Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hypotek - Hypotekbank (se Bank) - Hypotekbank, Kongeriget Danmark's
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunde ingen længere forholde ham hans Ting.
Kreditors Stilling var derimod ret usikker.
Han havde vel den faktiske Besiddelse af
Tingen. Og det Tryk, Tingens Afsavn udøvede paa
Debitor, gav ham en vis Sikkerhed. Endvidere
var han beskyttet ved de af Prætor givne
possessoriske Interdikter. Skønt Kreditor besad
Tingen for Debitor, tillagdes der ham — ikke
Debitor — possessio. Men han havde hverken
Ejendomsret ell. nogen begrænset tinglig Ret.
Han kunde ikke sælge Tingen og gøre sig
betalt af Udbyttet, hvis Debitor ikke i rette Tid
indfriede sin Forpligtelse. Og han maatte vige
for Trediemand, til hvem Debitor maatte have
overdraget Tingen. Pignuspantet som saadant
var kun et — daarlig beskyttet — Arrestpant.
Skulde der indrømmes Kreditor en Ret til at
tage Fyldestgørelse af Tingen, maatte det
særlig være vedtaget ved en factum de vendendo.
En saadan Aftale blev imidlertid stadig mere
alm. Af Besiddelsespantet opstod
efterhaanden et Salgspant. Og herved var der
aabnet Mulighed for en successiv Udvikling af
en egentlig Panteret i moderne
Forstand. Denne Udvikling skete gennem det
prætoriske Edikt med Udgangspunkt i det
allerede bestaaende Retsforhold mellem Ejeren
(locator) af en Landejendom (prædium
rusticum) og Forpagteren (colonus). Fra gl Tid var
det Brug, at Forpagteren stillede Ejeren sit
indbragte Inventar (illata) som Sikkerhed for
hans Lejefordring. Forpagteren maatte jo her
beholde saavel sin Ejendomsret som
Besiddelsen. Ellers vilde han ikke være i Stand til at
styre sin Bedrift. Men Ejeren (»Panthaveren«)
havde en Ret til at tage »Pantet« i Besiddelse
for at sikre sig Adgangen til at søge
Fyldestgørelse for sin Fordring gennem Pantet.
Allerede i Republikkens Tid havde Prætor givet
Ejeren et Interdikt til at opnaa »Pantets«
Besiddelse (det saakaldte interdictum Salvianum).
Om en tinglig beskyttet Panteret var der dog
endnu ikke Tale. Interdiktet rettedes kun mod
Forpagteren. Men da den store Jurist
Salvius Julianus under Hadrian foretog den
endelige Redaktion af det prætoriske Edikt,
optog han i Slutn. af sit Edikt for dette
Pantsætningstilfælde en formula for en Ejerklage
til Fordel for Ejeren (den saakaldte in rem
actio Serviana). Senere udvidedes denne
tinglige Klageret under Betegnelsen actio quasi
Serviana — i Corpus Juris ogsaa actio
hypothecaria — til alle Tilfælde, hvor det formløst
var aftalt, at en Ting skulde tjene som
Sikkerhed for en Forpligtelse. Og hermed var under
Indflydelse af det praktiske Livs Krav det gl.
Besiddelsespant (pignori dare) gennem
Prætors Virksomhed blevet omformet til en egl.
