- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
847

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antropologi, Læren om Mennesket - Antropometri,Menneskemaaling, Læren om Menneskets Maalforhold

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forsk. Menneskeracer, fordi det dertil fornødne
Materiale er vanskeligt at tilvejebringe i
tilstrækkelig Mængde. Blandt de talrige Forsøg
paa at inddele Menneskeslægten i Racer efter de
fysiske Ejendommeligheder skal først nævnes
Blumenbach’s, som skelner mellem 5
Racer ell. Varieteter: den kaukasiske, den
mongolske, den æthiopiske, den amerikanske og
den malajiske, af hvilke den kaukasiske er den
oprindelige, hvoraf de andre 4 er opstaaede ved
Degeneration. Navnlig i Betragtning af det ringe
Kendskab, man i Slutn. af 18. Aarh. havde til
de fjernere Folkeslags fysiske A., maa
Blumenbach’s System betragtes som overmaade
godt, og han var selv paa det rene med, at
Opgaven var for vanskelig til at kunne løses
paa fuldt tilfredsstillende Maade. Hans
Karakteristik af de enkelte Racer er træffende, og
hans Hovedværker kan med fuld Føje betegnes
som klassiske (De generis humani varietate
nativa liber
[Göttingen, Edit. I 1775, Edit. III
1795]; Decades craniorum [1790—1828]). Det
ejendommelige ved Systemet er den
Monogenisme, hvorpaa det hviler. Den Idé, at
Menneskeslægten er udsprunget af en enkelt Rod, er
først i den nyeste Tid trængt endelig igennem
efter mangfoldige Kampe, som efter en Række
svage Tilløb i Oldtiden og Middelalderen tog
deres Beg., da man i 15. Aarh. havde lært
Folkeslagene i den ny Verden at kende. Tanken
om, at der opr. havde været fl. Arter af
Mennesker, var i sin første Form rent oppositionel,
rettet mod den ortodokse Opfattelse af Biblens
Lærdomme om Adam og Eva (Paracelsus,
Vanini, La Peyrère). En mere
videnskabelig Skikkelse antog Polygenismen i Slutn. af
18. Aarh. (Kaimes); men Blumenbach
beherskede dengang Situationen, og under de
vidtløftige Stridigheder om Arternes Foranderlighed
i Beg. af 19. Aarh. lagde man kun ringe
Vægt paa Spørgsmaalet om Menneskeracernes
Forhold. Efterhaanden fik Polygenismen dog en
Del Tilhængere i England (Knox,
Hamilton Smith) og navnlig i Nordamerika, hvor
den havde saa betydelige Talsmænd som
Morton, Agassiz, Nott og Gliddon. Navnlig
de to sidstnævnte Forfattere førte Forsvaret for
Polygenismen med megen Styrke, men tillige
med en ejendommelig uvidenskabelig Tendens,
idet de søgte at godtgøre Negerslaveriets
Berettigelse ved at fremstille Kløften mellem
Negrene og den kaukasiske Race som
uoverstigelig. Til disse amerikanske Polygenister
sluttede sig i visse Henseender Broca, som dog
saa langt mere rationelt paa Sagen og i det
hele sluttede sig til Darwin, medens
Quatrefages optraadte som decideret Monogenist
imod Udviklingshypotesen. Efterhaanden som
Kundskaben om Racerne har udviklet sig, er
Spørgsmaalet blevet løst, idet man har paavist
saa talrige Overgangsracer, at der ikke længere
kan være Tale om at sondre mellem et blot
nogenlunde begrænset Antal af Stamracer. Ved
alle nyere Klassifikationsforsøg har man derfor
opgivet Tanken om at opstille saadanne, og
Bestræbelserne gaar nu ud paa at paavise,
hvorledes de forsk. Former har udviklet sig af
hverandre, og hvorledes de grupperer sig, idet
man paa den ene Side søger at tage det størst
mulige Hensyn til deres geografiske Udbredelse,
og paa den anden Side søger at benytte alle
vigtigere Karaktertræk til at adskille dem. Det
bedste af disse Forsøg skyldes Deniker (Bull.
de la Soc. Anthr.
[Paris 1889]), der opstiller 13
Racer, som efter Haarets Beskaffenhed samles
i 5 større Grupper, nemlig: 1) Buskmænd, 2)
Nigritiere, 3) Melanesiere med krøllet Uldhaar,
4) Negritoer, 5) Australere, 6) Æthiopere med
kruset Haar, 7) Melanochroider, 8) Xantochroider
med bølget, fint Haar, 9) Uralo-altaiske,
10) Ainoer, 11) Indonesiere med glat ell. let
bølget, fint Haar, 12) Mongoloider og 13)
Amerikanere med glat, groft Haar. M. H. t. A.’s
anden Hovedopgave maa det indrømmes, at
Spørgsmaalet om Menneskeslægtens Afstamning
næppe kan siges at være rykket sin Løsning
nærmere. Det er endnu ikke lykkedes at paavise
nogen tydelig Overgangsform mellem Mennesket
og de højest staaende Aber, og først i de
seneste Aar har man fundet Former, der kunde
betragtes som væsentlig lavere end de nulevende
Menneskeracer, men ogsaa paa dette Omraade
er der arbejdet med stor Iver. Man har
undersøgt talrige ældgamle Skeletfund, og kender
man end ikke noget til den ældste Form,
hvorunder Mennesket optraadte, saa er man dog
kommet til Kundskab om mange forhistoriske
Folkeslags fysiske A.; Anskuelserne herom er
imidlertid for afvigende til, at de kan refereres
her. Heller ikke Spørgsmaalet om Menneskeslægtens
Ælde kan betragtes som afgjort; og
navnlig er der endnu ikke opnaaet Enighed om,
hvorvidt Mennesket allerede eksisterede i
Tertiærtiden, men dets første Optræden ligger i
ethvert Tilfælde meget langt tilbage.

A. har ogsaa beskæftiget sig med Afvigelserne
fra den normale Type (Genier, Forbrydere);
men i denne Retning er der dog ikke
opnaaet sikre Resultater (se Kriminalantropologi).

Betydeligt større Interesse har den saakaldte
Socialantropologi, som beskæftiger sig
med de forsk. Samfundselementers ydre og
indre Ejendommeligheder og danner det
rationelle Grundlag for Racehygiejnen.
S. H.

Antropometri, Menneskemaaling, Læren
om Menneskets Maalforhold
. —
Allerede Ægypternes Billedkunst vidner om et
Kendskab til A., idet deres Statuer synes at være
udførte efter bestemte antroprometriske Regler,
af hvilke de vigtigste var den, at Legemshøjden
skulde være 19 Gange saa stor som Mellemfingeren.
Hovedet med Halsen 3. Armen 8, Benet
10 Gange saa langt o. s. v. (Lepsius). Lgn.
Regler havde Grækerne, som dog synes at have
laant dem fra Ægypterne, hvad man bl. a. har
sluttet af den Omstændighed, at den
belvederiske Apollo har de samme Proportioner
som nubiske Negre. Derimod var Romernes
selvstændige, men samtidig mindre kunstneriske;
ifølge Vitruv’s »Canon« skulde Hovedet
udgøre 1/8 af hele Legemet, Underarmen med
Haanden 1/4, Foden 1/7 o. s. fr. Den første
rationelle »Canon« er Alberti’s fra
Renaissancetiden; lidt senere kom Leonardo da Vinci
og Albrecht Dürer, som alle har støttet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:47 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0891.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free