- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
109

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Greve, Mathias Sigwardt - Grevekrone - Grevencop-Castenschiold - Grevenkop-Castenskiold, Henrik - Grevens Fejde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

organiserede skandinaviske Lægers Studierejser til
norske Kursteder og var en virksom Skribent
paa populærmedicinsk Omraade, navnlig som
Bekæmper af Smittefaren ved de veneriske
Sygdomme.
J. S. J.

Grevekrone, Krone, fra hvis Pandering
opstaar tre Ralmetter, mellem disse to
indadbuede Spidser bærende aflange Perler og i de
fire Mellemrum yderligere fire mindre Spidser
med runde Perler. G., der i nyere Tid ofte
fremstilles med 9 slanke, perlebesatte Spidser
(»Takker«) af samme Højde, anbringes paa
Hjelmen ell. over Skjoldet i St f. Hjelm.
P. B. G.

Grevencop-Castenschiold, se
Castenschiold.

Grevenkop-Castenskiold, Henrik, dansk
Diplomat, f. 28. Aug. 1862 paa Hørbygaard ved
Holbæk, cand. jur. 1886, indtraadte 1888 i det
danske Udenrigsministerium, var
Legationssekretær i Petrograd 1890—91 og 1893—94, i
Berlin 1894—1901 og i London 1901—05. Blev
Novbr 1905 Gesandt i Kria, 1910 i Wien, tillige
akkrediteret i Rom, og 1912 i London, hvor det
blev hans ansvars- og byrdefulde Hverv under
Verdenskrigen 1914 ff. at varetage de
mangeartede diplomatiske og handelspolitiske
Interesser, Danmark naturligt maatte faa i et af de
kæmpende Hovedlande.
F. de F.

Grevens Fejde. Da Frederik I døde paa
Gottorp 10. Apr. 1533, var Danmarks politiske
Horisont mørk og skyet. Striden mellem den gl.
og ny Lære havde delt Befolkningen i to Lejre,
ingen Tronfølger var valgt, og Forholdet til
Norge og Hertugdømmerne meget løst. I Juni
samledes en Herredag i Kbhvn for at skaffe
Landet en Konge. Valget stod mellem Frederik
I’s to Sønner, Hertug Christian, der var
Protestantismen hengiven, og den 12-aarige Hertug
Hans, hvem den kat. Majoritet ønskede paa
Tronen; men da ingen af Partierne kunde sætte
sin Kandidat igennem, enedes man om at
opsætte Valget til næste Sommer for at faa
Nordmændene med. I religiøs Henseende benyttede
Katolikkerne i Rigsraadet, ledet af Bisperne,
deres Overmagt til at gennemføre en Reces, der
bl. a. lagde Udnævnelsen af Præsterne i
Bispernes Haand, hvorved man søgte at sætte en
Grænse for den ny Læres Udbredelse;
misfornøjede herover forlod fl. protestantiske
Adelsmænd, ledede af Mogens Gjøe, Herredagen.
Resultatet var saaledes magert, om det end
lykkedes at slutte et gensidigt Forsvarsforbund,
en »Union« med Hertugdømmerne, og de ydre
Forhold var meget truende. Hovedfaren kom
fra Lübeck, hvor den dygtige Leder af
Folkepartiet, Borgemesteren Jørgen Wullenwever,
nærede store Planer om at hæve Staden til
dens gl. Magt. Foreløbig ønskede han dog
Hertug Christian paa Tronen; men da alle de
Forsøg, han, Mogens Gjøe og Malmö’s Borgemester
Jørgen Kock gjorde paa at bevæge Hertugen til
at modtage Kronen, slog fejl, greb han den af
Jørgen Kock udkastede Plan om at befri
Christian II og sætte ham paa Tronen. Stolende paa
den Sympati, de lavere Stænder nærede for den
fangne Konge, vilde han benytte sig heraf til
at bringe Danmark og om muligt ogsaa Sverige
ind under Lübecks Overhøjhed. En villig
Hjælper fandt han i den Mand, der har givet
Krigen dens Navn, Christian II’s unge Frænde,
Grev Christoffer af Oldenburg, og mellem denne
Fyrste og Lübeck sluttedes der Forbund.
Fangens Navn var et Feltraab og intet andet; thi
det bestemtes i Traktaten, at lykkedes det at
befri ham fra Sønderborg, skulde han overgives
til de Lybske.

