s. v., saa at det naturlige
Fald paa Vandspejlet kunde
bibeholdes. — I den alm.
Sprogbrug er Ordet nu næsten
fuldstændig gaaet over til blot at
betyde en Bro, paa hvilken en
Vandledning føres over en ell. anden Hindring,
naar man vil beholde det naturlige Fald paa
Ledningen. Vandet kan for øvrigt være bestemt til
Byers Vandforsyning, til Vandingsøjemed, Mølledrift
o. l.; naar man derimod ofte hører
Kanalbroer kaldte A., er dette mindre korrekt. En
særlig Slags A. faas, naar et naturligt Vandløb
maa føres over en kunstig anlagt Gennemskæring
(f. Eks. for en Jernbane), der afbryder
Vandløbet.
De romerske A., af hvilke man mange Steder
finder velbevarede Levninger, var særdeles
solidt udførte og hører til de mest storartede
Bygværker fra den Tid. Hvor de førte over
dybe Kløfter, var de alm. delte i fl. Etager,
idet der for at afstive de høje Piller indbyrdes
var slaaet Hvælvinger mellem disse i
forskellige Højder. I de øvre Etager var der oftest
flere Piller end i de nedre; undertiden førtes
ogsaa fl. Vandledninger over samme A. i de
forsk. Etager. Selve Ledningen for Vandet var
muret af brændte ell. naturlige hugne Sten i
Kalkmørtel, denne sidste rimeligvis med Indblanding
af Puzzolan, hvis hydrauliske Egenskaber
i Mørtel Romerne kendte og benyttede.
De overjordiske Ledninger var altid
overdækkede enten med Hvælvinger ell. med flade Sten;
Bund og Sider i Ledningen var overalt, selv
hvor den førtes gennem fast Klippe, beklædte
med et vandtæt Betonlag af hydraulisk Kalk
med Skærver af brændte Sten. Kanaltværsnittet
var i Alm. rektangulært, afpasset efter
Vandmængden og altid højere end højeste Vandstand.
De største A. (Vandledninger) fandtes
ved Rom selv. Fl. af dem førte Kildevand til
Byen fra Bjergene 100—200 km borte. Den
første, Acqua Appia (bygget 305 f. Kr.) begyndte
ved Via Praenestina, førtes omtr. 30 km som
underjordisk Ledning, traadte ind i Byen ved
Porta Capena og endte ved Campus Martius.
Senere byggedes A. af M. Curius Dentatus (290
f. Kr.), M. Agrippa, Augustus, Claudius (se Fig.),
Caligula, Nero, Caracalla og under de flg.
Kejsere endnu omtr. 20 til. Tre af dem bestaar
endnu og er tilstrækkelige til at forsyne det
nuv. Rom med Vand, nemlig Fontana di Trevi
(Agrippa’s, bygget 22 f. Kr., restaureret af Pius
IV), Acqua Felice (paabegyndt af Caligula,
fuldendt af Claudius 50 e. Kr., restaureret af Pius
V) og Acqua Algentina. Betydelige Vandledninger
fandtes ogsaa i Provinserne; Ruiner af dem
findes bl. a. ved Nîmes, ved Segovia og
Tarragona i Spanien, ved Zahlbach nær ved Mainz.
Efter Romerrigets Fald byggedes af Theoderik
(c. 500) en A. ved Spoleto i Umbrien med
kæmpemæssige Dimensioner; dens største Højde
over Dalbunden var 89 m, den havde to Etager
med forneden 10 Aabninger hver paa 21,4 m.,
30 Aabninger foroven. — I Middelalderen var
der Stilstand paa dette Omraade, ligesom
paa de fleste andre. I den nyere Tid er der
derimod igen bygget adskillige A., om de end
aldrig mere faar den Betydning, de har haft.
Ligesom nemlig nu ved alm. underjordiske
Ledninger Trykledningerne konkurrerer med og
næsten har fortrængt de ikke helt fyldte
Ledninger, saaledes ogsaa naar en Vandledning
skal føres over en Dal ell. anden Hindring.
Allerede Romerne brugte ganske vist Trykledninger
(af Bly), men kun i ringe Omfang. Nu
føres i Alm. Ledningen over Dalen ved at lade
den gaa over til en Trykledning (hvis den ikke
i Forvejen er det) og stadig lægge denne
underjordisk i omtr. samme Dybde under Overfladen,
hvorved Ledningen faar Form af en omvendt
Hævert; Vandbevægelsen foregaar lige godt,
 |
| Akvædukt. |
|
| Claudius’ Akvædukt i Rom. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
