Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ansgar, »Nordens Apostel« (801- 865) - Ansiaux, Jean Joseph Eléonore Antoine, fr. Historiemaler (1764-1840) - Ansigt - Ansigtskrampe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
originale Smaabønner, og en Beretning om
Jærtegnene ved den hellige Wilhad’s Grav i
Bremens Domkirke. — A. var en barnlig Natur,
glødende i sin Tro, stolende paa, at Gud ledede
ham gennem Drømme, et blødt og sværmerisk
Stemningsmenneske, fjern fra Kaldsfællernes
Hovmod, og des bedre skikket til Missionsfærd,
mere Munk end Prælat, omgængelig over for de
nordiske Konger, lempelig i sin Fremfærd over
for Hedendommen. Martyriets Palme vinkede
ham stadig som højeste og skønneste Løn. Det
var ham derfor en Sorg, da han i Slutn. af 864
mærkede, at en tærende Blodgang vilde blive
hans Helsot. Hans Disciple maatte trøste ham
med, at et Liv i Lidelse, Forsagelse og Fare
ogsaa er et Martyrium. Efter at A. havde ordnet
sit Stifts Anliggender og lagt de tyske Bisper
og Kong Ludvig den nordiske Mission paa Sinde,
døde han. Snart efter blev han fejret som
Helgen. — A.’s kæreste Discipel, den frankiske
Rimbert, som blev hans Efterfølger paa Ærkebispestolen,
udarbejdede kort efter sammen med en
anden Discipel et Mindeskrift om den afdøde
Ærkebisp. Dette værdifulde »Ansgar’s Levned«
(Vita Anskarii) er bedst udg. af Dahlmann i
Pertz’ Scriptores II og derefter i Skoleudgaver
(sidst Hannover 1884); det er oversat paa Dansk
af Ley (1837) og P. A. Fenger (1863, omarbejdet
af H. Olrik 1885 og 1911). (Litt.: Klippel,
»Lebensbeschreibung des Erzbischofs A.«
[Bremen 1845]; Tappehorn, »Leben des heil. A.«
[Münster 1863]; A. D. Jørgensen, »Den nord.
Kirkes Grundlæggelse« [Kbhvn 1874—78];
Dehio, »Gesch. d. Erzbistums Hamburg-Bremen« I
[Berlin 1877]; Hauck, »Kirchengesch. Deutschlands« II
[Leipzig 1890]; H. Olrik, »Konge og
Præstestand i den danske Middelalder« I, 2. Udg.
[Kbhvn 1905]).
H. O.
Ansiaux [ã↱sio], Jean Joseph Eléonore
Antoine (Hovednavnet), fr. Historiemaler, f.
1764 i Liège, d. 1840 i Paris. A. blev undervist i
Kunst i sin Fødeby, men fik dog sin egl. Uddannelse
i Vincent’s Atelier i Paris. Efter Tidens
Smag gav han sig først i Lag med klassiske
Figurer (Sappho og Leda, 1801) og udstillede
tillige gode Portrætter (Generalerne Kleber og
Kellermann). Senere tilfredsstillede han ved
»Angelika og Medor skærer deres Navnetræk i
Barken« (1810) Tidens vaagnende Tilbøjelighed
for det romantiske og var atter i Stand til at
bøje sin Kunst hen imod den ny kirkelige
Aandsretning, der blev toneangivende med
Restaurationen; allerede tidligere havde han dog
begyndt paa det religiøse Maleri (Maria’s Himmelfart,
1812); nu udførte han en Mængde Altertavler,
der findes rundt om i franske Kirker
(og i Liège). Samtidig gav han en Række
halvvejs genreagtige Fremstillinger fra Frankrigs
Historie; desuden malede han en Del Billeder
(Paris’ Dom, Diana’s Nymfe etc.), hvor et let
Anstrøg af det pikant-gratiøse er et fremherskende
Træk. Ved sin solide Teknik og store
Elasticitet vandt han sig et stort Ry.