Efter at have skuffet sine Fjender ved et
Skinangreb paa Holsten gik Grev Christoffer
om Bord paa en lybsk Flaade og landede 22.
Juni 1534 ved Skovshoved. Kbhvn sluttede sig
villig til ham, Sjælland var ganske blottet for
Tropper, og Adelen fulgte derfor halvt
nødtvungen efter. I Skaane var Malmö alt vundet, og
da Adelen ikke gjorde Modstand, var Greven
i 6 Uger blevet Herre over Østdanmark, som
han styrede som Gubernator i Christian II’s
Navn. Anderledes gik det i Jylland. Her fik
Mogens Gjøe samlet en Herredag i Ry, hvor ved
Lavadelens Hjælp, trods Bispernes Modstand,
Hertug Christian blev valgt til Konge og
virkelig modtog Kronen (Juli 1534).
Religionsspørgsmaalet stilledes foreløbig i Bero. Imidlertid
havde Fynboerne gjort Opstand, understøttede af
Christoffer’s Tropper, og i Nørrejylland rejste
Christian II’s gl. Tilhænger Skipper Clemens
Vendelboerne. Han indtog Aalborg, og da den
jyske Adel drog mod Bønderne, led den et
Nederlag ved Svenstrup (Oktbr 1534), hvorefter
Opstanden bredte sig over hele Jylland med
Undtagelse af Østsiden S. f. Guden Aa. Det
lykkedes dog Christian III i Novbr at faa sluttet
Fred mellem Hertugdømmerne og Lübeck,
hvorved han fik fri Hænder. I Ilmarch drog nu hans
udmærkede Feltherre Johan Rantzau mod N. og
stod 18. Decbr for Aalborg, som toges med
stormende Haand. Paa een Maaned var Jylland
blevet undertvunget, og det straffedes strengt.
Skipper Clemens og Hovedmændene
henrettedes, Bønderne i de oprørske Sysler dømtes fra
Liv og Gods og fik kun Kongens Naade ved at
betale store Bøder og tage deres Gaarde til
Fæste af Kronen.

Grev Christoffer kunde ej bringe Hjælp, da
han i Halland blev angrebet af Gustaf Vasa,
med hvem Lybeckerne Sommeren 1534 var
komne i Krig. I Lübeck begyndte man nu at
tvivle om et heldigt Udfald og søgte derfor en
ny Allieret i Hertug Albrecht af Mecklenburg.
Denne Fyrste, der var gift med Christian II’s
Søsterdatter, havde nok Lyst til at vinde
Danmark og gik villig ind paa Forbundet, men
hans Høvedsmand, Greven af Hoya, der bragte
Tropper til Skaane, modtoges med den største
Uvillie af Christoffer. De Allierede kæmpede for
øvrigt uheldig; thi den skaanske Adel gik over
til Svenskerne, og ved Helsingborg vandt
Gustaf Vasa en stor Sejr Jan. 1535. Med
Undtagelse af Malmö. der forsvaredes af Jørgen
Kock, Landskrona og Varberg, hvor den lybske
Anfører Marcus Mejer ved List var blevet
Herre, var de skaanske Provinser nu atter
underlagte Danmarks Konge. Til Gengæld for den
skaanske Adels Frafald lod de to Grever
foretage en formelig Adelsjagt paa Sjælland og
Fyn; Borgene gik op i Luer, og en Mængde
Adelsmænd førtes som Fanger til Mecklenburg.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0125.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free