- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
489

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alfons-Uvæsenet - Alfort, se Maisons-Alfort - Alfred den Store - Alfred, Hertug af Edinburgh (1844-1900)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

umuligt at bevise, hvilken Lod og Del »Alfonsen«
har i de nævnte og andre af Storbyens Plager,
og dette var for den ældre, klassiske Strafferet
nok til, at hans Forhold i det hele undgik
Straf; den moderne Kriminalpolitiks
Bestræbelser efter i det hele taget at bekæmpe de
samfundsfarlige Elementer, hvor de forefindes,
har imidlertid ført til, at man som Kriterium
for Samfundsfårligheden paa dette Omraade
lader sig nøje med Beviset for, at den
paagældende søger sit Underhold gennem en Kvindes
erhvervsmæssige Utugt, idet den gemene
Tankegang, som dette Faktum afspejler, maa antages
direkte ell. indirekte, permanent ell.
lejlighedsvis at ville give sig videre Udslag i de angivne
Retninger; og Straffen rammer da Alfonsen med
samme Ret og paa samme Basis som
Løsgængeren, hvis Levevis ligeledes gør ham til en
Fare for hele Samfundet (se Løsgængeri).
En Overvindelse af A. gennem den Straf, der
rammer de enkelte »Alfonser«, tør dog næppe
ventes, alene fordi kun forholdsvis faa af dem
vil blive straffede, da Bevisvanskelighederne selv
for det beskrevne Faktum er ret store
(Hovedvidnet er »Kæresten«, der imidlertid som
Regel vil gøre alt, hvad hun formaar, for at
redde sin »Alfons«, af Frygt for hans Hævn ell.
af Kærlighed til hans Person). Derimod har
Forholdets Strafbarhed naturligvis en vis Bet.
derved, at den giver Politiet Myndighed til at
tage Haand i Hanke med hele den Verden,
hvori Alfonserne fører deres Tilværelse, og
derved nøder dem til at optræde med Tilbageholdenhed
og Forsigtighed og navnlig undgaa for
ofte at søge alt for kompromitterende Selskab.
I dansk Ret har man først ved Straffelovstillægget
af 1. Apr. 1905 § 4 faaet Hjemmel til at
straffe A. (Fængsel ell. Tvangsarbejde, i
Gentagelsestilfælde Forbedringshusarbejde indtil 2
Aar). Som Supplement hertil har L. Nr. 81 af
30. Marts 1906 § 2 givet Hjemmel til at straffe
den Kvinde, der driver Utugt som Erhverv, naar
hun har nogen voksen Mandsperson til Huse hos
sig (med Fængsel ell. Tvangsarbejde, under
formildende Omstændighed med Bøder). Da en
saadan Person saa godt som altid vil vise sig at
være vedk. Kvindes Alfons, kan man ved denne
Lovbestemmelse ramme de i fl. Retninger højst
samfundsfarlige Konkubinater mellem
prostituerede Kvinder og deres Alfonser, ligesom man
berøver den sidste hans almindeligste og sikreste
Asyl. (Litt.: »Dansk Kriminalistforenings
Aarbog« [1904] S. 70 ff.).

Norsk Straffelovs § 206 straffer den, som af
Vindesyge fremmer andres utugtige Omgængelse,
ell. som udnytter denne i vindesyg
Hensigt, med Fængsel indtil 2 Aar. Herunder vil
som Regel Alfonsvæsenet falde ind. Ogsaa
Løsgængerloven af 31. Maj 1900 vil efter
Omstændighederne kunne finde Anvendelse paa saadant
Forhold.
A. Gl.

Alfort [al↱få.r], se Maisons-Alfort.

