Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbejderbeskyttelseslovgivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved Lov 20. Oktbr 1909 tog England som den
første af Europas Stater det afgørende Skridt
videre paa A.’s Bane, idet denne Lov
anerkendte Nødvendigheden af at fastslaa
Minimallønninger for saadanne Industrier, hvor det
ikke er lykkedes Arbejderne selv gennem
Fagforeninger at opnaa tidssvarende Lønninger.
Loven bestemmer, at der for de enkelte
Industrier kan vælges Lønningsnævn, bestaaende af
et lige stort Antal Arbejdsgivere og Arbejdere
samt et ell. fl. af Ministeriet udnævnte
Medlemmer. Disse Lønningsnævn fastsætter
Minimallønnen i Faget, og med denne som
Udgangspunkt: Akkordlønsatser. I et Tidsrum af
3 Maaneder kan Arbejdsgiverne gøre Indsigelse,
men hvis derefter Ministeriet stadfæster
Lønsatserne, har de Lovskraft. Skønt Loven
væsentlig er rettet mod Udsvedningssystemet,
gælder Lønsatserne dog ogsaa det tilsvarende
Fabrikarbejde, idet man ellers befrygtede en alt
for pludselig Udryddelse af Hjemmearbejdet.
Skønt Loven ogsaa gælder for Mænd, har den
i ganske overvejende Grad Bet. for Kvinderne.
Foreløbig er saadanne Lønningsnævn bl. a. valgt
for Konfektionsindustrien, Æskefabrikationen og
Kniplingsindustrien, men kan ved ministeriel
Anrd. udstrækkes til andre Fag. Det paahviler
efter Ministeriets nærmere Bestemmelse
Fabrikinspektørerne ell. andre dertil udsete
Embedsmænd at overvaage Gennemførelsen af de
givne Bestemmelser. Ved L. af 29. Marts 1912 er
man gaaet endnu et Skridt videre, idet det
overdrages kredsvis valgte Lønningsnævn at
fastsætte Minimallønninger for Arbejderne i
Kulgruberne.
Den første Beg. til en A. i Tyskland blev
gjort i Preussen 1839, idet der blev givet visse
Regler for Anvendelse af Personer under 16
Aar i Fabrikker og Bjergværker. Disse Regler
udvikledes i Aarenes Løb videre og gik over i
Næringsloven (»Gewerbeordnung«) for det
nordtyske Forbund af 1869, der atter blev lagt til
Grund for Ordningen af Næringsvæsenet i det
tyske Rige. Loven forbød Beskæftigelse af Børn
under 12 Aar samt fastsatte Maksimalarbejdstiden
til 6 Timer for Børn under 14 Aar og
til 10 Timer for unge Mennesker mellem 14 og
16 Aar. Samtidig blev det for første Gang i
tysk Lovgivning fastslaaet, at Arbejdsgiveren
har Pligt til at træffe saadanne Foranstaltninger,
som er nødvendige til Arbejdernes bedst
mulige Sikring mod Fare for Liv og Sundhed.
Hermed var Princippet for den moderne A.
slaaet fast, men dette fik først større praktisk
Bet., efter at der 1878 blev indført et særligt
Fabriktilsyn. S. A. udvidedes Rammen af de
Bedrifter, som henhørte under Loven, til
Værksteder med mekanisk Drivkraft, Værfter,
Byggepladser m. v., men herefter var der Stilstand
i den tyske A. lige indtil 1890. Dette Aar
afholdtes (paa Initiativ af Kejser Vilhelm II) en
international Konference i Berlin, hvor
Repræsentanter for en Række forskellige Lande
enedes om de Synspunkter, der burde lægges til
Grund for den fremtidige Lovgivning, uden at
man dog bandt sig til at gennemføre bestemte
Forskrifter. Aaret efter blev de her omhandlede
Bestemmelser i »Gewerbeordnung« dels
ændrede, dels betydeligt udvidede, hvorved
Tyskland kom frem i første Række paa A.’s
Omraade. Af senere Love mærkes
Børnebeskyttelsesloven af 1903, som bl. a. tager Sigte paa
Forældres Udnyttelse af Børn til Arbejde i
egen Bedrift, samt en Lov af 1908, der ændrer
Bestemmelserne om, hvilke Bedrifter der
falder ind under A. Herefter finder de paagældende
Bestemmelser Anvendelse paa Bedrifter,
i hvilke der som Regel beskæftiges mindst 10
Arbejdere, samt endvidere paa Værksteder, der
anvender mekanisk Drivkraft, alle Værksteder
i Tobaksindustrien, Teglværker med mindst 5
Arbejdere m. v., hvorhos Forbundsraadet kan
inddrage ogsaa andre Værksteder under
Reglerne.
