Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alkefugle (Alcidæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos de unge Fugle er Dragten en Blanding af
hvidt og sort, og de gamle Fugle i Vinterdragt
har ligeledes en overvejende hvid Farve. Helt
hvide og helt sorte Afændringer findes (den
sidste beskrives som særlig Art C. Motzfeldii).
Tejsten, (af hvilken der foruden
Hovedformen skelnes et Par kun lidet afvigende
Racer) er udbredt over de cirkumpolare Have
og yngler paa begge Sider af Atlanterhavets
Kyster, er almindelig i Grønland, paa Færøerne
og Island. Langs Norges Vestkyst yngler den
hyppig og i Danmark enkelte Steder i ringe
Tal; om Vinteren er den hyppig ved de danske
Kyster. Tejsten er den mindst selskabelige af
Alkefuglene, findes sjældent i store Flokke og
yngler heller ikke i store Kolonier som de andre
Arter. Æggene lægges i Klipperevner; ofte
yngler den ved Foden af Fuglefjeldene, men ellers
spredt langs Kysterne. Æggenes Tal er 2,
Farven er lys, grønlig med mørke Pletter. Stemmen
er en fin Piben, der adskiller sig stærkt fra
Lomviernes grove Stemme. P. Gr. a. Tejstens
spredte Forekomst spiller den ikke nogen
økonomisk Rolle, men den er en ejendommelig og
karakteristisk Fugl, som f. Eks. enhver, der har
sejlet i den norske Skærgaard, vil have lagt
Mærke til.
Nær beslægtet med Lomvierne er Alkene
(Alca), der adskiller sig væsentligst, ved at
Næbbet er højt, sammentrykt, med Furer paa
Siden. Kun 2 Arter kendes. Alken (Tordalk,
Marsvinsfugl, Papegøjeand) (Alca torda L.) er
noget mindre end Lomvien, som den i øvrigt
ligner i Fjerdragt saavel Sommer som Vinter; den
adskiller sig væsentlig fra den ved det høje
Næb, der har et Par lyse Furer paa Siden.
Alkene har omtr. samme Udbredelse som de
to Lomvie-Arter, bebor Klippelandene paa begge
Sider af Atlanterhavet, men yngler ikke i større
Tal N. f. Polarkredsen. I Grønland er den ret
almindelig, ligeledes paa Island, hvorimod den
paa Færøerne ikke findes i saa stort Tal, at
den spiller nogen økonomisk Rolle. I Norge
dannier den i Finmarken og ved Lofoten uhyre
Fuglefjelde, yngler spredt længere mod S. I
Danmark har den ynglet faatallig, gør det
næppe mere. Dens Levevis og Yngleforhold
ligner i øvrigt i de allerfleste Henseender
Lomviernes. Paa Foraarstrækket ses den jævnlig i
mægtige, langstrakte Flokke, og man mener, at
disse Flokke, der kan ligge som et sort Baand
hen over Havet, har givet Anledning til
Fortællinger om Søslangen. Om Vinteren drager
Fuglen mod S., og i de danske Farvande er den i
denne Tid den hyppigste af Familien, træffes
overalt i smaa Flokke.
