Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Humaniora - Humanisme - Humanist - Humanitet - Humann, Jean Georges - Humann, Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mat.-naturvidenskabelig Retning mod den
humanistisk-lærde, Realskole mod Latinskole),
Forgreninger, som den moderne Pædagogik igen
søger at forene i Tanken om en Enhedsskole
væsentlig paa den moderne Kulturs Grundlag.
Cl. W.
Humanisme (lat.). Ved H. i videre
Forstand forstaar man den Kulturstrømning, der
sætter den alsidige og ligelige, harmoniske
Uddannelse af Menneskets Evner og Kræfter som
Menneskets Maal, et Ideal, der først var
udformet af Oldtidens Grækere. I snævrere, mere
speciel Forstand er H. Navnet paa den
Kultur- og Livsstrømning, der i 15. og 16. Aarh.
(særlig efter Konstantinopels Erobring 1453,
der bragte en Mængde gr. Lærde til at flygte
til Italien, hvor Jordbunden alt var forberedt
ved Dante og Petrarca) opstod i Italien og
derfra gik mod V. og N., og hvis Særmærke
var, at den fra Middelalderens ensidig
religiøse og naturfjendtlige Aandsretning og
Skolastikkens formale Spidsfindighed atter vendte
sig mod det menneskelige (humane), virkelige
og naturlige. Menneskene længtes atter efter
Naturlighed i Liv og Tænkning, og i deres
Bestræbelse efter at finde et naturligt og humant
Indhold for Tænkningen vendte de sig mod
Oldtidens Sprog og Litt. (og Kunst) og
fordybede sig i et begejstret Studium af
Antikken (Humaniora). Denne Renaissance paa
Tankens og Skolens Omraade udgravede atter den
klassiske Oldtids Dannelsesindhold,
genoplivede det for de europ. Folk og stillede Studiet af
det som det væsentlige Grundlag for al
Dannelse. I de klassiske Folks Liv saa man et
Mønsterbillede af menneskelig Fuldkommenhed
og søgte at efterligne det litterært, politisk og
socialt. Talsmændene for denne Retning, et
Mylder af oldtidsbegejstrede Mænd, bl. hvilke
Johannes Reuchlin, Desiderius Erasmus fra
Rotterdam og Melanchton rager frem, kaldtes
Humanister. Med sejrrig Kraft over for
Skolastikken bredte Retningen sig over hele
Europa, emanciperede Videnskaben fra
Teologien og forberedte i Tyskland og Norden
Reformationen, dels ved dens Kamp mod
Kirkemagtens Udartning, dels ved Studiet af Biblen
i Grundsproget. — I pædagogisk Henseende
blev H. det Synspunkt for lærd Opdragelse,
der benyttede den antikke Kulturs Skr som sit
væsentligste Dannelsesmiddel og satte
Humaniora som det alm. Grundlag for al højere
Dannelse. Men paa Skolens Omraade forbenede H.
snart til en slavisk Efterligning af den
klassiske Sprogform (særlig Cicero’s Stil), hvilket
førte bort fra Oldtidslitteraturens Indhold til
en blot formel, filologisk Interesse, til en
ensidig Latinskole med lat. Stil og lat. Grammatik
i Højsædet, med Foragt for Modersmaalet og
total Mangel paa Sans for Realfagenes Bet.
Imod denne klassisk-lærde Ensidighed
optraadte i de flg. Aarh. enkelte strømbrydende
Mænd, som Montaigne, Comenius, Locke og
Rousseau, og pædagogiske Retninger som
Pietismen og Filantroperne, og lagde Vægt paa
Modersmaalet og Realfagene, samt Naturfag,
moderne Historie, Geografi o. s. v., samt søgte
en ny og bedre Metode for Undervisningen og
en Reform af den barbariske Skoletugt. Det
berettigede i Kritikken af Latinskolen sammen
med det ensidige Hensyn til det nyttige og
den stoflige Kundskabsmængde, som enkelte
Filantroper gjorde sig skyldige i, førte i 18.
Aarh.’s Slutn. til en Fornyelse af H., Ny-H.
(Gesner, Ernesti, Heyne), der søgte at
reformere Latinskolen ved et stærkere Eftertryk paa
Indholdet og den formende, dannende Side af
Opdragelsen i Modsætning til den blot
fyldende og nyttige. Striden mellem H. og Realismen
optoges saaledes paa ny og er endnu staaende,
om end det ny Dannelsesindhold i Litt.,
Historie og fremfor alt Naturvidenskab, som er
grundlagt af de moderne Kulturer, ikke kan
lade Tvivl tilbage om Stridens Udgang: en
Enhedsskole paa den moderne Kulturs Grundlag,
der gennem sin pædagogiske Metode ogsaa
sørger for, at Realfagenes formende Bet.
kommer til deres fulde Ret. (Litt.: L. Heeren,
»Gesch. des Studiums der klassischen
Literatur« [2 Bd, Göttingen 1797 og 1802]; L.
Geiger, »Renaissance und Humanismus in Italien
und Deutschland« [Berlin 1882]. Hovedværket
er J. Burckhardt, »Die Kultur der
Renaissance in Italien« [Basel 1860, og senere talrige
Opl.; dansk Overs. ved C. Mønster 1903]).
Cl. W.
Humanist, se Humanisme.
Humanitet (lat.) betyder Menneskelighed og
betegner en Tænke- og Handlemaade, der er
besjælet af Forstaaelse og Medfølelse for andre
Mennesker.
Humann [y’man], Jean Georges, fr.
Finansmand (1780—1842). Han tjente som
Tobaksfabrikant i Strassbourg en stor Formue og
var 1820—37 med en kort Afbrydelse Medlem
af Deputeretkamret. Han hørte til det
doktrinære Parti, var 1823 en skarp Modstander af
Regeringens Finansforslag, 1829 Ordfører for
Finansudvalget og 1830 en af de 221
Oppositionsmænd. Efter Julirevolutionen var han
Medlem af Udvalget om Forfatningens
Gennemsyn, sluttede sig inderlig til den ny
Regering og blev Oktbr 1832 Finansminister. Som
saadan søgte han med Iver at tilvejebringe
Ligevægt i Statshusholdningen ved
Besparelser og ved Forbedringer i Skatteopkrævningen,
men vilde ikke ændre selve Skattesystemet.
Derimod stræbte han at udvikle
Samfærdselsmidlerne (Kanaler og Jernbaner) for at
ophjælpe den alm. Velstand. Da han Jan. 1836
foreslog en Nedsættelse af Statsgældens
Renter, blev han fjernet, medens hans Plan
senere genoptoges. 1837 blev han Pair og Oktbr
1840 paa ny Finansminister indtil sin Død.
E. E.
Humann [’hu.man], Karl, tysk Ingeniør og
Arkæolog, f. 4. Jan. 1839 i Steele i
Rhin-Preussen, d. 12. Apr. 1896 i Smyrna. Han virkede
først nogle Aar ved Jernbanebygning og søgte
derefter videre Uddannelse ved det berlinske
»Bauakademie«, men maatte 1861 af
Helbredshensyn rejse til Syden. Han drog til Chios og
Samos og foretog her forsk. Udgravninger,
der ledsagedes af betydeligt Held; senere
rejste han til Lilleasien og Konstantinopel. 1864
berejste H. Palæstina for den tyrk. Regering,
foretog Opmaalinger og gjorde Udkast til et
Kort, og udførte snart efter et lgn. Arbejde i
det østlige Balkan 1867—73 ledede han store
Landevejsanlæg i Lilleasien. Mest kendt er dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
