Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herakleopolis - Herakles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udgravningerne har ikke bragt noget for Dagen fra
disse Kongers Tid.
V. S.
Herakles (gr. Ἠρακλής, lat. Hércules, s. d.)
er i den gr. Gudeverden den vældige
Stridsmand, som ufortrøden kæmper med Vilddyr,
Uhyrer, Jætter og andet ondt. Tilsvarende
Skikkelser forekommer i andre Oldtidsfolks
Sagn. Dog er H. i hele sit Væsen rent gr.;
særlig er han som Værnegud knyttet til den
doriske Stamme, der i en tidlig Periode henlevede
sit Liv paa Vandring og i stadig Kamp. De
Forsøg, man har gjort paa at aflede den gr. H.
af den fønikiske Melkart ell. af den forasiatiske
Sandon, er mislykkede; til Støtte herfor kan
ikke anføres det Faktum, at Grækerne i senere
Tid identificerede deres H. med Melkart;
Oldtidsfolkene mente nemlig altid i de Guddomme,
som dyrkedes hos fremmede Folk, med hvilke
de kom i Berøring, at genfinde deres egne.
Fra de asiatiske Gudeskikkelser er der først i
forholdsvis sen Tid overført enkelte Træk til
den gr. H. Dennes Navn er utvivlsomt ogsaa
af ren gr. Oprindelse; den første Del deraf
indeholder muligvis samme Rod som Hera og
Heros.
Af alle den gr. Sagnverdens Personer var H.
den mest populære; der er ingen anden Gud
ell. Heros, om hvem der fortaltes
tilnærmelsesvis saa mange Sagn, ell. som er fremstillet saa
ofte i de fra Oldtiden bevarede Kunstværker
og Billeder. Næsten med alle de forsk. Uhyrer,
som Folketroen havde fremavlet, har H.
maattet kæmpe; Sagn om ham var stedfæstede i
alle Egne af Grækenland; særlig var H. knyttet
til Argos, Theben, Aitolien og Oitaia. Men
ogsaa til andre, mere fjernt liggende Egne
henlagdes H.’s Heltegerninger, hvad der finder
sin naturlige Forklaring raa den ene Side i
H.-Skikkelsens Karakter, paa den anden Side i
Grækernes Udvandringer til og Berøringer med
fremmede Lande.
Sagnet lader H. begynde sin Løbebane paa
Jorden og til Løn for sine Heltegerninger
opnaa Udødelighed; heri har man tidligere villet
se en Antydning af, at H. opr. skulde have
været et guddommeligt Væsen, der af Grunde,
vi ikke kender, var sunken ned i Heroernes
Klasse. Grækerne var sig tidlig denne
Dobbelthed bevidst; i Odysseens 11. Sang træffer
saaledes Odysseus i Underverdenen H.’s
Skyggebillede; men, føjer Digteren til, H. selv er
udødelig, han lever i salig Fryd bl. Guderne
og er gift med Hebe. For den senere Oldtid
var H. den fornemste af alle Heroer, et lysende
Eksempel paa, hvorledes Mod og Kraft
aabnede Mennesket Adgang til selve Himmelen.
Den idrætøvende Ungdom tilbad ham som sit
store Forbillede. Filosofferne fremstillede ham
som et Mønster paa Manddom og ufortrøden
Kamp i det godes Tjeneste (jfr »H. paa
Skillevejen«).
Sagnene om H. er for en stor Del af
meget gl Oprindelse. Allerede i den ældste
Poesi, Iliaden og Odysseen, nævnes adskillige
af dem; det ses, at Digterne var fuldt
fortrolige med H.-Skikkelsen. I de Digte, der
gaar under Hesiodos’ Navn, kommer fl.
Fortællinger til; Digtet »H.’s Skjold« handler
udelukkende om en af H.’s Kampe. Fl. gamle, nu
tabte Digterværker gav en sammenhængende
Skildring af H.’s Heltegerninger; saadanne
»Herakleer« var forfattede af Rhodieren
Peisandros og Halikarnasseren Panyassis. Ved
disse fik H.-Sagnene deres kanoniske Form. I
den senere Oldtids Digtning er H., som ovf.
antydet, en af de hyppigst behandlede
Skikkelser. Sammenhængende prosaiske Fremstillinger
af Sagnene om ham findes hos Apollodoros og
Diodoros.
H. var Søn af Zeus og Amfitryon’s Hustru
Alkmene, til hvem Zeus kom i hendes Mands
Skikkelse; Ifikles, Amfitryon’s Søn, var H.’s
Tvillingbroder, en Nat yngre end han. Efter
dien alm. Tradition var det i Theben, at H.
blev født; hertil var Amfitryon flygtet med sin
Hustru efter at have dræbt sin Farbroder
Elektryon; andre Sagn lod derimod H. komme til
Verden i hans Fædreneby Tiryns. Sin første
Bedrift udførte H., medens han endnu var et
lille Barn, idet han kvalte to Slanger, der var
udsendte af Hera, som af Skinsyge havde
villet rydde ham af Vejen. Til Egnene ved
Theben henlagde Sagnene Kamp med en Løve og
en Sejr over Minyerne i Orchomenos; til Løn
herfor fik han Kong Kreon’s ældste Datter,
Megara, til Ægte. Men Hera, hvis Forbitrelse
mod H. endnu vedvarede, gjorde ham
afsindig, saa at han dræbte de Børn, Megara fødte
ham. H. drog derefter til Delfoi og fik her af
Pythia at vide, at han skulde begive sig til
Tiryns for at tjene Eurystheus, Byens feje,
daadløse Konge. Dette Træk, at den kraftige,
guddommelige Helt maa være en langt
ringeres Træl, er utvivlsomt ældgammelt, og der
kan anføres Paralleller hertil; yngre er
derimod den særlige Motivering deraf (som for
øvrigt allerede findes i Iliaden): da H.’s Fødsel
nærmede sig, forkyndte Zeus Guderne, at der
samme Dag skulde fødes ham en Ætling, som
skulde herske med Vælde over alle de
omboende Folk; Hera, der var skinsyg paa
Alkmene, lokkede ham til at aflægge en ubrødelig
Ed herpaa, sinkede ved sin Magt over
Eileithyierne Alkmene’s Nedkomst og udvirkede, at
der før Tiden fødtes Sthenelos, som gennem
Perseus nedstammede fra Zeus, en Søn,
Eurystheus, der saaledes blev H.’s Herre.
Fl. af de Kampe, som forsk. Egnes Sagn
tillagde H., blev i Traditionen til Opgaver, som
Eurystheus (paa Hera’s Tilskyndelse) paalagde
ham at udføre, og efterhaanden dannede der
sig en Cyklus af 12 saadanne. Denne Cyklus,
der foreligger fast udformet i den
alexandrinske Litt., kan spores tilbage til Beg. af 5. Aarh.
f. Kr. De 12 Kampe anføres her i den Orden,
som følges hos Apollodoros; Skuepladsen for de
første er Omegnen af Argos, de andre foregaar
i fjernere Egne.
1) Deri nemeiske Løve. Kampen mod dette
Vilddyr, der var udsendt af Hera og huserede
slemt i Egnen om Nemea, blev i Traditionen
regnet for H.’s første »Arbejde«. Herved
forklaredes, at H. som Værn bar en Løvehud, et
Attribut, der dog fra først af sandsynligvis har
en anden Oprindelse. Efter Hesiodos’ Teogoni
var Løven avlet af Orthros og Chimaira. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
