Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernforekomster - Jernforilte, Ferrooxyd - Jernforiltesalte (Ferrosalte), se Jernsalte - Jernfosfater, Ferrofosfat - Jernfremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Opgave at producere organiske Forbindelser af
Plantens Næringsmidler. Kulsyre og Vand,
hvorved den for Dyrenes Aandedræt
uundværlige Ilt bliver fri, og af Farvestoffet i de røde
Legemer i Blodet, Hæmoglobinet (se
Blod, S. 430), som det meddeler den
Egenskab at indgaa en let adskillelig Forbindelse,
og optræder saaledes som Mægler ved
Iltningsprocessen i det dyriske Legeme. Et voksent
Menneskes Indhold af J. varierer fra 3,1—3,3 g;
med Urinen udskilles kun daglig faa Milligram
J. Et saa billigt Metal som J. kan naturligvis
kun med Fordel indvindes af de Stoffer, hvor
det optræder i stor Mængde, og disse er altid
mineralske J.’s store Tilbøjelighed til at ruste,
ɔ: ilte sig, gør, at det kun undtagelsesvis
træffes i gedigen Tilstand; hvad der hidtil kendes
af gedigent J., nemlig dels Meteorjern, hvor
det oftest er sammen med Nikkel (indtil 20
%), Kobalt, Krom o. s. v., dels i tellurisk ɔ:
af jordisk Oprindelse, navnlig isprængt i
Basalt, er ikke tilstrækkeligt til derpaa at
grundlægge en Industri, og uagtet J. forekommer
lige saa udbredt i Mineralriget som i Plante-
og Dyreriget, er det dog kun forholdsvis faa
Mineraler, der faar Bet. som Jernmalme
(s. d.) til Jernfremstilling.
(F. W.). E. Su.
Jernforilte, Ferrooxyd, FeO, faas ved
Reduktion af Jerntveilte (Ferrioxyd) med
Kulilte og er et sort Pulver, som ved Opvarmning
i Luften hurtig optager Ilt og giver Jerntveilte.
(O. C.). R. K.
Jernforiltesalte (Ferrosalte), se
Jernsalte.
Jernfosfater. Ferrofosfat (fosforsurt
Jernforilte), Fe3(PO4)2,8H2O, findes i Naturen
som blaalige monokline Prismer, Vivianit.
Fælder man et opløst Ferrosalt med
Natriumfosfat, faar man et hvidt Bundfald af
Ferrofosfat, som hurtig ilter sig i Luften. —
Ferrifosfat (fosforsurt Jerntveilte), FePO4, faas
som et hvidt Bundfald, naar man fælder en
Opløsning af et Ferrisalt med Natriumfosfat;
det er uopløseligt i Vand og Eddikesyre.
(O. C.). R. K.
Jernfremstilling sker af Jernmalme
ved at bortbrænde disses Ilt med Kul. Før det
14. Aarh. omdannede man Malmene direkte
til smedeligt Jern og kendte ikke Støbejern.
I Ægypten fremstilledes Svejsejern paa denne
Maade allerede for 6000 Aar siden. Den
moderne Jernindustri gaar en Omvej, idet den
først fremstiller en meget kulrig Jernsort,
Raajern, med 2,2—6 % C, der danner
Raastoffet for den yderligere Fabrikation, idet det,
alt efter Behandlingsmaaden, kan omdannes til
Støbejern ell. smedeligt Jern. Ved denne
Omvej opnaar man at kunne fremstille Jernet i
store Mængder og baade bedre og billigere
end tidligere. I den seneste Tid er man dog
atter begyndt at fremstille smedeligt Jern
direkte i en elektrisk Ovn (se
Staalfremstilling). Under Jern, smedeligt og
Støbejern er disse Jernsorters Fremstilling
omtalt, medens kun Raajernets
Fremstilling skal omtales her.
Jernmalme (s. d.) kaldes de Mineraler,
der danner Grundlaget for Jernfremstillingen.
De indeholder alle Ilt, og de vigtigste er
Magnetjernsten, som er Jernmellemilte (Fe3O4),
Jernglans, Hæmatit og Rødjernsten, som er
Jerntveilte (Fe2O3), Brunjernsten, Guljernsten
og den ogsaa i Danmark forekommende
Myremalm, som er Jerntveilte, forbundet med mere
ell. mindre Vand, og Jernspat, som er
Jernkarbonat (Fe CO3). Malm med under 30 % Fe
udnyttes som Regel ikke. Svovlkis (Jernkis),
FeS2, anvendes ikke som saadant i
Jernfabrikationen, men naar det er kobberholdigt, kan
der være Tale om at anvende Biproduktet fra
Kobberindvindingen, som er Jernilte, til deraf
at fremstille Jern. Af store Jernmalmfelter
findes der kun 4, to i Amerika og to i Europa
(Lorraine og Nordsverige). De nordsvenske
Lejer dannes af Magnetjernsten af enestaaende
Renhed (72 % Fe). I Danmark har
Myremalmen været alm. anvendt i Oldtiden og
Middelalderen, idet man brugte Trækul som
Brændsel; efterhaanden som Skovene ødelagdes,
standsedes denne
Industri, men endnu ved
Aar 1600 var den ikke
helt uddød. Efter
Brydningen sønderslaas
Jernmalmen og renses
mekanisk for andre
Bjergarter. Lerjernsten
underkastes en Forvitring og
Udludning, hvorved
Arsen- og
Svovlforbindelser iltes for derefter,
sammen med
vedhængende Ler, at udvaskes.
Ofte nøjes man med at
vaske Malmen i
roterende Tromler.
Den vigtigste Proces
er dog i mange Tilfælde
Ristningen,
Malmens Ophedning under
Luftens Adgang, og det svenske J.’s
Fortrinlighed beror for en ikke ringe Grad paa
Svenskernes Dygtighed i at riste, uden hvilken den
fortrinlige svenske Magnetjernsten (Fe3O4) ikke
vilde komme til sin Ret. Westman’s Ovn
fra 1851 tjener til Forbillede overalt, det er
en Skaktovn (se Fig.), i hvilken Malmen føres
ind fra oven og trækkes ud fra neden, som i
en kontinuerlig Kalkovn; Luft og det
luftformede Brændsel. Gigtgassen, føres ind gennem
Smaahuller i Ovnvæggen, større Huller,
ordentligvis lukkede under Gangen, tillader at
indføre Brækstænger, hvis Malmen skulde have
klumpet sig sammen. Ristningen maa aldrig
drives til Smeltning, der i St. f. at gøre Malmen
porøs, »lukke den op«, saa at den i Højovnen
frembyder stor Overflade for den reducerende
Kulilte, just vilde lukke den; ved Ristningen
skal endvidere uddrives Vand, baade det blot
opsugede og det kemisk bundne, Kulsyre, hvis
saadan er til Stede, altsaa f. Eks. fra
Spatjernsten; Malmen skal iltes højere med Jerntveilte
som Grænse, endelig skal Ristningen om muligt
udskille skadelige Stoffer, saasom navnlig
Svovl. Tidligere foregik Ristningen i Hobe ell.
Stadler, aabne Ovne; visse, navnlig svovlrige
Malme kræver gentagen Ristning; da Malmen
bliver lettere: véd Ristning, har man af
 |
| Westman’s Ovn. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
