- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
503

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gældsbrev - Gældsfragaaelse - Gældsfængsel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

indeholdes i Frd. 9. Febr 1798 og for dansk Ret
desuden i Frd. 28. Juli 1841 § 1, er i det
væsentlige flg.

Dels fortaber enhver Ejer ell. Panthaver m.
v., der ikke har sørget for at faa sin Ret over
G. paategnet dette, samme sin Ret, naar G.
senere ved Transport, Pantsættelse ell. anden
lovlig Adkomst ad Omsætningsvejen er kommet
i en andens godtroende Besiddelse. Dog gælder
dette ikke, hvis den sidste
Overdragelsesretshandel kan omstødes som ugyldig, ell. en af de
tidligere Transporter er falsk ell. sket i Tvang
ell. af en Umyndig, idet i saa Fald den tidligere
Ret over G. ikke er gaaet tabt. Ved
Ihændehaverpapirer (s. d.) (G., betalbare til
Ihændehaveren) fortabes imidlertid selv i disse
Tilfælde enhver tidligere Ret over G., saa snart
dette er kommet i en godtroende Erhververs
Besiddelse, som altsaa derved bliver ubetinget
Ejer, og en lignende Regel gælder til en vis
Grad ogsaa ved Veksler (se
Godtroenhedserhvervelser).

Endvidere medfører de nævnte Lovbud
og deres Grundsætninger, at enhver
Indsigelse, som G.’s Udsteder havde kunnet
rette mod dets Modtager, ved videre
Overdragelse til godtroende Trediemand
fortabes, naar den ikke er antydet paa G., saafremt
det normalt maatte kunne tilskrives hans egen
Forsømmelse, at han ikke har faaet den
paategnet paa G., eller dog Hensynet til
Omsætningens Tarv afgjort kræver dens Bortfald.
Saaledes kan et G.’s Udsteder navnlig ikke mod
senere godtroende Erhverver rejse den
Indsigelse, at G. er delvis afdraget ell. endog helt
betalt, naar han ikke har sørget for at faa
Afbetalingen afskrevet paa G. Ikke heller kan han
høres med den Indsigelse, at Gælden skyldes
et Laan, stiftet i hans umyndige Aar, hvis
Betaling til Laangiveren Frd. 14. Maj 1754
forbyder — og næppe heller med den Indsigelse,
at Gælden rejser sig af Hasardspil, hvis
Betaling til den medspillende ligeledes er forbudt,
jfr. Frd. 6. Oktbr 1753, da her Hensynet til den
godtroende Tredjemand, der ikke af G. har
kunnet læse sig til Gældens mislige Oprindelse,
maa blive det afgørende. Paa den anden Side
er der Indsigelser, som ikke fortabes selv over
for godtroende Erhverver, fordi det vilde være
umuligt for Udstederen at faa den antydet —
f. Eks. naar G.’s Udstedelse er fremtvunget ved
Trusel om Vold — ell. Udstederen efter Lovens
Opfattelse ikke bør bære Følgerne af sin egen
uheldige Handlemaade, f. Eks. naar han er
umyndig.

En Følge af, at G. saaledes paa mange
Maader fremtræder som selvstændig Bærer af og
autentisk Kilde for Gældsforpligtelsen, er
yderligere, at Skyldneren efter det ikke er pligtig
til at betale uden til den, der har G. i Hænde,
og mod at faa sin Betaling afskrevet paa dette,
hvorfor den Kreditor, der har mistet sit G., for
at opnaa Betaling først maa søge det
bortkomne G. mortificeret (se Mortifikation).
Paa den anden Side er da Skyldneren altid
pligtig til at betale og bliver naturligvis frigjort ved
Betaling til den, der fremviser G. med en i
Formen lovlig Adkomst.

Som berørt gælder disse Regler, skønt givne
alene for G., efter dansk-norsk Retspraksis
ogsaa for andre Haandskriftskrav, der spiller en
lgn. Rolle i Omsætningen, saasom
Konnossementer og Handlendes Slutsedler angaaende
Handelsvarer, ligesom de i Danmark positivt er
anerkendte for Oplagsbevisers Vedk., se L. 23.
Frb 1866 § 4. (Litt.: Jul Lassen,
»Haandbog i Obligationsretten«, alm. Del 1908, S. 501
ff.; speciel Del 1897, S. 263 ff.
K. B.

Gældsfragaaelse, se Arving og
Dødsbokifte.

Gældsfængsel. Arrest paa Person —
bestaaende i Vedkommendes Hensættelse i G. —
har været kendt i dansk Ret, dels som
Sikkerhedsmiddel, navnlig over for den Debitor,
der staar i Begreb med at forlade Landet for
bestandig ell. for ubestemt Tid (se herom
Arrest paa Person), dels som
Eksekutionsmiddel, nemlig for at tvinge den, der er
dømt til under en daglig ell. ugentlig Mulkt at
foretage en Handling, men som intet ejer,
hvori Mulkterne kan eksekveres, til at
efterkomme Dommen (Konkursloven, § 162, jfr §
163).

Efter Retsplejeloven 11. Apr. 1916 kan
G. som Sikkerhedsmiddel vedblivende anvendes
med visse Begrænsninger (jfr §§ 613 og
618—24). Derimod bortfalder G. som
Eksekutionsmiddel, idet §§ 493—97 bestemmer, at Fogden,
naar der er paalagt Domfældte en anden Ydelse
end Penge, enten anslaar Domhaverens
Interesse i Dommens Efterkommelse i Penge,
hvorefter Vederlagsbeløbet inddrives ved
Eksekution i Domfældtes Formue, eller i visse
Tilfælde selv foretager ell. lader foretage den
skyldige Handling. For modvillig Undladelse af
at efterkomme en Handlingsdom kan der
derhos efter § 499 evt. anvendes Straf af Bøder
ell. simpelt Fængsel.

En særlig Form for G. er hjemlet ved
L. Nr. 130 af 27. Maj 1908 § 17, 2. Stk og L. Nr.
131 af 27. Maj 1908 § 11, 2. Stk., jfr
Retsplejelovens § 620, hvorefter Faderen til et (ægte ell.
uægte) Barn, naar det vides ell. er
sandsynligt, at han vil forlade Landet for længere ell.
ubestemt Tid uden forud at have opfyldt de
ham paalagte Underholdspligter, efter
Begæring af den, hvem Underholdsbidraget
tilkommer, kan hensættes i G., dog ikke i længere Tid
end 9 Mdr. Det samme Retsmiddel tilkommer
efter L. Nr. 130 § 17, 3. Stk, under visse
Betingelser den første Gang udenfor Ægteskab
besvangrede Kvinde allerede inden Barnets
Fødsel, og efter § 17, 4. Stk., kan Moderen til et
uægte Barn paa denne Maade forhindre, at
Barnefaderen udvandrer i Tidsrummet, indtil
der foreligger Bestemmelse af Overøvrigheden
om Bidrag.

Tidligere brugtes G. ogsaa som Tvangsmiddel
efter Domme, der lød paa Pengebetaling
o. l., og havde da langt større praktisk Bet.
end nu. Det virkede dels som en Slags Straf,
dels som et Middel til at sætte Debitor saavel
som dem, der interesserede sig for ham, under
den stærkeste Pression til at skaffe Penge.
Denne Anvendelsesmaade er i den nyere Tid
blevet afskaffet af omtr. samtlige europæiske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0525.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free