- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
112

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Høffding, Harald

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Tankens Ufuldendthed, Nødvendigheden af
stedse fornyet Stræben efter Sandhed, har
maaske sin Grund i, at der opstaar ny Elementer
inden for Tilværelsen. I saa Fald vilde det
ikke blot være os, der opdagede noget nyt, men
det vilde være Tilværelsen selv, der fornyedes
og maatte bringe sine ny Elementer i
Samklang med de ældre. I hvert Tilfælde er der
een Ting, som ikke er færdig, nemlig vor
Tænkning, som jo dog ogsaa er et Element i
Virkeligheden«.

H.’s Opfattelse af Forholdet mellem det
aandelige og det materielle, som han giver Navn
af Identitetshypotesen, og som er beslægtet med
Spinoza’s, gaar ud paa, at det drejer sig om
to i Erfaringen givne Udtryk for et og samme
Væsen, saaledes at det er det samme, der i den
ydre Verden træder frem som en bestemt
Hjerneproces, der i den indre Verden
træder frem som en bestemt
Bevidsthedsdannelse. H. antyder den Mulighed som
logisk uangribelig, at der udover de to i
Erfaringen givne er fl. Sider ved Tilværelsen,
som ikke fremtræder for os, men som
indeholder Grunden til Tvedelingen indenfor
Erfaringen. I det hele antyder han, at
Uløseligheden af vore dybeste Problemer kan have sin
Grund i, at kun Brudstykker af Tilværelsen er
os tilgængelige. Det er muligt, at det aandelige
staar Tilværelsens inderste Væsen nærmere
end det materielle. For H. er det aandelige og
det materielle ikke selvstændige Modsætninger,
men hele Tilværelsen udgør en Enhed og
delagtiggøres derved i den Værdi, der tilkommer
den aandelige Verden.

I »Psykologiske Undersøgelser«, trykt i Vid.
Selsk. Skr. 1889 (af Selskabet blev han Medlem
1884) samt i »Zur Theorie des
Wiedererkennens«, trykt i »Wundt’s Studien«, Bd VIII, har
H. behandlet Genkendelsen og særlig
fremdraget den umiddelbare Genkendelse.

1887 udkom »Etik. En Fremstilling af de
etiske Principper og deres Anvendelser paa de
vigtigste Livsforhold« (4. Udg. 1913). H.’s
Opfattelse er, at de etiske Principper —
Grundlaget for alle Domme om godt og ondt — har
deres Udspring i selve Menneskets Natur og
Vilkaar, uafhængig af alle Autoriteter. Han
haaber, at der i hans Fremstilling ikke findes
noget Forsøg paa Begrundelse, der ikke støtter
sig til Biologi, Psykologi ell. Sociologi.
Hensynet til den største og mest omfattende
Velfærd bliver for H. Princippet for al etisk
Begrundelse. H. hævder, at selve
Velfærdsprincippet ikke kan begrundes rent logisk
fornuftmæssigt, hvilket bl. a. fremgaar af, at der er
fl. Grundmaalestokke, som er logisk lige
uangribelige. Hvilken Maalestok der kommer til
Anvendelse, afhænger af bestemte
psykologisk-historiske Forudsætninger, spc. gælder, at den,
der skal anerkende og for Alvor anvende
Velfærdsprincippet, ikke maa være Egoist ell.
Individualist, fanatisk Patriot ell. Sekterer, men
maa formaa at følge de menneskelige
Handlinger med uinteresseret og universel Sympati.
Denne Følelsesbeskaffenhed er for H.
Velfærdsprincippets subjektive Forudsætning, uden
hvilken det kun er intellektuel Kuriositet, naar
man anvender Princippet. H.’s Opfattelse
munder saaledes ud i en Fordring om, at
Vurderingsprincippet skal være Udtryk for
Personlighedens Beskaffenhed, dette er Fordringen om
personlig Sandhed, der i Overensstemmelse
med Søren Kierkegaard’s Tænken gaar som en
rød Traad gennem hele H.’s Filosofi. I
Samklang hermed bliver for H. Velfærdsprincippet
næsten identisk med den størst mulige
Hensyntagen til hver enkelt Individ, et personligt
Væsen maa ikke paa noget Punkt behandles
som blot Middel. Det enkelte Individ skal
hævde sig udadtil og indadtil, for at det — ved
at faa Lejlighed til at udfolde sig saa frit og
alsidigt som muligt — kan komme til at staa
som et selvstændigt og ejendommeligt Led af
Slægten. Det har noget i sig, som ganske paa
samme Vis ikke kommer igen hos noget andet
Individi. Naar H. meget stærkt betoner det
sociale Synspunkt, drejer det sig her dels om
Hensynet til alle Individer, idet Samfundslivets
højeste Formaal og bedste Middel er den frie
Udfoldelse af de enkelte Individers
ejendommelige Kræfter, dels drejer det sig om
Hensynet til det enkelte Individ, idet det enkelte
Individ gennem Deltagelse i Slægtens Liv og
Arbejde udvikler sit eget Væsen. I en udførlig
Behandling af Spørgsmaalet om Viljens Frihed
slutter H. sig til Deterministerne. Hans egen
Lære faar sin ejendommelige Tone ved, at han
fremhæver, at selve den etiske Stræben er et
Tegn paa, at Verden ikke er færdig. Der er en
Del af Verdensarbejdet, som kun
Mennesker kan gøre. En Del af Verdensudviklingen
foregaar gennem selve den menneskelige
Handlen. Hvilken Vægt den har i Forhold til andre
Aarsager, kan kun Erfaring lære, men den maa
ikke være Nul, hvis en Etik skal være mulig.
Den udførlige og indholdsrige Drøftelse af de
vigtigste Livsforhold i H.’s Etik har været til
Orientering for mange. Karakteristisk for H. er,
at den væsentlige Maalestok for den materielle
Kulturs Højde bestaar i, i hvor høj Grad den
fører over til ideel Kultur.

1889—90 førtes i »Tilskueren« en heftig Fejde
mellem H. og G. Brandes i Anledning af en
Artikel af sidstnævnte, i hvilken Nietzsche
fremdroges for Læseverdenen. 1891 udkom
»Etiske Undersøgelser«, hvor navnlig betones, at
den etiske Lovs Fordringer ikke kan være ens
for alle, men — for at være retfærdig; — maa
individualiseres, saaledes at enhver kommer
til at yde i Forhold til sine Evner. 1892 udkom
»Søren Kierkegaard som Filosof« (2. Udg. 1919),
1893 udkom »Kontinuiteten i Kant’s filosofiske
Udvikling« i Vid. Selsk. Skr., hvorved H.
indtager en fremragende Stilling bl. Kantforskere.
1920 udnævntes han til Æresmedlem af
Kantselskabet. 1894—95 udkom i Hefter »Den nyere
Filosofis Historie« (3. Udg. er under
Forberedelse). Værket er med sin i Forhold til Emnet
beundringsværdigt letforstaaelige Fremstilling
langt den bedste Behandling af dette Emne,
der foreligger. H. lægger megen Vægt paa
Karakteristikken af Filosoffernes Personlighed,
da denne har stor Indflydelse paa
Problemernes Behandling, endvidere fremdrager han
Forbindelsen med Tidsforholdene og den hele

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free