Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jorsal, oldn. Jórsalir, gl dansk Jørsel, Ørselhjem - Jórsalafari - Jort - Joruba - Jorullo - Jorvik - Josafat - Josafat's Dal - Josef (Jakob's Søn med Rachel) - Josef (Maria's Mand)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jerusalem, kaldtes Jorsalfarer; fra
Sagaerne kendes særlig Sigurd Jorsalfar og Bjørn
Jorsalfar, som begge havde besøgt det hellige
Land. Om Sigurd J. handler et af Bjørnstjerne
Bjørnson’s Dramaer.
G. K-n.
Jórsalafari, se Bjørn Einarsson.
Jort, norsk Benævnelse for Drøvtygning;
oldn. jórtra, »tygge Drøv«, sv. Dialekt jorta.
Joruba, Jarriba, Landskab i det vestlige
Sudan, den eng. Koloni Lagos, var tidligere
en uafhængig Negerstat, men kom i Beg. af
19. Aarh. under Fellatahriget Gando’s
Overhøjhed; senere splittedes det i mange
Smaastater, og de idelige Fejder tvang Befolkningen
til at samle sig i større Byer som Abeokuta,
Ibadan o. a., der faktisk var uafhængige
Republikker. Hele Landskabet staar siden 1885
under britisk Protektorat. Indbyggerne, der er
Muhammedanere ell. Hedninger, hører
overvejende til Negerstammen J. og driver
Agerbrug og Kvægavl; interessante er de ved, at
de er den eneste Negerstamme i Sudan, der
har drevet det op til at tilberede Ost. I de
store Byer laves smukke Lædervarer, Maatter,
Lerfade, Sko etc. De vigtigste
Udførselsartikler er Palmeolie, Palmekerner, Elfenben,
Kopalgummi og Bomuld; saa godt som hele
Udførslen foregaar over Byen Lagos.
Hovedstaden er Ojo, men staar i Størrelse tilbage for
Abeokuta og Ibadan. Landet
gennemskæres af en Jernbane fra Lagos til Nigerfloden.
J. blev først besøgt af Clapperton 1825.
C. A.
Jorullo [kå’ruljå], Vulkan i det sydvestlige
Meksiko, Stat Michoacan. Den er særlig blevet
interessant ved sin pludselige Opstaaen i
Midten af 18. Aarh. Efter at Sletten mellem
Toluca og Colima i lang Tid havde været rystet
af frygtelige Jordskælv, hævede Jordbunden sig
29. Septbr 1759 paa en Strækning af 220 km2
som et uhyre Skjold, hvis Ryg slog talrige
Revner. 6 store Kraterkegler, der laa paa
Hovedspalten, udgød ødelæggende Lavastrømme
over Omegnens Marker og Landsbyer; omkr.
de store Kratere dannede sig Hundreder af
Smaakegler paa 2—3 m’s Højde, de saakaldte
hornitos ell. brændende Ovne, der endnu
fandtes ved Alex. von Humboldt’s Besøg 1804,
men som nu næsten er forsvundne. Udbrudene
varede til Midten af Febr 1760, hvorpaa de
lidt efter lidt blev sjældnere og til sidst helt
ophørte. Nu bryder kun en svag Dampsøjle
frem af Hovedkrateret, som er 2 km i
Omkreds og 200 m dybt. Bjergets Sider er delvis
skovklædte. Den højeste Top naar 1301 m o.
H., men kun 517 m over den omgivende Slette.
G. Ht.
Jorvik, det oldn. Navn paa York i
England, angels. Eoforwic.
Josafat, hebræisk Jehosafat [jeho.∫a.’fa.t],
»Jahve dømmer«, Konge i Juda i 9. Aarh. f.