En kæmpemæssig Alk, der havde mistet Flyveevnen,
var den nu uddøde Gejrfugl, norsk
ogsaa: Storömmer, Anglemager (Alca
impennis L.), en Fugl, der nu staar for os i
Eventyrets Skær. I Udseende ligner den en
kæmpemæssig Alk, overgaar i Størrelse langt
alle Gruppens øvrige Medlemmer, er saa stor
som en Vildgaas. Farve og Tegning er som hos
Alken, blot med den Forskel, at der mellem
Øjet og Næbbet hos de gamle Fugle i
Sommerdragt er en stor, hvid, aflang Plet; det
overordentlig kraftige Næb har paa Siderne talrige
lyse Furer. De smaa, ret langt bagtil siddende
Vinger er næppe større end Alkens, var
fuldstændig ude af Stand til at hæve den tunge Krop
i Luften. Medens man tidligere mente, at
Gejrfuglen var en højnordisk Art, er det, først ved
den danske Zoolog Jap. Steenstrup’s
Undersøgelser, paavist, at Gejrfuglens hovedsagelige
Udbredelse falder i det tempererede Bælte. Den
sydlige Del af den skandinaviske Halvø, de
britiske Øer og Danmark har været dens Hjem i
Europa; fra Danmark kendes dog kun Knoglefund
fra Stenalderens Skaldynger. Paa Island
ynglede den i ret stort Tal, var i Grønland
kun en tilfældig Gæst, medens den havde sine
Hovedynglepladser paa smaa Øer ved Amerikas
Kyst, særlig omkr. Newfoundland og St
Lawrence-Flodens Munding. I størst Tal fandtes den
maaske paa Funks-Øerne ved Newfoundland.
Derfra haves Beretninger om de uhyre Skarer,
der ynglede paa de flade Klippeøer, og der
træffes endnu i Jordsmonnet umaadelige
Mængder af dens Knogler og hele Mumier af Fuglen.
Om Gejrfuglens Levevis ved man, at den
ynglede i stor Mængde, ofte sammen med andre
Fugle, paa undertiden ret utilgængelige
Klippeøer ude i Havet; den lagde kun eet Æg omkr.
125 mm langt og 70 mm bredt, i Farve lignende
de øvrige Alkefugles. Dens Næring var Fisk, og
den var en fortrinlig Svømmer og Dykker,
hvorimod den paa Land var ganske værgeløs,
og kun bevægede sig meget ubehjælpsomt. Der
haves Beretninger om Gejrfugle, der er holdt
fl. Maaneder i Fangenskab.
Gejrfuglens Undergang skyldtes dens Værgeløshed
over for Menneskenes Efterstræbelser og
dens Størrelse, som gjorde den til et værdifuldt
Bytte. Alle Skibe, som færdedes i Nærheden af
dens Ynglepladser, skaffede sig Proviant af dens
Æg og dens Kød, og Myrderierne dreves aldeles
hensynsløst, som det nu til Dags sker over for
Pengvinerne; paa Amerikas Kyst skete dens
endelige Undergang omkr. 1840, og paa Museerne
haves kun faa Eksemplarer herfra. I
Atlanterhavets vestlige Del har Gejrfuglen i den
historiske Tid kun ynglet i mindre Tal; dens sidste
Tilhold var paa nogle Klippeøer ved Islands
Sydvestkyst, hvor den i de første Aartier af 19.
Aarh. fandtes i ret stort Tal, og hvortil jævnlig
udgik Ekspeditioner, som, for øvrigt med
Livsfare, landede og bragte Gejrfugle med tilbage.
1830 ødelagdes dens Hovedtilholdssted
(Gejrfugleskær) ved et vulkansk Udbrud; Fuglene
spredtes, men nogle vedblev at yngle paa et
lille Skær nærmere ved Land (Eldey). I de flg.
Aar skaffedes herfra adskillige Fugle og Æg,
og 1844 dræbtes det sidste Par; senere er ingen
levende Fugl truffet med absolut Sikkerhed,
skønt der atter og atter, lige til den nyeste
Tid, er dukket Beretninger op om, at Gejrfugle
er truffet snart et, snart et andet Sted.
Gejrfuglen er uddød, og hvad der findes tilbage af
den foruden Knogler, er c. 80 Skind og 33 Æg,
fordelte i Europas og Amerikas Samlinger.
Selvfølgelig er disse Ting i meget høj Pris; for de
sidst solgte Æg blev betalt c. 6000 Kr. Stk.
Søkonge-Slægten (Mergulus) omfatter
kun een Art, Søkongen (Krabbedykker,
Grønlandsdue, Alkekonge, Lille Krageand) (Mergulus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