Alfred den Store [eng. ↱ä£fred], Konge af
England (871—901), Sønnesøn af Egbert af
Wessex, der havde forenet de syv angelsachsiske
Smaariger. Født 849 besøgte A. allerede som
Barn Rom og saa ogsaa ved Karl den Skaldedes
Hof den højere Kultur, for hvilken han siden
virkede saa meget i England. Efter Faderen
Æthelwulf’s Død (860) hjalp A. sine ældre
Brødre i Kampene mod de normanniske Vikingers
Indfald, men gennemgaaende sejrede dog de
Danske, og de var naaede til at rette deres
Angreb mod Rigets Hovedland Wessex, da A. selv
besteg Tronen (871). Flere Aar igennem varede
Kampen, Landet blev hærget forfærdelig, og
til sidst maatte A. i Vinteren 877 søge Skjul i de
store Skov- og Sumpstrækninger paa Rigets
Vestgrænse; Sagnet har udstyret hans hvileløse
Omflakken med mange rørende Træk. Til sidst
fandt han Tilflugt paa den lille Ø Æthelney,
der ligger ved Floderne Parrets og Thones
Sammenløb; paa dette vanskelig tilgængelige
Sted forskansede han sig, og herfra udsendte
han i Foraaret 878 en Stævning til sine tro
Mænd om at møde til et nyt Forsøg paa at
fravriste Vikingerne Sejren. Det lykkedes virkelig
nu A. at bibringe de Danske et føleligt Nederlag
ved Æthandun, hvorefter deres Konge Gudrum
lod sig døbe og sluttede Fred mod at faa
afstaaet den østlige Del af England, der nu
kaldtes Danelagen. Freden var dyrekøbt; men den
blev benyttet af A. til at læge de Saar, som den
lange Ufred havde slaaet hans Land. Ro og
Orden vendte atter tilbage; Rigets Inddeling
i Shirer og Hundreder blev gennemført,
Domstolene begyndte igen at virke, og A. samlede
tidligere Love med sine egne i en Lovbog.
Agerbruget fremmedes; London rejste sig igen
af sine Ruiner, Handelen blomstrede op, og A.
sørgede ogsaa for Tilvejebringelsen af en Flaade,
der kunde holde Vikingerne i Tømme. Mest
interesserede han sig dog for sit Folks religiøse
og moralske Opdragelse; han samlede ved sit
Hof lærde Mænd baade fra England og
Frankrig, og selv tog A. ivrig Del i
Oplysningsarbejdet. Han oversatte saaledes Orosius’
Verdenshistorie, Beda’s eng. Kirkekrønike, Gregor den
Store’s Hyrdebog og Boethius’ Skrift om
Filosofien som Livets Trøsterinde. Den store Konge
døde 28. Oktbr 901; hans Ven Asser, Biskop af
Sherburne, har skildret hans Liv. A. staar som
en af Verdenshistoriens ædleste Skikkelser;
begavet som Digter og Lærd, som Hærfører og
Statsmand virkede han altid med sit Folk som
Maal, en eng. Karl den Store uden de enkelte
uheldige Træk, der pletter dennes Billede.
(Litt.: Pauli, »König A. und seine Stelle
in der Geschichte Englands« [Berlin 1851];
Hughes, A. the Great [London 1878]).
Kr. E.

Alfred [↱ä£fred], Hertug af Edinburgh og
senere af Sachsen-Koburg, f. 6. Aug.
1844, d. 30. Juni 1900, var den eng. Dronning
Victoria’s næstældste Søn. Han uddannedes til
Sømand og forfremmedes efterhaanden, endelig
1887 til Admiral. 1862 valgtes han af det græske
Folk til Konge, men afslog Tilbudet. Jan. 1868
blev han under et Besøg i Sydney i Australien
saaret ved et Mordforsøg af en Fenier. Han
ægtede 1874 den russiske Kejser Alexander II’s
eneste Datter Marie (f. 1853) og blev 22. Aug.
1893 efter sin Farbroder Ernst II’s Død Hertug
af Sachsen Kobtirg Gotha. Hans eneste Søn
Alfred døde 1899; af hans 4 Døtre ægtede Marie
(f. 1875) 1893 den rumænske Tronfølger
Ferdinand, Victoria (f. 1876) 1894 Storhertug Ernst

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:47 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0521.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free