- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
902

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harms, Georg Ludwig Detlef Theodor og Theodor - Harmsól - Harmsworth, A. C. - Harnack, Adolf

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Broders Medhjælper paa Missionsskolen i
Hermannsburg, 1865 hans Efterfølger som Præst i
Hermannsburg og Leder af Missionen der. 1877
blev han afsat p. Gr. a. sin Modstand mod
borgerligt Ægteskab, men grundede straks en
Frimenighed, til hvilken de fleste i Hermannsburg
sluttede sig. Hans Skr er: »Die letzten Dinge«
(2. Opl. 1873, norsk Overs. 2. Opl. 1874), »Der
Heilsweg« (3. Opl. 1877), »Die Chorwache« (2.
Opl. 1891). (Litt.: Gerhold, »Die Pastoren
Ludw. und. Theod. H. in ihrer Stellung zu den
brennenden kirchlichen Fragen der Gegenwart«
[Hamburg 1884]).
(H. O-d.). A. Th. J.

Harmsól [’harmso.l], se Gamle.

Harmsworth [’ha.əmzwəþ], A. C., se
Northcliffe.

Harnack [’harnak], Adolf, tysk Teolog,
nedenn. Th. H.’s Søn, f. 7. Maj 1851 i Dorpat.
Efter teol. Studier ved forsk. Univ. blev han
1874 Privatdocent og 1876 ekstraordinær Prof. i
Kirkehistorie i
Leipzig; 3 Aar
efter kom han
som
Ordinarius til Giessen,
1886
forflyttedes han til
Marburg, og
derfra
befordredes han
1888 til Univ.
i Berlin, hvor
han 1905
tillige blev
Generaldirektør for
det kgl.
Bibliotek. H. er
en af de mest
fremragende,
maaske endog
den betydeligste nulevende protest. Teolog. Han
sidder inde med et enestaaende Kendskab især
til Oldkirkens Historie, og paa mangfoldige
Omraader har han her formaaet at fremdrage nye
Synspunkter og udkaste frugtbare
Arbejdstanker, som hans talrige Disciple da har kunnet
udføre nærmere; dertil kommer, at han er
udrustet med en kolossal Arbejdskraft, saaledes
at alene Omfanget af hans litterære
videnskabelige Produktion nærmer sig til det fabelagtige.
Hans Hovedværk er »Lehrbuch der
Dogmengeschichte« I—III (1886—90, 4. Opl. 1909), som,
da den udkom, vakte en ganske overordentlig
Opsigt i den videnskabelige Verden. Med stor
Skarpsindighed og blændende Fremstillingskunst
efterviste nemlig H. heri, hvor stor Bet. det gr.
Aandsliv og den gr. Filosofi har haft for den
oldkirkelige Dogmeudvikling. Hans
Grundbetragtning var, at saa snart Evangeliet havde
forplantet sig ud over sin opr. Jordbund i
Palæstina, begyndte med det samme dets
»Hellenisering«; denne Proces foregik undertiden
hurtigt og voldsomt, og i saa Fald førte den ganske
vist til Brud med og Udstødelse af Kirken —
saaledes skete det med den saakaldte
Gnosticisme, som H. bestemmer som »akut
Hellenisering af Kristendommen« — men den samme
Udvikling fuldbyrdedes gradvis og langsomt, men
derfor ikke mindre sikkert indenfor selve
Kirken. Dette historiske Synspunkt maatte
imidlertid tillige faa betydningsfulde dogmatiske
Konsekvenser, idet den kirkelige Lære om
Treenigheden og om Kristi to Naturer da blev at
betragte som Resultater af gr. Spekulation, der
var det opr. Evangelium ganske fremmede; og
da H. desuden havde stillet sig meget frit over
for den nytestamentlige Overlevering og bl. a.
benægtet, at Udsagnet i Math. 28, 19 i sin nuv.
Form kunde stamme fra Jesus selv, blev han
fra konservativ kirkelig Side heftigt angrebet;
Overkirkeraadet udtalte sig endog 1888 bestemt
mod hans Forflyttelse til Berlin; Ministeriet tog
ganske vist ikke Hensyn dertil, men
Misstemningen herover blev saa stærk, at der maatte
oprettes et nyt »positivt« Professorat, som først
Schlatter og senere R. Seeberg beklædte. 1892
blussede Striden endnu heftigere op i Anledning
af nogle Udtalelser, H. havde fremsat om det
apostolske Symbol; for at imødegaa Angrebene
gjorde han da i et fortrinligt lille Skrift (»Das
apostolische Glaubensbekenntnis«) Rede for,
hvad vi rent historisk ved om Trosbekendelsens
Oprindelse, og dette fremkaldte en Syndflod af
Modskrifter og maatte i 1896 optrykkes i 27.
Oplag. Endelig bragte han endnu en Gang de
konservative Teologer i Harnisk, da han 1900
udgav nogle populære Forelæsninger om
»Kristendommens Væsen«, som han havde holdt for
en talrig Skare af Tilhørere fra alle Fakulteter.
Disse fandt hurtig en ganske overordentlig
Udbredelse — indbefattet Oversættelser blev de
trykt i over 100000 Eksemplarer — og blev
imødegaaet med tilsvarende Iver og Lidenskab.
H. havde heri hævdet, at Troen paa Gud som
vor Fader og Tanken om Menneskesjælens
uendelige Værdi var det centrale i Jesu
Forkyndelse; og navnlig en enkelt Tese, at »ikke
Sønnen, men kun Faderen alene hører med til
det Evangelium, som Jesus har forkyndt« (se
det »dobbelte Evangelium« under
Evangelium) blev heftig angrebet. I de senere Aar
er de konservative Teologers Holdning overfor
H. dog blevet mere anerkendende; den i
Mellemtiden opkomne saakaldte religionshistoriske
Skole repræsenterer nemlig et Standpunkt, der
paa de fleste Omraader ligger adskilligt til
Venstre for hans, og de Resultater, som hans
nytestamentlige Undersøgelser (»Beiträge zur
Einleitung in das Neue Testament« I—VII,
1906—16) har ført til, især at Lukas virkelig er
Forf. til det tredje Evangelium og Apostlenes
Gerninger, og at disse Skr er affattede meget
tidligt (allerede omkring Aar 60), ligger den
traditionelle Betragtning adskilligt nærmere end
den alm. moderne-kritiske Opfattelse af disse
Spørgsmaal. Ved Verdenskrigens Udbrud
optraadte H. trods sine mange tidligere
internationale Forbindelser som en over for andre
Synspunkter ganske uforstaaende Apologet for
Tysklands Sag, og i største Delen af den
ikke-tyske protestantiske Verden vakte det pinlig
Opsigt, at hans Navn ogsaa fandtes under det
bekendte Opraab »Til den hele Kulturverden«.

Af hans talrige videnskabelige Arbejder maa
— foruden de allerede omtalte — fremdeles
nævnes det store Værk »Gesch. d. altchristl. Lit.

A. Harnack.
A. Harnack.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0924.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free