Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob V (Konge af Skotland) - Jakob VI (Konge af Skotland) - Jakob I, Erobreren - Jakob II, den Retfærdige - Jakob af Sværdet - Jakob Erlandsøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Solway Moss. Faa Dage efter døde J. Han
havde været gift med Marie af Guise, som kort
før hans Død fødte ham Datteren Marie Stuart.
C. S. C.
Jakob VI, Konge af Skotland 1567-1625,
se Jakob I, Konge af England.
Jakob I, Erobreren, Konge af Aragonien
(1213—76). Hans langvarige og heldige Krige
med Maurerne, fra hvem han erobrede
Balearerne og Valencia, skaffede ham Tilnavnet
Erobreren. Ogsaa i Asien var det hans Agt at
kæmpe mod de Vantro, idet han 1269 tog
Korset; men da en Storm nødte Flaaden til at ty
ind til Frankrig faa Dage efter, at den havde
forladt Barcelona, opgav han denne Plan.
Uagtet sin Kirkelighed stod denne dygtige Regent
i nøje Forbindelse med Hohenstauferne; hans
ældste Søn Peter III ægtede Kong Manfred’s
Datter, en Forbindelse, der 1282 bragte Sicilien
i den aragoniske Kongeslægts Hænder. J. har
tillige vundet sig et Navn som Lovgiver og har
skrevet en Selvbiografi paa Spansk.
M. M.
Jakob II, den Retfærdige, Konge af
Aragonien (1291—1327), ovenn.’s Sønnesøn, fik
efter Faderen Peter III’s Død (1285) Sicilien
og fulgte senere sin Broder Alfons III paa
Tronen i Aragonien. Paa Pave Bonifacius VIII’s
Anmodning overlod han 1295 sin Svigerfader
Karl II af Anjou Sicilien og modtog i St
Sardinien, der senere erobredes fra Genua, som
et paveligt Len. J., der for at hævde
Kongemagten over for Adelen søgte Støtte hos
Gejstligheden og Borgerstanden, har gjort sig
fortjent ved at sammensmelte de forsk. Dele,
hvoraf hans Rige bestod, Aragonien, Katalonien og
Valencia, ved Konstitutionen i Taragona 1319.
M. M.
Jakob af Sværdet (St Jacob de
Spada), en sp. Ridderorden, der 1161 stiftedes
under den sp. Skytshelgen St Jago de Compostela’s
Navn til Beskyttelse af Pilegrimme og Kamp
mod Maurerne. Til denne Ridderorden sluttede
sig 1170 de regelbundne Korherrer (canonici
regulares) fra St Eligius ved St Jago, og
saaledes fik Ordenen ogsaa en rent gejstlig Gren.
Da den i Kampen mod Maurerne vandt store
Rigdomme, forbandt Ferdinand den Katolske
1493 Stormesterværdigheden med Kronen. 1835
ophævedes Ordenen.
(J. P. B.). A. Th. J.
Jakob Erlandsøn, Ærkebiskop i Lund, d.
1274. J., hvis Moder hørte til Skjalm Hvide’s
Æt, omtales første Gang 1245 som Erik
Plovpenning’s Afsending til den alm.
Kirkeforsamling i Lyon; J., der da var Domprovst i Lund,
skulde tale Kongens Sag mod Roskilde-Bispen
Nils Stigsøn, men forsvarede tværtimod sin
Frænde Roskilde-Bispen og faldt herved i
Kongens Unaade. Men Paven, hvis Yndest J. havde
vundet, udnævnte ham 1250 efter Nils Stigsøn’s
Død til dennes Eftermand. Som Roskilde-Bisp
opnaaede J. at faa Byen Kbhvn tilbage under
Bispestolen og gav 1254 denne By dens første
Stadsret. Efter Ærkebisp Uffe’s Død valgte
imidlertid Domkapitlet i Lund J. til Ærkebisp,
og 1254 holdt han sit Indtog i Lund. J., der
allerede tidligere, under Nils Stigsøn’s Strid
med Kongen, havde taget afgjort Parti mod
den sidste, viste sig snart som Ærkebisp
besjælet af en hensynsløs og dristig Iver for de
store almenkirkelige Ideers Gennemførelse, om
end Kirkens Fordringer stred nok saa meget
mod overleveret dansk Lov og Ret. J. hyldede
Tanken om Kirkens Overvægt over Staten og
krævede derfor Kirkens fuldstændige
Uafhængighed af Kronen samt Indførelsen af den
kirkelige (kanoniske) Ret paa alle Omraader.
