Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Italien (Naturforhold)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaar endelig ud paa den lange kalabriske
Halvø, som den fuldstændig opfylder (Ang.
Apenninernes Inddeling, Orografi og Geologi
henvises til Apenninerne). Højden er i
Modsætning til Alpernes kun ringe, det højeste
Punkt Gran Sasso d’Italia i Abruzzerne
er 2921 m, og i det hele staar de i landskabelig
Skønhed og malerisk Afveksling ikke saa lidt
tilbage for den nordligere Kæde. Hertil
bidrager ogsaa i ikke ringe Grad deres nøgne
Udseende, idet tidligere Tiders Uforstand har
tilladt Befolkningen at borthugge den gl.
Skovbedækning. Bjergskraaningerne ligger de fleste
St. bare, oversaaede med løsrevne Brokker,
Kalkgrus ell. argille scagliose (en graablaa,
ufrugtbar Lerart); grønne Græsgange er
sjældne, og den nøgne Jordbund giver med sin blege,
askegraa Farve Landskabet et ensformigt og
monotont Præg. Floderne har oftest Karakter
af vilde Bjergbække med brede, stenfyldte
Lejer, der i Sommertiden ofte er ganske
vandløse; ingen klare Søer ell. brusende Vandfald
opliver Dalene. Nogen betydelig Hindring for
Forbindelsen mellem de to Kystlande
frembyder Apenninerne ikke, og kun i den nordlige
Del kan man tale om egl. Passer, sydligere er
Forbindelsesvejene snarere Gennemgange end
Overgange. Middelhøjden af de 17 vigtigste
Pashøjder, der benyttes af Landevejene
(Jernbanerne benytter mest Tunneler), er kun 900
m. En stor Vanskelighed for Vejbygningen er
den store Udbredelse af argille scagliose,
glidende Ler, der, naar det opblødes af Regnen,
kan sættes i Bevægelse og ofte anrette uhyre
Ødelæggelser paa Veje, Marker og Boliger. Da
Bjergkæden bestaar af unge maritime
Dannelser, indeholder den hverken Kul, Jern ell.
andre Metaller; derimod er den rig paa gode
Bygningssten.
Mellem Apenninernes indvendige Bue og det
Toskanske Hav ligger det Tyrrhenske
Forland, et Mosaik af Kæder, Bjerge, Dale
og større Lavlandspartier, bestaaende af alle
Formationer lige fra de ældste til de yngste.
Længst mod N., inden for Spezia-Bugten, ligger
det lille Bjergland, de Apuanske Alper,
der naar større Højder end de ovf. liggende
Apenniner, nemlig i Monte Pisanino 1946
m. Det er denne lille Kæde, der indeslutter de
berømte Marmorbrud ved Carrara. Mod S.
skilles dette Bjergland fra Toscanas Højland ved
det Toskanske Lavland omkr.
Arno-Flodens nedre Løb, et af I.’s rigeste og bedst
dyrkede Landskaber. Dette Lavland danner
ikke nogen sammenhængende Helhed, men
bestaar af fl. ved Snævringer forbundne
Bækkener, der først i en megen sen Tid - til Dels
ved Menneskenes Virksomhed - er blevne
tørlagte. Kystlamdet er her i Tidernes Løb vokset
saa stærkt, at Pisa, der opr. kun laa 3 1/2 km
fra Havet, nu er fjernet 12 km fra Kysten. Den
største Del af Kysten paa begge Sider af
Arnos Munding følges af de usunde
Sumpstrækninger Maremmerne. Som en lille Bjergø
midt i det lave Land hæver
Pisanerbjergene sig N. f. Pisa til 915 m. S. f. Arno-Dalen
ligger det Toskanske Højland, et c.
500 m højt Plateau, hvis højeste (jævne)
Kupler hæver sig til c. 1000 m. Da det er opbygget
af forskellige geologiske Formationer, finder
man i de gl. Lag mod V., det saakaldte Catena
metallifera, en betydelig Rigdom paa Metaller,
navnlig Kobber og Sølv, der allerede
udnyttedes i den tidligste Oldtid, samt lidt Kvægsølv
og Antimon, en Metalrigdom, der har været af
Bet. for det ellers i det hele fattige Højland.
Den sydlige Del, S. f. Ombrone’s Dal, er
præget af vulkansk Virksomhed, og her hæver sig
højt over det i øvrigt jævne Land Fastlandets
højeste Vulkan Monte Amiata (1734 m),
der dog ikke har haft Udbrud i den historiske
Tid. Det er dog først længere mod S. i de
romerske Subapenniner mellem Chiana-
og Tiber-Dalen i Ø., Toscana i N. og den
neapolitanske Kampagne i S., at den vulkanske
Virksomhed træder tydeligst frem. I en
Udstrækning af c. 9000 km2 er dette Slette- og
Bakkeland opbygget af vulkansker Stene, Aske-
og Slaggemasser, vulkanske Konglomerater
og Lava; kun pletvis findes vandaflejrede
Lag. Trods de i det hele temmelig beskedne
Højder (kun Monte Cimino ved Viterbo
naar lidt over 1000 m) er Terrainet meget
afvekslende. Den vulkanske Virksomhed har
rundt om skabt smaa Kegler og Ringbjerge, af
hvis Kratere mange i Tidernes Løb er fyldte
med Vand. Den største af disse gl. Kratersøer
er Bolsena-Søen, sydligere ligger Vico-
og Bracciano-Søerne; i Midten af
Vico-Søen hæver en Kraterkegle, Monte Venere,
sig til 837 m, og fra dens Ringvold straaler
Lavastrømmene ud i alle Retninger. Omkr.
Tiberens nedre Løb breder den halv
ørkenagtige Romerske Kampagne sig, en
hist og her af Lavastrømme fra
Albanerbjergene gennemfuret Tufslette. Den over 3000 km2
store Steppe ligger næsten helt mennesketom
hen, saa snart man har fjernet sig et lille
Stykke fra Haverne omkr. Rom. Forholdene
har ikke altid været saa daarlige, Jordbunden
er ganske frugtbar og var i Oldtiden godt
dyrket, men i Middelalderen sørgede man ikke for
Vandets Regulering, det stagnerede, dannede
Sumpe hist og her, med hvilke Malariaen
fulgte, og nu benyttes Steppen kun til
Græsning. Midt i Kampagnen ligger den lille
vulkanske Gruppe Albanerbjergene som en
smilende Oase midt i den øde Steppe. Det er
opr. en stor Vulkan, hvis delvis
sammenstyrtede Krater omslutter fl. mindre samt fire
større Smaasøer, af hvilke Albaner- og
Nemi-Søen er særlig bekendte. Disse Bjerge
benyttes meget til Udflugts- og
Sommeropholdssted for Romerne og de fremmede
Turistskarer. Den sydlige Del af Kampagnen
gaar over i de berygtede pontinske
Sumpe, hvis Areal i den senere Tid er blevet
betydelig indskrænket, men hvis fuldstændige
Afvanding dog vist vil vise sig umulig p. Gr. a.
manglende Fald i Terrainet. Indadtil
begrænses disse Sumpe af Volskerbjergene,
lave Kridthøje, der i Semprevisa naar 1536 m.
Ved Terracina og Gaëta naar de som stejle
Brinker ud til Havet; i deres sydlige Parti
ligger den udbrændte Vulkan Rocca
Monfina, der med sit dobbelte Krater fuldstændig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