Kr. Medens Juda hidtil havde ligget i Kamp
med Nordriget, sluttede J. sig til Achab og
indgik Forbund med ham, om end som den
underlegne. Hans Søn Joram ægtede Achab’s Datter
Atalia. Da Nordriget havde et lgn. Forbund
med Tyrus, dannede de vestasiatiske
Smaastater nu en fast Magt, der endvidere
udvidedes S. paa, hvor J. beherskede Edom, der var
vigtig for Søhandelen over Esiongeber. Dog
havde han Uheld med sine Skibe. Som
Nordrigets Forbundsfælle maatte han deltage i
Achab’s uheldige Kampe om Ramot i Gilead og
Joram’s mislykkede Felttog til Moab. Han roses
af Kongebogen for Troskab mod
Jahvereligionen. I Følge Krønikebogen, der i øvrigt
fortæller om mislykkede Angreb fra Nabofolkene,
har han sørget for Kundskab til Loven og for
Retsplejen, idet han oprettede Underdomstole
i de judæiske Byer og en Overret i Jerusalem
(1. Kong. 22; 2. Kong. 3; 2. Krøn. 17—20).
J. P.
Josafat’s Dal [jeho.∫a.’fa.t-] nævnes Joel 3, 7,
12 som det St., hvor Jahve vil foranstalte det
endelige Opgør med Israels Fjender. Navnet
J. (»Jahve dømmer«) har en symbolsk Klang,
men kan dog godt have været en virkelig
Benævnelse paa en Dal ved Jerusalem. Fra 4.
Aarh. e. Kr. identificeres den med
Kedrondalen. Andre har tænkt paa en Dal noget S. f.
Jerusalem, hvor iflg. Krønikebogen nogle
fjendtlige Hære, der angreb Josafat, ødelagde
hinanden.
J. P.
Josef [hebr. jo.’se.f], Jakob’s Søn med Rachel,
Navn paa en israelitisk Stamme og derfor paa
dens Stamfader. J. var en kraftig Stamme og
skildres i Jakob’s Velsignelse (1. Mos. 49) som
den israelitiske Hersker stamme, kraftig og rigt
velsignet ved alskens Frugtbarhed. Tidligt har
J.-Stammen delt sig i to: Efraim og Manasse,
hvad Patriarksagnene udtrykker ved, at J. havde
disse to Sønner. Undertiden bruges Navnet J.
dog som Betegnelse for dem begge (5. Mos. 33,
13—17). I Genesis skildres J. (paa lidt forsk.
Maade af Jahvisten og Elohisten) som sin
Faders Yndlingssøn, der ved sine
fordringsfulde Drømme vækker Brødrenes Vrede. De
sælger ham til Ægypten, hvor han kommer i
Fængsel, men gør sin Lykke ved at tyde Farao’s
Drømme. Han bliver nu Landets Regent og
redder derved sin egen Slægt under en
langvarig Hungersnød. Det er næppe
Stammeoplevelser, der ligger til Grund for disse
Fortællinger, der har en friere og romanagtig
Karakter. De er fortalt med en Kunst, som
giver dem en høj Rang i Verdenslitteraturen.
J. P.
Josef, »Maria’s Mand« (Matth. 1, 16)
omtales i Evangelierne som en i Nazareth
hjemmehørende (Luk. 2, 4; anderledes Matth. 2, 22 f.)
Tømmermand (Matth. 13, 55) af David’s Slægt
(Matth. 1, 20), som ægtede Jesu Moder Maria,
efter at hun havde undfanget ved den hellige
Aand (Matth. 1, 24 f; Luk. 2, 4 f. 41), hvorfor
han i senere kirkelig Sprog benævnes »Jesu
Plejefader«. Hans Navn nævnes ogsaa Joh.
1, 46 og 6, 42, men ellers gives deri det ny Test.
ingen yderligere Oplysninger om ham; da han
ikke nævnes Mark. 6, 3, slutter man i Reglen,
at han ved Jesu offentlige Fremtræden
allerede var død. I de apokryfe Evangelier blev
hans Liv legendarisk udsmykket, og ved
Middelalderens Slutning begyndte man at ære ham
som Helgen; Dyrkelsen af ham tog i 17. Aarh.
et stort Opsving, og hans Helgendag 19. Marts
fejres stadig i den kat. Kirke med megen
Højtidelighed, ikke mindst efter at Pius IX 1870
havde udnævnt ham til Patron for hele Kirken;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
