- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XII: Hvene—Jernbaner /
772

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jainisme - Jaintia - Jaipore - Jaipur - Jairus - Jais - Jaisalmir - Jaiva - Jajce - Jakel - Jaket

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

snarere Hilsen; man kan blive og høre et Stk.
af de kanoniske Bøger ell. en Legende oplæst
af en Munk. Den 8. og 14. i hver Halvmaaned
(samt Ny- og Fuldmaanedagen) holdes
Hviledag (posaha) med Fasten, Afholdelse fra
Badning o. l. samt fra Arbejde. Munkene har
ikke noget at gøre med at passe Billederne,
modtage Ofringerne ell. lede Ceremonier; alt
dette besørges efter Sigende af en Brahman,
som endog skal kunne være en Hindu.
Jina’erne er faktisk blevne til Guder; de fejres
ogsaa med Lovsange, Glædesfester i Anledning af
deres Død (Indgang til Nirvana), Processioner
og Valfarter. Derimod dyrker Jaina’erne ikke
Relikvier som Buddhisterne. Bl. J.’s Templer
findes mange af de skønneste Bygninger i
Indien (f. Eks. i Abu, Girnar og
Çatruñjaya), og de er gennemgaaende
smukkere end Hinduernes. Visse Templer skal være
fælles for Jaina’erne og Ramanuja’s
Tilhængere. Jaina’erne vil gælde for Hinduer, og i
Sydindien iagttager de alle Brahmanismens
Sakramenter (samskara).

J. tillægger ikke Veda’erne selvstændig
Autoritet. Om dens egne kanoniske Bøger, se
Weber: »Ind. Stud.«, XVI og XVII.
Çvetambara’ernes vigtigste kanoniske Skr er nu de 11
Anga’er. Digambara’erne erklærer dem for
interpolerede og erstatter dem med senere
systematiske Værker. Alt dette er skrevet paa
Prakrit (Ardha-Magadhi, »Halv-Magadhi«>
som dog efterhaanden gaar over til
Maharashtri); Stilen er meget ensformig og
trættende med en forfærdelig Masse unyttige
Gentagelser, staaende Beskrivelser o. l., som ofte
kun antydes i Haandskrifterne. Senere skrev de
paa Sanskrit.

Jaina’erne og Buddhisterne nærer ikke
venlige Følelser for hinanden, skønt de staar
hinanden saa nær, at de øjensynlig ofte
forblandes i indiske Skr. Man har før ment, at
Jaina’erne var frafaldne Buddhister ell.
omvendt; nu er det næsten enstemmig erkendt, at
disse to Religioners Stiftere var hinandens
Samtidige og Rivaler. Meget taler for, at den
af Vardhamana stiftede Orden og Lære kun er
en forbedret Udgave af den næstsidste Jina’s
(Parçvanatha’s). En lang Lærerliste fører
tilbage til Vardhamana’s længstlevende
Discipel Sudharman. (Litt.: se
Bhadrabahu, Bhagavati, Hemacandra, H. G.
Jacobi
; sammenfattende Fremstillinger med
Bibliografi: A. Barth, The religions of India
[Lond. 1882]; E. W. Hopkins, The Religions
of India
[Lond. 1896]; G. Bühler, »Über die
indische Secte der J.« [Wien 1887]; L. de
Milloué
, Religions de l’inde [Paris 1890]; Ann.
du Musée Guimet: Précis d’histoire des
religions
, I, navnlig S. 328 ff.]; endvidere det i Sacred
Books of the East
, XLV, S. XIII—XIV citerede;
samt Johs. Klatt, Extracts from the
historical records of the J.
[»Ind. Ant.«, XI]).
(S. S.). D. A.

Jaintia [’dзa^intjə], se Djaintia.

Jaipore [dзa^i’puə], se Djadshpur.

Jaipur [dзa^i’pu.ə], se Djaipur.

Jairus (egl. Jaïr), den Synagogeforstander i
Kapernaum, hvis Datter Jesus opvakte fra Døde
(Mark. 5., 22 ff.).
J. P.

