Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haag-Konferencer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
specielle søkrigsretlige Emner, saaledes ang.
Betingelserne for Handelsskibes Omdannelse til
Krigsskibe (VII), ang. den Frist, de krigsførende
Magter plejer at indrømme Modpartens
Handelsskibe, der ved Krigens Udbrud befinder sig
i deres Havne, til at sejle bort (VI), ang. visse
Indskrænkninger i Retten til at opbringe
fjendtlige Handelsskibe (XI), ang. Udlæggelse af
Søminer (VIII) samt endelig ang. Bombardement
ved Søstridskræfter (IX). Fremdeles blev
Konventionen af 1899 om Anvendelse af
Grundsætningerne i Genferkonventionen paa Krig til Søs
underkastet et Gennemsyn (X), hvortil
Anledningen var, at Genferkonventionen i Tiden efter
den første H. selv havde været Genstand for en
fuldstændig Omarbejdelse. Derimod kunde der
vedblivende ikke opnaas Enighed om helt at
afskaffe Retten til Opbringelse af fjendtlig
Privatejendom til Søs. Et i denne Retning gaaende
Forslag blev vel paa ny fremsat af
Nordamerika og blev nu Genstand for udførlige
Forhandlinger, under hvilke der fra mange Sider
udtaltes Tilslutning til det. Men ligesom det hos
enkelte sydamerikanske Stater og til Dels ogsaa
hos Rusland stødte paa principiel Modstand,
saaledes blev det fra anden, navnlig eng. og
tysk Side fremhævet, at Forslaget i hvert Fald
ikke kunde vedtages, forinden man var enig om
Reglerne vedrørende Blokade og Kontrabande,
der tænktes bevarede som Undtagelser fra det
alm. Forbud mod Opbringelse. England
optraadte dog ikke længere som nogen absolut
Modstander af Forslaget, idet det navnlig
erklærede at ville tage det under nærmere
Overvejelse, dersom der derved kunde aabnes
Udsigt til en Formindskelse af Rustningerne. Da
heller ikke forsk. Mæglingsforslag (Brasilien,
Belgien, Frankrig) fandt tilstrækkelig
Tilslutning, bortfaldt hele Sagen. 3. og 4. Kommission
beskæftigede sig ogsaa med de Neutrales
Stilling under en Søkrig og udarbejdede med
Hensyn hertil en Konvention om neutrale Staters
Rettigheder og Pligter (XIII), hvilken ubetinget
hørte til Konferencens interessanteste
Resultater. Neutrale Undersaatters Rettigheder og
Pligter blev derimod ikke ordnede ved nogen
Konvention, skønt der forhandledes om fl.
herhenhørende Emner, f. Eks. om Blokade og
Kontrabande og om de krigsførende Magters Ret til at
ødelægge neutrale Priser.
Alle de i det foreg. nævnte Konventioner og
Deklarationer blev i den ved Romertallene
angivne Orden føjede til Konferencens
Slutningsakt og ligesom denne daterede 18. Oktbr 1907;
men de udgjorde i øvrigt lige saa mange
særskilte Overenskomster, og hver enkelt Stat var
saaledes frit stillet m. H. t. hvilke af dem, den
vilde undertegne og ratificere. Faktisk
opnaaede de heller ikke alle Gyldighed. Saaledes blev
Konventionen om den internationale Priseret,
da England efter London-Konferencen 1909 trak
sig tilbage fra den, ikke ratificeret af nogen
Magt (se nærmere London Deklaration),
og Deklarationen om Luftskibe, der kun
ratificeredes af to af Stormagterne, blev praktisk
talt ligeledes betydningsløs. Heller ikke de
øvrige Konventioner ratificeredes af alle Deltagere
i Konferencen — 16 af disse, deriblandt Italien,
ratificerede endog ingen af dem — men dette
havde dog forholdsvis mindre at sige, og i
Hovedsagen opnaaede de alm. Gyldighed.
Vigtigt var det kun, at England ikke ratificerede
nogen af Neutralitetskonventionerne, og heller
ikke de reviderede Konventioner I og X, i St. f.
hvilke det dog stadig var bundet ved de
tilsvarende Konventioner af 1899, der
opretholdtes for dem, der ikke tiltraadte de nye. Mange
af Magterne ratificerede dernæst kun visse
Konventioner med betydningsfulde Forbehold over
for enkelte Bestemmelser. Hvad de
skandinaviske Stater angaar, ratificerede Danmark og
Norge alle de heromhandlede Konventioner
uden Forbehold, hvorimod Sverige undtog II
og VIII.
Medens man 1899 nøjedes med at hentyde til
Muligheden af en senere Konference, vedtog H.
af 1907 ligefrem en Henstilling til Magterne om
at sammenkalde en 3. Fredskonference efter
Forløbet af et Tidsrum svarende til det, som
var hengaaet siden den forrige Konference, og
gjorde i Forbindelse hermed opmærksom paa
det ønskelige i, at denne 3. Konferences
Arbejde nogen Tid før dens Sammentræden
forberedtes af et Udvalg, som nærmere kunde
drøfte Programmet og udarbejde Forslag til en
Forretningsorden. I Vedtagelsen af den nævnte
Henstilling laa en Anerkendelse af H. som et
blivende Led i den internationale Organisation,
og der var da ogsaa inden Verdenskrigen
Udsigt til, at en tredie Konference vilde komme
til at sammentræde 1916 ell. 1917. Ikke blot
havde en Rk. Stater, deriblandt de
skandinaviske, nedsat Studiekommissioner til at
overveje, hvilke Forslag der kunde tænkes stillede
paa en saadan Konference, men i Foraaret 1914
havde baade Holland og Nordamerika gjort
Skridt til at faa det forberedende internationale
Udvalg organiseret. Dog stod der, da
Verdenskrigen udbrød, endnu fl. Vanskeligheder tilbage,
baade hidrørende fra de nærmest foregaaende
Aars spændte internationale Situation og fra
den Omstændighed, at England ikke havde
ratificeret Priseretskonventionen og den paa
London-Konferencen som Tillæg dertil vedtagne
Søretsdeklaration, noget, hvorpaa man navnlig
fra tysk Side lagde Vægt. Verdenskrigen
umuliggjorde selvfølgelig foreløbig enhver Tanke
om en H., og den som Led i Fredsslutningen
1919 vedtagne Folkeforbundspagt (pacte de la
société des nations) har stillet hele
Spørgsmaalet om internationale Konferencer af H.’s Art
paa et nyt Grundlag, om hvis nærmere
Udvikling dog endnu intet kan siges. Det nye
Forbunds Sæde er heller ikke Haag, men Genève,
nien Muligheden af en Forandring heri er dog
forudsat i selve Pagten. Hvad
Haag-Konventionerne angaar, er disse derimod ikke bortfaldne,
uden for saavidt de strider mod Pagten, hvad
ganske vist er Tilfældet paa væsentlige
Punkter, saaledes m. H. t. Neutralitetsreglerne. Dog
er det kun Forbundsdeltagerne, der
umiddelbart berøres heraf. (Litt. vedrørende begge
Konferencer: J. B. Scott, The Hague Peace
Conferences of 1899 and 1907 [Baltimore 1909];
Ph. Zorn, »Die beiden Haager
Friedenskonferenzen von 1899 und 1907« i Stier-Somlo,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
