- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
240

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julis - Juliske Alper - Julius (gammelromersk Patricierslægt) - Julius (Paver) - Julius, Prins - Julius Africanus, Sextus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Julis, se Læbefisk.

Juliske Alper, se Alperne S. 569.

Julius, gammelromersk Patricierslægt, som
nedledede sin Herkomst fra Æneas’ Søn Iulus
(ell. Ascanius). Den berømteste af de herhen
hørende Familier var Familien Cæsar,
hvortil henvises.
H. H. R.

Julius, tre Paver af dette Navn.

1) J. I (337—52), Romer. Han maatte tage
Parti i den arianske Strid, idet Athanasios’
Modstandere 339 havde en Deputation hos ham.
Han erklærede sig for Athanasios, som
dernæst erklæredes uskyldig af den paa J.’s
Ønske sammenkaldte Synode i Sardica (343). Paa
denne Synode bestemtes, at enhver af en
Provinsialsynode afsat Biskop kunde appellere til
Rom, hvorved Paven allerede da blev kirkelig
Overdommer. (Litt.: Friedrich, »Zur
altesten Gesch. des Primates in der Kirche«
[Bonn 1879]).

2) J. II (1503—13), hed Giuliano della Rovere,
f. 1443 i Albizola ved Savona, var af ringe
Herkomst, men Pave Sixtus IV var hans
Farbroder, og denne fik sin Nevø fra Handelen og
ind i Kirken, der bød bedre Udsigter. 1471 blev
han Kardinal, og som saadan udmærkede han
sig som Hærfører og Diplomat. Under
Alexander VI, hvis Valg han havde bekæmpet,
levede han ved det fr. Hof og modarbejdede
Borgia’erne, men da disses Magt steg i den
Grad, at han ikke engang følte sig sikker for
deres Snigmordere i Frankrig, udsonede han
sig med dem og optraadte en Tid som Cæsar
Borgia’s Ægteskabsagent. Sikker for sit Liv
følte han sig først, da Alexander VI døde 1503.
Nu blev Pius III Pave, men da han døde 26
Dage efter Valget, fik den 60-aarige Giuliano
della Rovere Tiaraen til Dels ved Bestikkelser
og ved gyldne Løfter til Cæsar Borgia, hvilke
han dog snart brød. J. II, som han kaldte sig,
var en fast Karakter med et af Naturen
kraftigt, men ved Udsvævelser nedbrudt Legeme.
Hele sin Energi satte han ind paa at udvide
Kirkestatens Besiddelser, og i dette Arbejde
var han »mere lykkelig end klog, mere driftig
end kraftig«. Først tvang han Cæsar Borgia til
at udlevere ham sine Fæstninger i Romagna,
dernæst fik han 1504 et Forbund i Stand med
Tyskland og Frankrig mod Venedig. Af Frygt
for dette Forbund udleverede Venedig ham alle
sine Borge i Romagna undtagen Faenza og
Rimini. 1506 erobrede han selv som Feltherre
Perugia og Bologna. For at faa Venedigs
sidste Besiddelser i Romagna og tugte det, fordi
det selv havde udnævnt Bisper og skatsat
Præsteskabet, fik han Ligaen mellem Tyskland,
Frankrig og Spanien i Stand (Cambrai, Decbr
1508); Aaret efter bandlyste han Venedig, og
da dette tabte et Slag mod Franskmændene,
sluttede det Fred med Paven, som nu gjorde
fælles Sag med det mod Frankrig. Nu
bekæmpede han den fr. Konge Ludvig XII, mod hvem
han søgte at hidse Henrik VIII af England og
Schweizerne. Ludvig XII samlede i Tours
September 1510 de fr. Bisper, som nægtede Paven
Lydighed; 5 Kardinaler sluttede sig til
Frankrig, Kejser Maximilian truede og tænkte selv
paa at lade sig vælge til Pave, men J. ledede
imens selve Belejringen af Ferrara,
Frankrigs Forbundsfælle, og erobrede Byen. De 5
skismatiske Kardinaler, Maximilian og Ludvig
XII sammenkaldte et Kirkemøde i Pisa Novbr
1511, Paven sammenkaldte et lgn. Møde til
Rom Apr. 1512. 1511 havde J. sluttet Forbund
med Spanien og Venedig (den hellige Liga) for
at jage de Franske ud af Italien. Frankrig
erobrede imidlertid Romagna, men saa
sluttede Kejseren og England sig til den hellige
Liga, og nu blev Franskmændene drevne over
Alperne, og J. fik Romagna tilbage og føjede
Parma og Piacenza til Kirkestaten. — Da J.
laa paa sit Dødsleje, skal han have klaget over,
at han var blevet Pave, men han grundfæstede
Kirkestaten og fyldte dens Pengekasse. I hans
Tjeneste arbejdede Bramante, Michelangelo og
Rafael, han lagde Grunden til det valikanske
Mus. og lod udgrave antikke Kunstværker. Han
var en voldsom Natur, hans Lidenskaber
saavel som hans Planer var umaadelige. »Hvorfor
tale til mig om Bøger, giv mig en Kaarde i
Haanden; jeg forstaar mig ikke paa Litt.«, skal
han have svaret Michelangelo, da denne
spurgte ham, om han skulde fremstille ham med en
Bog i Haanden.