Jais [зæ], d. s. s. Jet, se Gagat.

Jaisalmir [dзa^isə£’mi.ə], se
Djaisalmir.

Jaiva, Biflod i venstre Bred til Kama i det
østlige Rusland, Guv. Perm, udmunder efter
et 320 km langt Løb neden for Solikamsk.
G. Ht.

Jajce [’jajt∫ə], Jajtza, By i Bosnien
(Jugoslavien), 47 km S. f. Banjaluka, ligger paa et
Bjerg ved den til Save løbende Vrbas i en
Højde af 391 m, har c. 4000, dels katolske,
dels muhammedanske Indb. Der findes et gl.
Slot og i Nærheden af Byen et 25 m højt
Vandfald, dannet af Pliva, en Biflod til Vrbas. J.
var Hovedstad i Kongeriget Bosnien og blev
1528 taget af Tyrkerne.
G. Ht.

Jakel, plattysk Navn, Diminutiv af Jakob,
bet. som Fællesnavn bl. a. Bonde, Dumrian,
Nar, en udstoppet Figur i Menneskeskikkelse
samt en Krukke ell. Potte. Fl. af disse Bet.
kan forklare, at den Marionetkomedie, som fra
gl Tid (i alt Fald 18. Aarh.’s Slutning) spilles
med smaa Dukker paa Dyrehavsbakken ved
Kbhvn og hører til dennes mest karakteristiske
Folkeforlystelser i Sommertiden, kaldes Mester
J.’s Komedie; rimeligvis er den da kommet til
Danmark fra Tyskland. Før 1780’erne synes
dette Dukkespil ikke at kunne paavises paa
Bakken, og i 1790’erne og nogle Aar ind i næste
Aarh. var det Jørgen Qvist, der agerede med
Dukkerne derude; fra ham er de stadig gaaet
i Arv til a. Marionetspillere, lige indtil vore
Dage. I en Form, der vistnok stammer fra c.
1800 og har været traditionel gennem hele 19.
Aarh., foreligger den trykt i Rob. Watt’s
»Figaro, Vers og Prosa« (1869). Den har sat sit
Mærke i den danske Skønlitteratur ved
Oehlenschläger’s Efterligning i »Skt Hansaftens Spil«.
(Litt.: E. Nystrøm, »Offentlige
Forlystelser i Frederik VI’s Tid«, II, S. 46—50 [Kbhvn
1913]).
E. G.

Jaket [sja’kæt] (Jakke), fr. jaquette [зa’kæt],
jaquet [зa’kæ], jaque [зak]; eng. jacket [’dзäkit],
jack [dзäk]. Uagtet jaquette og jacket er
Diminutiver, er dette for Klædningernes Vedk. dog
ikke Tilfældet; de var videre og længere end
Klædebonnet jaque og jack og bares som
Overdragt. Paa Angelsachsisk hed den sciccels, paa
Tysk Schecke, Scheckenrock. Et isl. Overstykke
hed skikkja. Det var uden Ærmer, men dets
Snit er vanskeligt at paavise, da det blev
Fællesnavn for indbyrdes forsk. Overklæder: at
skikkja sik var at tage Ydertøj paa. Den tyske
Schecke saavel som den isl. skikkja var ofte
pragtfulde, stribede, brogede Klædningsstykker;
Mindet om dem lever maaske i det tyske Ord
for broget ell. stribet: scheckig. Schecken bares
baade af Borgere og Krigsmænd til Fods og
skildres i første Halvdel af 14. Aarh. i
Limburg-Krøniken som et sidt og vidt Overstykke
med lange Hængeærmer, splittet op i Skøderne
for Gangens Skyld. Da Mandsdragten efter 1350
(se Dragt, S. 373) pludselig blev snæver og
kort, gik Navnet over paa det ny Overstykke,
der defineres som stramtsiddende og stribet
(se Fig. 1). I Speier paabødes 1356, at det
skulde naa til Knæet; i Strassburg maatte det 1370
naa til midt paa Laaret. Ved denne
Snæverhed skabtes Tilskæring og Tilpasning af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:29 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0788.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free