Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guffens, Égide Godefroy - Guggenbühl, Johann Jakob - Guglielma, Pietro - Guhns - Guiamar - Guiana - Guibert, Joseph Hippolyte - Guibray, se Falaise - Guicciardini, Francesco
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Antwerpen — deres Hovedværk — en
Billedcyklus fra Kristi Liv (1859—71), i Raadhuset
i Ypern, i en Billedsuite, Scener fra den
flanderske Historie (1869) o. s. v. Andre Bidrag til
Belgiens Monumentalmaleri bar G. leveret i
Arbejder som: 14 Billeder med Stationerne
under Gangen til Golgatha (Jesuiterkollegiet i
Antwerpen), »Balduin af Flandern drager paa
Korstog« (1873—75, Domssalen i Courtrais
Raadhus), Udsmykningen af Daabskapellet i
St-Quintins-Kirken i Hasselt (1875), af Koret i
Josefs-Kirken i Löwen (1881) og af Festsalen i
Hotel de Schild i Antwerpen. Desuden har G.
malet populære Staffelibilleder, bl. a. »Blanche
de Felzenstein«, »Episode fra Pompejis
Undergang«, »Araber med sin Hustru«, »Lucretia«,
»Rouget de Lisle synger for første Gang
Marseillaisen« (Mus. i Philadelphia), »Margrete af
Østerrig modtager et pers. Gesandtskab«,
»Hjemvenden fra Kristi Gravlæggelse«
(Rudolfinum i Prag) samt mange Portrætter. (Litt.:
H. Riegel, »Gesch. der Wandmalerei in
Belgien seit 1856« [Berlin 1882]).
A. Hk.
Guggenbühl [’gugənby.l], Johann Jakob,
schweizisk Læge og Idiotopdrager, f. 16. Aug.
1816 i Mailen ved Zürich Sø, d. 2. Febr 1863
i Montreux. Efter i et Par Aar bl. a. under
Fellenberg i Hofwyl at have beskæftiget sig med
Behandlingen af Kretinere aabnede han 1840
paa Abendberg ved Interlaken en Opdragelses-
og Undervisningsanstalt for denne Art af
Idioter. I Besiddelse af ubestridelig Dygtighed og
agitatorisk Evne forstod han i Løbet af faa Aar
gennem sine i forsk. Sprog udgivne Beretninger
at vække hele den civiliserede Verdens
Interesse for Idiotsagen, specielt for hans egen
Anstalt, der navnlig af Lægfolk hævedes til
Skyerne. Desværre gik denne Banebryder paa
Aandssvageundervisningens Omraade i Graven
stemplet, til Dels med Rette, som en Charlatan og
Bedrager, der havde misbrugt fremmede
Midler, givne til Aandssvagesagens Fremme, til
personlig Fordel.
F. B.
Guglielma [gu’ljelmi], Pietro, ital.
Komponist, (1727—1804), var i Neapels
Konservatorium Elev af Durante; men hans flygtige
Temperament tillod ham ikke at gøre synderlig
grundige Studier. Han debuterede imidlertid
1755 i Turin som Operakomponist og fik snart
Operaer opførte rundt om i andre ital. Byer,
og skønt hans Arbejder ikke sjældent bar
Mærker af hans Overfladiskhed og mangelfulde
Uddannelse, havde han dog saa betydeligt Held
med de fleste af dem, at hans Navn hurtig
blev bl. de mest kendte og fejrede. Fra Italien
begav G. sig paa Kunstrejser til Tyskland (hvor
han en Tid lang var Kapelmester i Dresden) og
England. Da han efter fl. Aars Forløb vendte
tilbage til Neapel (1777), var Cimarosa og
Paisiello dukkede op som ny Berømtheder, men
G. kastede sig resolut ind i Kappestriden med
disse, og ved anstrengt Flid, ved større Alvor
og Grundighed lykkedes det ham at bevare
Publikums Yndest jævnsides med de to
Medbejlere. De i denne Periode komponerede
Operaer er derfor G.’s bedste. 1793 modtog han
den ærefulde Stilling som Kapelmester ved
Peterskirken i Rom og kcmponerede endnu kun
nogle kirkelige Værker, navnlig Oratorier.