3) J. III (1550—55), hed Giovanni Maria del
Monte, f. 1487 i Rom som Søn af en anset
Jurist; ved Hjælp af en Farbroder, der var
Kardinal, steg han fra Trin til Trin. J. II
gjorde ham til Ærkebisp. Paul III gjorde ham til
Kardinal. Han var pavelig Legat paa Koncilet
i Trient 1547, og som saadan krydsede han ved
enhver Lejlighed Kejser Karl V’s Planer;
Kejseren hadede ham, men alligevel blev han valgt
til Pave 1550. Som Pave sluttede han sig til
Kejserens Politik og sammenkaldte paa ny
Koncilet i Trient 1551, men da Karl V maatte
flygte for Moritz af Sachsen, sluttede J.
Vaabenstilstand med Frankrig og hævede Koncilet
i Trient. For at faa England til at godkende
Pavens Højhedsret tillod han den eng. Adel
at beholde det inddragne Kirkegods. J. var en
svag Karakter, der gav Anledning til slemme
Rygter om sit sædelige Liv. (Litt.: L. de
Villeneuve
, Recherches sur la famille Della
Rovere
[Rom 1887]; Pastor, »Geschichte d.
Päpste«, III [3. Opl., Freiburg i B. 1899]).
L. M.

Julius, Prins, se Glücksburg.

Julius Africanus, Sextus, gr. kirkelig
Forf., som stammede fra Jerusalem, men en
stor Del af sit Liv levede i Emmaus i
Palæstina (3. Aarh. e. Kr.), forfattede et stort
hist.-kronologisk Værk i 5 Bøger, som ligger til
Grund for en stor Del af de kronologiske
Systemer, som i den paafølgende Tid opstilledes;
det gik fra Verdens Skabelse til 221 og havde
bl. a. til Formaal at bevise Jødefolkets Ælde.
Værket er tabt, men er os til Dels kendt
gennem Eusebios. Et Stykke deraf, under Titlen
Olympiades, er udg. af Rutgers (Leyden 1862).
Desuden forfattede han et vidtløftigt
encyklopædisk Værk Kestoi (ɔ: »Bælter«), hvoraf vi
har Brudstykker (udg. af Thevenot i
Mathematicorum opera, Paris 1693). Endelig har vi
ogsaa af ham to Breve (udg. af W. Reichardt
[Leipzig 1909]). (Litt.: Gelzer, »Sextus
Julius Africanus und die byzantinische

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0248.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free