Sammenstød med Kongen var derfor uundgaaelige.
Ærkebispen vilde ikke godkende Kongens Ret
til at udbyde hans Mænd til Leding; han
krævede alle Indtægter af Retsbøder og Danefæ
paa sit eget Gods; og han søgte at indskrænke
den Magt, som Kongen udøvede ved
Besættelsen af gejstlige Embeder, fornemmelig
Bispestole. At Kongedømmet bekæmpede disse
Indgreb i dets gl. Rettigheder, kan ikke undre
os; men heller ikke Almuen saa venlig til
Ærkebispens Virksomhed, og da J. ønskede den
Skaanske Kirkeret bragt i bedre
Overensstemmelse med kanonisk Ret, gjorde Almuen
Modstand, støttet af den højeste kgl. Embedsmand
i Skaane, Nils Erlandsøn, Broder til J.
Det var dog langtfra hele Landets
Gejstlighed, der støttede J. i hans radikale Politik, og
navnlig, de jyske Bisper stod paa Kongens Side.
Den Beslutning, som J. paa et Kirkemøde i
Vejle 1256 fik vedtaget, vandt derfor
ingenlunde alm. Tilslutning. Den gik ud paa, at hvis
nogen Bisp i Danmarks Rige led Overlast med
Kongens Vidende ell. Villie, skulde al
Gudstjeneste ophøre. At Mødet i Vejle fandt Sted
s. D., som Kongen holdt Rigsmøde i Nyborg,
maatte denne opfatte som en ny
Hensynsløshed, og 1257 gik Kongen saa vidt, at han i
et aabent Brev fratog Ærkebispen alle de
Rettigheder, som den danske Krone havde
overladt ham, og krævede, at Ærkebispens Mænd
skulde melde sig til Tjeneste hos Kongen.
Ærkebispen har sikkert haabet paa Hjælp fra
udenrigske Venner; men den norske Konge
Haakon Haakonssøn sluttede 1257 Forlig med
Kong Kristoffer, og herfra var saaledes intet at
vente; derimod har J. vistnok været i
Forstaaelse med de holstenske Grever og Fyrsten
paa Rygen Jaromar, som angreb Danmark
Vinteren 1257—58. Da Kongen 1258 ønskede sin lille
Søn Erik kronet for at sikre Tronfølgen,
nægtede Ærkebispen ikke alene dette, men truede
endog hver Bisp, der vovede at krone ham,
med Bandlysning. Ved dette Skridt traadte J.
i uforsonlig Modsætning til Kongen, som
svarede med det dumdristige Skridt at lade J.
fængsle. J. blev af sin egen Broder Nils taget
til Fange paa sin Gaard Gislebjerg ved Lund og
førtes lænket, i haanligt Optog, til
Kongsgaarden Hagenskov paa Fyn. De øjeblikkelige
Følger var dog ikke store; kun i Lund og
Roskilde Stifter forkyndtes Interdiktet, og Kongen
befalede, at Kirkerne overalt skulde holdes
aabne. Imidlertid greb Fyrst Jaromar af Rygen
til Vaaben for J. og havde stor Fremgang paa
Sjælland, da Kong Kristoffer pludselig døde 29.
Maj 1259.
Stillingen efter Kongens Død var vanskelig
for Enkedronning Margrete og hendes unge Søn
Erik, og hun søgte derfor Forlig baade med
den sønderjyske Hertug og med Ærkebispen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
