Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl den Onde (Konge af Navarra) - Karl I (Konge af Neapel) - Karl II (Konge af Neapel) - Karl III (Konge af Neapel) - Karl II (Hertug af Parma) - Karl III (Hertug af Parma) - Karl I (Konge af Portugal)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig fjendsk, og da han under Krigen med
Englænderne tog disses Parti, førte det til, at han
blev overvundet og 1379 maatte opgive sine fr.
Besiddelser.
P. M.
Karl I, Konge af Neapel (1265—87), alm.
kaldet K. af Anjou, f. 1220, d. 7. Jan. 1285.
Han var 5. Søn af Ludvig VIII, og 1246
overlod hans Broder, Ludvig IX, ham Anjou og
Maine, s. A. som han ved Ægteskab fik
Provence. Han deltog i Korstoget 1248—54, men
verdslig i sine Interesser og haard i sin
Karakter lignede han kun lidet Broderen. Senere
blev han af Pave Urban IV opfordret til at
komme til Italien og gøre sig til Herre over
Begge Sicilier, hvor Frederik II’s Søn,
Manfred, dengang herskede. 1265 kom K. dertil
med en fr. Hær og kronedes af den næste
Pave, Clemens IV. Det kom til en haard Kamp
med Manfred, men K. sejrede ved Benevent
1266 og blev derved Herre over Landet. Aaret
efter søgte den sidste Hohenstaufer, Konradino,
at vinde sin Slægts Arveland tilbage og drog
med en Hær til Italien, hvor en stor Del af
Indbyggerne, der var misfornøjede med K.s
haarde Styrelse, sluttede sig til ham. Det
lykkedes imidlertid K. at sejre i det afgørende
Slag ved Tagliacozzo 1268; Konradino blev
fanget, og K. lod ham henrette. K. optraadte nu
som Welfernes Fører i Italien med megen
Myndighed ogsaa over Paverne, saa disse snart
fortrød, at de havde faaet ham dertil. Saa
udbrød imidlertid 1282 en stor Opstand paa
Sicilien, den saakaldte sicilianske Vesper, hvorved
Franskmændene dræbtes ell. fordreves.
Forbitret drog K. derover med en Hær, men
Sicilianerne fik Hjælp af Peter III af
Aragonien, hvis Hustru var Manfred’s Datter, og
som en af Sicilianernes Førere, Johan af
Percide, allerede i Forvejen havde sat sig i
Forbindelse med. Det lykkedes nu ham at
fordrive K. fra Sicilien, og skønt K. i stor
Forbitrelse Gang efter Gang forsøgte at faa
Magten igen, førte det dog intet til. (Litt.:
Saint-Prièst, Histoire de la conquête de Naples
par C. d’Anjou [4 Bd, Paris 1847—49];
Biéchy, C. d’Anjou [Limoges 1857 og 1863];
Cadier, Essai sur l’administration du royaume
de Sicile sous C. I. et C. II d’Anjou [Paris
1891]).
P. M.
Karl II, Konge af Neapel (1285—1309), f.
1246, d. 1309. Han var Søn af Karl I, og under
dennes Kamp mod Aragonien blev han fanget
af Peter III 1284. Først 1288 slap han fri; han
genoptog Kampen, men opnaaede intet. 1294
søgte Alfons III af Aragonien at opnaa Fred
ved at overdrage Sicilien til sin Broder
Frederik, men først 1302 godkendte K. denne
Ordning. Han beholdt da i Italien kun Neapel, men
havde samtidiig i Frankrig Provence.
P. M.
Karl III, Konge af Neapel (1380—86), f.
1345, d. 15. Marts 1386. Han var en Fætter til
den neapolitanske Dronning Johanne I, som
regerede der 1343—82. Hun havde adopteret
en Broder til Karl V af Frankrig, Ludvig af
Anjou, men K., der gjorde Fordring paa
Tronen, gjorde Opstand og havde fra 1380 Magten
i Neapel, hvorimod Ludvig beholdt Provence.
1385 indkaldtes han til Ungarn af det Parti,
der havde berøvet Ludvig den Store’s Enke
Magten her, men kort efter blev han myrdet.
P. M.
Karl II, Hertug af Parma (1847—49), f.
1799, d. 1883, Søn af Kong Ludvig af Etrurien.
Han fulgte 1803 efter sin Fader som Konge af
Etrurien under Formynderskab af sin Moder,
Maria Louisa af Spanien, men mistede Landet
1807, da det indlemmedes i Frankrig. 1814 fik
hans Moder Hertugdømmet Lucca, og efter
hendes Død 1824 overtog han Regeringen, men
levede mest paa Rejser i taabelig Ødselhed,
medens Landet styredes af en tidligere eng.
Rideknægt, Thomas Ward. 1847 tilfaldt Parma
ham, efter at Napoleon I’s Enke, Maria Louisa,
var død, og Lucca knyttedes til Toscana; men
allerede April 1848 maatte han forlade sit ny
Land, der vedtog Indlemmelse i Kongeriget
Sardinien. Dette blev vel snart efter uden
Virkning, men Marts 1849 nedlagde han
Regeringen til Bedste for sin Søn, Karl III, og forlod
Landet April s. A. 1820 havde han ægtet
Maria Teresa (1803—79), Datter af Kong Victor
Emanuel I af Sardinien.
E. E.
Karl III, Hertug af Parma (1849—54), f.
1823, d. 1854, foreg.’s Søn. Han var en
despotisk, ødsel og udsvævende Fyrste og blev 26.
Marts 1854 dødelig saaret midt paa Byen
Parmas Hovedgade ved et Dolkestik, uden at
Drabsmanden blev paagrebet; det var en
Sadelmager, hvis Datter han havde bortført.
Han havde 1845 ægtet Hertugen af Berry’s
Datter, Maria Louisa (1819—64), og blev Fader til
Robert af Parma, som 1859 blev fordrevet fra
Landet.
E. E.
Karl I, Konge af Portugal 1889—1908, f.
28. Septbr 1863, d. 2. Febr 1908, Søn af Kong Luis I,
fulgte denne 1889 i Regeringen, og ægtede 1886
Amelie af Orléans (f. 18. Septbr 1865), Datter
af Greven af
Paris. K. tog
sig aldrig
synderlig af
Statens Styrelse,
men havde
mange
kunstneriske og
videnskabelige
Interesser; ved
sin Ødselhed
bragte han sig
i stadig
Pengetrang. Til sidst
kastede han sig
i Armene paa
sin
Førsteminister J.
Franco og
overdrog ham
i Maj 1907 at styre Landet med diktatorisk
Myndighed uden Hensyn til Grundloven, medens
Franco til Gengæld hjalp ham ud af hans
Forlegenhed ved særlige Tilskud af Statskassen.
Der fremkaldtes herved stærk Misnøje i
Landet, og 2. Febr 1908 faldt K. som Offer for en
Sammensværgelse, idet han paa aaben Gade i
Lissabon dræbtes ved 3 Skud tillige med sin
ældste Søn Kronprins Luis (f. 21. Marts 1887).
 |
| Karl I. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