A. Hk.
Ansigt kaldes hos Pattedyr og især hos
Mennesket den fortil (ell. nedad og fortil)
vendende Del af Hovedet, medens Hjernekassen
danner den øvrige Del. Medens denne paa sin
Overflade er temmelig afrundet og glat, har A.
en meget uregelmæssig Form, hvor Fremstaaenheder,
Fordybninger og Hulheder veksler med
hinanden. Hos Mennesket dannes A.’s Skelet egl.
af 14 Knogler; 12 af disse er parrede, saa der
findes 6 paa hver Side, nemlig Overkæbe-, Gane-
Næse-, Taare-, Kindbenet og den nederste
Næsemusling; 2 uparrede, nemlig Plovskærebenet og
Underkæbebenet. Det sidste er bevægeligt, alle
de andre er ubevægelig forenede indbyrdes og
med Hovedskallen. Af dennes Ben bidrager nogle,
saaledes især Pande- og Tindingebenet, til at
danne A. Ved Sammenføjningen af disse Ben
dannes Øjenhulerne, Næsehulerne, Mundhulen, i
hvilke findes Sanseorganer, i sidstnævnte tillige
Fordøjelsesorganer. Næsebor og Mundaabning
danner tillige Indgangen til Aandedrætsorganerne,
sidstnævnte ogsaa til Fordøjelsesorganerne.
En Del af de af Skelettet dannede
Uregelmæssigheder udslettes ved Udfyldning med
Fedt, Muskler og Bindevæv. Men en Del af dem
forøges ved Tilføjelse af saadant tillige med
Bruskvæv, saaledes Næsen, ligesom det ydre
Øre, der helt mangler benet Grundlag. Hele A.
dækkes af Huden, der oftest er blød, men af
vekslende Tykkelse; ved Øjet, Næseborene og
Munden gaar den over i Slimhinden, ved Øjet
under Dannelse af Øjenlaagene, ved Munden
under Dannelse af Læberne; saavel disse som hine
er Folder, der paa Udsiden er beklædte af
Hud, paa Indsiden af Slimhinde. A.’s Hud er
rig paa Sved- og Talgkirtler (hvoraf den
hyppige Comedon- og Filipens- ell. Acnedannelse
her) og er paa store Strækninger forsynet med
Haar, der hos Kvinder og Drenge er smaa og
fine, hos Mænd antager Karakteren af Skæg.
Over Øjnene er Haarene kraftig udviklede som
Øjenbryn; de er her tykke og stive, ligesom vi
ofte finder dem ved Indgangen til Næsehulerne
og Øregangen. Langs Øjenlaagsrandene
optræder Haarene som Øjenhaar. — A. er meget rigt
forsynet med Blodkar, der i Huden er stærkt
forgrenede, hvorved dannes fine Net, der under
visse, i Reglen sygelige Forhold, tegner sig
meget tydeligt. Ogsaa Forsyningen med Nerver er
meget rigelig, dels Følenerver (der er Grene fra
Nervus trigenimus), dels Bevægenerver (navnlig
fra Nervus facialis). Disse Bevægenerver
udbreder sig bl. a. til de talrige, smaa Hudmuskler,
der er ejendommelige for A., og som med Rette
kaldes mimiske; thi det er ved de paa utallige
Maader forsk. nuancerede Bevægelser af
disse Muskler, at A.’s Mimik, Minespillet opstaar.
Som bidragende til at give A. Karakter
maa endnu nævnes Tænderne. — Menneskeansigtets
forskellige Udseende, der dels viser sig som
individuelle, dels som ofte meget udprægede
Raceejendommeligheder, beror dels paa Form-
og Størrelsesforskelligheder af de sammensættende
Dele, dels paa Mængden af det under
Ansigtshuden liggende Fedt (og Bindevæv); det er
Svindet af dette, der giver Afmagredes og
Ældedes A. det ejendommelige Udseende, ligesom
Optræden af Rynker beror herpaa i Forbindelse
med Aftagen af Hudens Elasticitet. (Se endvidere
Fysiognomi).
Lp. M.
Ansigtskrampe, Tic convulsif, Krampe i
Ansigtsnerven (Nervus facialis), hvorved
fremkaldes forbigaaende ell. længere varende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
