Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Interferens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Linse ell. et Øje, interfererer de med en
Faseforskel bestemt ved Forskellen mellem
Vejene B E og B D B’, idet der tages Hensyn til,
at Lysets Bølgebredde i Glasset er n Gange
mindre end i Luft (n er Brydningsforholdet for
den betragtede Farve) og tillige til, at der
fremkommer en Faseforskel paa 1/2 hidrørende fra,
at BC er reflekteret i Luft, BD derimod i
Glasset. Paa Vejen fra E og B’ til Straalernes
Foreningspunkt bag Linsen ell. i Øjet indføres
ingen yderligere Faseforskel; dette gælder altid
for en Linse, idet Forskellen i Straalernes Veje
kompenseres af, at den korteste Straale har
mest af sin Vej liggende i Linsens Glas, hvor
Bølgebredden er kortere, saa at
Forplantningstiden bliver den samme. Den resulterende
Faseforskel kommer da til at afhænge af Lysets
Bølgebredde (Farve), Pladens Tykkelse og Stof
og af Indfaldsvinklen φ Belyses Pladen med
hvidt Lys, vil der i det reflekterede Lys
mangle de Farver, for hvilke Faseforskellen er et
ulige Antal halve; er Pladen saa tynd, at der
kun mangler et enkelt ell. nogle faa Omraader
af Spektret, viser den i reflekteret Lys livlige
Farver, medens en tykkere Plade, for hvilken
der mangler adskillige af Spektrets Farver, af
de ovf. omtalte Grunde ikke mere viser
Farver. Ogsaa i det gennemgaaende Lys
optræder Farver, komplementære til dem i det
reflekterede og fremkomne ved I. mellem
Straalerne D D D’; disse Farver er dog langt
svagere, da der er iblandet meget hvidt Lys
hidrørende fra den første brudte Straale, der er
langt stærkere end alle de flg. Straaler.
Er Pladen ikke lige tyk overalt, men f. Eks.
kileformet, ser man i reflekteret Lys mørke
I.-Striber parallelle med Kilekanten, idet der
kommer Mørke paa de Steder af Pladen, hvor
Tykkelsen er en saadan, at den resulterende
Faseforsel bliver 1/2, altsaa hvor den samlede
optiske Vejforskel under Hensyntagen til de
nævnte Omstændigheder er et ulige Antal
halve Bølgebredder. En Forudsætning for at
iagttage alle disse I.-Fænomener er, at Lyskilden
er udstrakt; endvidere maa den i sidstnævnte
Tilfælde udsende homogent Lys, hvis Pladen
ikke er overordentlig tynd. Den nøjagtige Teori
for disse Striber er meget indviklet; kun naar
Lyset falder næsten vinkelret ind mod Pladen,
gælder det her fremsatte tilnærmelsesvis, saa
at Striberne synes at ligge i selve Pladen.
Mest kendt af de herhenhørende
I.-Fænomener er Newton’s Ringe. Newton
frembragte et tyndt Luftlag af vekslende Tykkelse
ved at lægge en svagt krummet Konvekslinse L
(Fig. 2) paa en plan Glasflade P. Belyses de fra
oven, giver Luftlaget I.-Striber, der faar Form
af koncentriske Cirkler, idet Steder med
samme Tykkelse af Luftlaget ligger i en Cirkel om
Berøringspunktet som Centrum. Beregningen af
Faseforskellen er her let; af to Straaler, der
interfererer med hinanden, og hvoraf den ene
altsaa reflekteres fra et bestemt Punkt af L’s
Underside, den anden fra det lige derunder
liggende Punkt af P’s Overside, har den sidste
gennemløbet en Vej, som er det dobbelte af
Luftlagets Tykkelse paa dette Sted længere end
den andens Vej. Til det Antal Bølgebredder,
som indeholdes i denne Vej for skel, skal, som
nævnt, adderes 1/2 p. Gr. a. den forsk.
Refleksion. I Berøringspunktet er Luftlagets
Tykkelse 0 og den resulterende Faseforskel altsaa
1/2, saa at Berøringspunktet og den nærmeste
Omegn er sorte i reflekteret Lys. Belyses med
homogent Lys, f. Eks. Natriumlys, er hele
Arealet i øvrigt dækket af afvekslende lyse og
mørke Ringe (se Fig.); de sidstes Radier
forholder sig som Kvadratrødderne af Tallene 1, 2, 3
. . ., og for Lys af forsk. Bølgebredder er
Radius i en Ring af bestemt Nummer
proportional med Kvadratroden af Bølgebredden.
Belyses med hvidt Lys, faas derimod af den oftere
omtalte Grund kun faa Ringe med den
karakteristiske Farvefølge uden om den sorte
Midterplet; ser man paa dette Ringsystem gennem
et rødt Glas, faas atter et stort Antal
afvekslende røde og mørke Ringe, gennem et blaat
Glas et stort Antal afvekslende blaa og mørke
Ringe med mindre Radier end for de
tilsvarende røde; med hvidt Lys kan man da opfatte
Ringsystemet som en Overlejring af alle de
enkelte Farvers Ringsystemer, der nær Centrum
giver de faa farvede Ringe og længere borte
praktisk talt hvidt Lys, fordi der paa hvert St.
mangler for mange jævnt fordelte Omraader af
Spektrets Farver, til at det mærkes.
Løftes Linsen langsomt op fra Pladen,
skrumper Ringene sammen, medens der ved Randen
stadig dannes ny. Dog vil ved stor Tykkelse af
Luftlaget Ringene forsvinde, og i det hele de
her behandlede I.-Fænomener forsvinde ved
stor Pladetykkelse, fordi der fra, et bestemt
Punkt af Pladens (Glaspladen i Fig. 1 ell.
Luftpladen ved Newton’s Ringe) Overflade naar fl.
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
