Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Amyraut, Moïse (Moses Amyraldus), fr. reformert Teolog (1596-1664) - Amyris L., Slægt af Rutaceerne, Buske ell. Træer - Amøber, den laveste Gruppe inden for Slimdyrene (Rhizopoda)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Amyraut [ami↱ro], Moïse (Moses Amyraldus),
fr. reformert Teolog (1596—1664), fik
sin Uddannelse i Saumur, hvor han ogsaa
senere blev Præst og (1633) Prof. Sammen med
sine Venner Josué de la Place og Louis Cappel
blev han Grundlægger af den frisindede
Saumur-Skole. A. selv var Saumur-Mændenes
Hoved. Han fremhævede den kristelige Sædelære,
der hidtil saa temmelig havde ligget brak; selv
skrev han en stor Morale chrétienne i 6 Bd.
Som Dogmatiker søgte han at tage Brodden
af den calvinske Lære om Guds dobbelte
Forudbestemmelse, idet han udviklede en saakaldet
universalismus hypotheticus: Gud har taget den
Beslutning at frelse alle Mennesker, saafremt
de tror; denne Betingelse indfrier Menneskene
dog ikke p. Gr. a. deres Syndighed, hvorfor
Guds absolutte Beslutning, Naadevalget, hvorved
nogle frelses, maa træde til. A.’s Opstilling
har ikke synderlig Værd for Tænkningen; men
den er fremgaaet af Ønsket om at mødes med
Lutheranerne paa det brede, fælles-protestantiske
Grundlag, saa at »Amyraldismen« tillige
med den samtidige Latitudinarisme i England
og Synkretismen i den lutherske Kirke staar
som en fredsindet Retning, en Indsigelse mod
den ortodokse Dogmatiks Forkætrelse af enhver
Afvigelse fra den skarpt afstukne og subtilt
udformede Kirkelære. A. undgik ikke heftige
Angreb; man beskyldte ham saaledes, helt med
Urette, for Arminianisme. De franske Kirkemøder
frikendte imidlertid A., og trods Hollænderen
Spannheim’s Stormløb blev han ogsaa
æret af Udlandets reformerte Teologer.
Efter A.’s Død fordømte nogle yderliggaaende
schweiziske Calvinister hans Lære (Formula
consensus Helvetici 1675).
H. O.
Amyris L., Slægt af Rutaceerne, Buske ell.
Træer med spredte ell. modsatte, delte ell. hele
Blade og smaa hvide Blomster. C. 10 Arter i
det tropiske og subtropiske Amerika. A.
balsamifera L., et Træ i Jamaicas Skove, hvis
forskellige Dele indeholder et aromatisk Stof; det
gule Ved tjener til Fremstilling af en æterisk
Olie.
A. M.
Amøber, den laveste Gruppe inden for
Slimdyrene (Rhizopoda). De er næsten alle
mikroskopiske; deres Legeme bestaar af en enkelt
Celle uden noget fast Hudlag, dannet af slimet
»Protoplasma«; det yderste Lag er oftest klart,
det inderste kornet. De træffes overalt baade i salt
og i fersk Vand. De bevæger sig ved at udskyde
brede, lappede »Pseudopodier« (ɔ: falske
Fødder), idet de langsomt glider hen over
Underlaget. Deres Ernæring er alle Slags henfaldne
organiske Dele ell. smaa Organismer som
Bakterier, Diatomeer o. l. De egl. A. optager omtr.
alt, hvad de møder paa deres Vej; enkelte gør
dog Jagt paa mere bestemte Organismer.
Næringen kan optages hvor som helst, idet en
Pseudopodie udskydes imod den og omslutter
den, Mund findes ikke. I Celleslimen omgives
Føden med et Saftrum, en »Vakuole«, der
indeholder Fordøjelsesfermenterne; navnlig
Æggehvide fordøjes let, ligeledes Cellulose.
Efterhaanden bliver Vakuolen mindre og indeholder
til sidst de ufordøjelige Dele som smaa Korn,
der udstødes. De fleste Former har en ell. fl.
pulserende Vakuoler, Saftrum, som langsomt
fyldes for derefter pludselig at tømmes; de er
Ekskretionsorganer, maaske ogsaa Aandedrætsorganer.
I Celleslimen findes endelig en ell. fl.
Kerner, og Formeringen foregaar da ved, at
først Kernen og derpaa Protoplasmaet deles i
to; efter en lang Række simple Delinger kan
det hænde, at to Individer smelter sammen til
eet. Under vanskelige Forhold kan Legemet
trækkes sammen til en Kugle og omgives med en
Skal, i hvilken Tilstand A. kan føres rundt
med Støvet; netop derfor er de saavel som
andre Smaavæsener saa allestedsnærværende.
Det vil af det udviklede ses, at disse
tilsyneladende saa simple Væsener har alle de
Egenskaber, som karakteriserer et Dyr: De kan
bevæge sig og sanse (ɔ: paavirkes af Indtryk).
Energien frembringes ved Nedbrydning under
Iltoptagelse, og Tabet dækkes ved Optagelse af
ny Næring; de kan forplante sig og viser endog
Beg. til en kønnet Forplantning (Sammensmeltningen).
Det maa bemærkes, at en Mængde
lavere Organismer har amøbeagtige Udviklingsstadier;
endvidere forholder de højere Dyrs
hvide Blodlegemer sig i alt væsentlig som A.
En Mængde A. træffes i Tarmkanalen, hvor de
fleste ingen særlig Skade gør, men lever af det
levende og døde Stof, som i rigt Maal er til
Stede. Entamøba coli, som i Reglen lever paa
denne Maade, skal dog ved visse Tarmlidelser
kunne være medvirkende ved Anfald af
Dysenteri. Entamøba histolytica er langt farligere; i
Ægypten og Østasien fremkalder den den
tropiske Dysenteri. Den findes, ofte i stor Mængde,
i Tyktarmen; ved dens Virksomhed ødelægges
og afstødes Tarmceller, som fortæres tilligemed
Blodlegemer o. l. Under stadig Deling trænger
den dybt ind i Tarmen og kan herfra komme
til andre Organer, f. Eks. til Leveren, hvor
den danner Svulster. De fremkaldte Vævsforstyrrelser
foraarsager ofte Menneskers Død.
T. K.
 |
| Amøba proteus. Na Næringslig (Smaaalger), Cv pulserende Vakuoler, N Kerne. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