Tallet paa G.’s Operaer er over 100; de
betydeligste er I due gemelli, La serva innamorata, La
pastoralla nobile, La Didone og Enea e
Lavinio. G. har i øvrigt komponeret nogen
Kammermusik. Hans Søn Pietro Carlo
(1763—1817) var ogsaa en yndet Operakomponist.
W. B.
Guhns [gu.nz], se Goonze.
Guiamar [gia’mar], Guimar, By paa
Teneriffa bl. de Canariske Øer. I Nærheden findes
interessante Grave med Mumier af Øens gamle
Urbefolkning, Guancherne.
C. A.
Guiana [gi’ana], d. s. s. Guayana.
Guibert [gi’bæ.r], Joseph Hippolyte,
Kardinal og Ærkebiskop i Paris, f. 13. Decbr
1802 i Aix, d. 6. Juli 1886. Ikke længe efter at
have fuldendt sine teol. Studier i Rom blev G.
Generalvikar i Ajaccio, 1842 Bisp i Viviers, 1857
Ærkebisp i Tours, 1871 blev han Darboy’s
Efterfølger som Ærkebisp i Paris, og 1873 blev
han Kardinal. G. stillede sig i Spidsen for den
ultramontane Bevægelse i Frankrig og hævdede
med Kraft Kirkens Ret over for Staten; men
trods ivrige Underhandlinger mellem Kurien og
Republikken, især 1877, lykkedes det ham ikke
at skaffe Klerikalismen Sejr. G. paabegyndte
Opførelsen af Kirken paa Montmartre, der,
indviet til Jesu allerhelligste Hjerte (Sacré cœur
de Jésus), skulde beherske hele Paris.
L. M.
Guibray [gi’bræ], se Falaise.
Guicciardini [guit.∫ar’dini], Francesco,
ital. Statsmand og Historieskriver, f. 1482 i
Firenze, d. 1540. Faderen tilhørte en gl, anset
Familie, og paa hans Bud opgav G., der, efter
at have fuldendt sine Studier, havde nedsat
sig som Advokat i sin Fødeby, sine Planer om
at gaa over til den gejstlige Stand for paa
denne Maade at vinde frem. Ved sine
Forbindelser med Optimaterne, bl. a. Familien
Salviati, af hvilken han havde taget sig en
Hustru, opnaaede han i en ung Alder at blive
sendt som Gesandt til Spanien (1512), og
Opholdet hos Ferdinand den Katolske i et af
Storpolitikkens Centrer udvidede og skærpede den
begavede Florentiners Livssyn. Da han kaldtes
tilbage til Firenze 1513, var Republikken blevet
styrtet og Huset Medici atter kommet til
Magten, og selv om G. knurrede over den ny
Regering, skilte han dog ej sin Sag fra
Medicæerne. 1515 traadte han i Leo X’s Tjeneste,
blev 1516 Guvernør i Modena, 1523 Præsident
i Romagna og havde stor Del i Pave Clemens
VII’s mislykkede Plan om i Forbund med
Frankrig at fordrive Spanierne fra Italien. 1527
kommanderede han saaledes de pavelige og
florentinske Tropper. G. forblev stadig i pavelig
Tjeneste, som Guvernør i Bologna (fra 1531)
gjorde han sig yderlig forhadt ved sin
Strenghed, og heller ikke det florentinske Folk
yndede ham, da han idelig støttede Medicæerne
og navnlig som pavelig Kommissær 1530 var
ivrig for at faa den unge Alessandro indsat til
Hertug, i hvis Tjeneste han traadte efter Pave
Clemens VII’s Død 1534. Da den ældre Linie
uddøde ved Alessandro’s Mord (1537),
udnævntes Cosimo I af den yngre Linie til Hertug;
men væsentlig ved G.’s Optræden blev hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