Naar bortses fra den særlige Børnebeskyttelseslov,
findes altsaa den for hele det tyske
Rige gældende A. samlet i »Gewerbeordnung«,
men herved maa erindres, at disse
Rigsbestemmelser ikke er til Hinder for, at Enkeltstaterne
(i visse Tilfælde ogsaa kommunale Myndigheder)
kan træffe videregaaende Bestemmelser. De for
hele Riget gældende Regler er for Tiden i
Hovedsagen følgende:
Børn under 13 Aar samt skolepligtige Børn
over 13 Aar maa ikke beskæftiges i de ovf.
nævnte Virksomheder. Paa andre Værksteder
end de nævnte maa fremmede Børn under 12
Aar og egne Børn under 10 Aar overhovedet
ikke beskæftiges. Paa Søn- og Helligdage er alt
Børnearbejde forbudt med Undtagelse af, at
Børn over 12 Aar maa benyttes til Bygang i
højst 2 Timer mellem Kl. 8 Form. og 1 Eftm.
Ganske tilsvarende Regler gælder for Handels-
og Transporterhvervene (derimod ikke for
Landbrugsarbejde), dog at Børn under 14 Aar
ikke maa falbyde Varer paa offentlige Steder
ell. fra Hus til Hus. Om Arbejdstiden gælder
flg. Regler: Børn under 13 Aar maa højst
beskæftiges 3 Timer og ikke før Kl. 8 Form.
ell. efter Kl. 8 Eftm. Børn under 14 Aar ikke
over 6 Timer og unge Mennesker mellem 14 og
16 Aar ikke over 10 Timer. Personer mellem
13 og 16 Aar maa ikke beskæftiges før 5 1/2
Form. ell. efter 8 1/2 Eftm., hvorhos der efter
den daglige Arbejdstids Slutn. skal ydes en
samlet Hviletid paa mindst 11 Timer.
Arbejdstiden for Kvinder var tidligere
begrænset til 11 Timer, hvorhos Natarbejde var
forbudt. Under Indvirkning af Bern-Konventionen
(se ndf.) vedtoges 1908 en Lov, der giver
flg. Regler: Kvinder maa ikke beskæftiges før
6 Form. ell. efter 8 Eftm. (om Lørdagen 5 Eftm.).
Arbejdstiden maa ikke overstige 10 Timer (om
Lørdagen 8 Timer). Efter den daglige Arbejdstids
Afslutning skal der gives mindst 11 Timers
Arbejdsfrihed. Forbundsraadet kan dog for
Sæsonindustri tillade en længere Arbejdstid paa
visse Aarstider (højst 40 Dage). — Før og
efter Nedkomsten maa Kvinder ikke
beskæftiges i 8 Uger, hvoraf mindst 6 Uger efter
Fødselen.
Søndagsarbejde er forbudt i alle Industri- og
Haandværksvirksomheder. Undtaget fra dette
Forbud er: a) Arbejde, som maa foretages p.
Gr. a. Nødstilstand ell. i offentlig Interesse;
b) saadan Renholdelse og Istandsættelse, hvoraf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