Panteret, en mod Enhver retsbeskyttet
begrænset Ret over Tingen. Den blotte
Overenskomst (pignori obligare) gav nu Kreditor en
tinglig Klageret, hvorved han kunde sætte sig
i Besiddelsen af Tingen, saafremt Debitor ikke
i rette Tid opfyldte sin Forpligtelse. Den gav
ham endvidere en Ret til at sælge Pantet og
søge Fyldestgørelse for sin Fordring i
Købesummen. Og Debitors Interesse var beskyttet
ved den ham i Kraft af hans Ejendomsret
tilkommende Vindikationsret. Ogsaa nu kunde det
i det enkelte Tilfælde — ved Pantsættelse af
Løsøre — vedtages i Overenskomsten, at
Pantet skulde overleveres til Panthaveren
(Haandpant). Men for Panterettens Stiftelse var en
saadan Besiddelsesoverførelse uden Bet. Begge
Arter af Panteret var undergivne samme
Retsregler. — I Modsætning til, hvad der er
Tilfældet i moderne Ret, stiftedes det klassiske
rom. Pant formløst. Skriftlighed lige saa lidt
som nogen anden Form ell. efterfølgende
Foranstaltning (offentlig Protokollering ell. Pantets
Overlevering til Panthaveren) var nødvendig.
Denne Formløshed, der undergravede
Realkredittens Sikkerhed, var den store praktiske
Mangel ved det rom. Panteretsinstitut (Man
har tidligere alm. antaget, at det klassiske rom.
Pant var af gr. Oprindelse. Men denne Lære,
der udelukkende støttedes paa selve det gr.
Ord hypotheca, er af den nyeste Forskning
opgivet). M. H. t. de enkelte for det rom. Pant
gældende Retsregler henvises til Girard,
Manuel élém. de droit romain, 5. Udg. 773 ff.;
Sohm, »Institutionen des röm. Rechts«, 14,
Udg. 462 ff.; Jul. Lassen, »Rom. Privatret«
(1904) 379 ff.
I Corpus Juris er med mancipatio og in
jure cessio ogsaa det gl. Mancipationspant, der
endnu kendes i Codex Theodosianus, helt
forsvundet. De justinianske Kompilatorer har i de
af de klassiske Juristers Skrifter ekscerperede
Tekster i St f. fiducia indsat pignus ell.
hypotheca. Udtrykket hypotheca for den klassiske
fuldt udviklede Panteret — til Adskillelse fra
pignus i snævrere Bet. — er først af
Kompilatorerne indført i det rom. Retssprog.
Overalt, hvor Ordet forekommer i Corpus Juris,
beror det utvivlsomt paa Interpolation. (Litt.:
Herzen, Origine de l’hypothèque romaine
[1899]; Manigh, »Pfandrechtl. Untersuch.«, I
1; »Zur Gesch. der röm. Hypothek« [1904]; M.
Fehr, »Beiträge zur Lehre vom röm.
Pfandrecht in d. klass. Zeit.« [Upsala 1910]; Manigh,
»Pauly-Wissowa-Kroll, Real-Encyclopädie der
class. Altertumswiss.«, Art. fiducia, VI [1909],
2287 ff.; Art. Hypotheca, IX [1914], 343 ff.;
Bibliografi, S. 411).
C. W. W.
Hypotekbank, se Bank, S. 625.
Hypotekbank, Kongeriget Danmark’s,
oprettedes ved L. af 6. Apr. 1906 med det
Formaal »Gennem Optagelse af Laan i
Udlandet at skaffe det danske Pengemarked de
Fordele, der maatte kunne opnaas ved en saadan
mere direkte Forbindelse med de udenlandske
Pengemarkeder«. Laanene optages ved
Udstedelse af Hypotekbankobligationer. Staten
forstrækker Banken med en Grundfond
(Garantifond) paa 20 Mill. Kr i 3 1/2 %
Statsobligationer, der forbliver Statens Ejendom, men
tjener som Garanti (foruden Bankens egne
Aktiver) for Ihændehaverne af de af Banken
udstedte Hypotekbankobligationer, hvis Beløb ikke
maa overstige det ottedobbelte af Grundfonden.
Obligationerne udstedes i Serier paa ikke over
20 Mill. Kr. Der er hidtil udstedt 4 Serier
Obligationer, og Opkøbet foregaar i 3 Afdelinger.
1. Afdeling omfatter danske
Kreditforeningsobligationer med det Formaal at højne disses
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
