Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karthago - Karthli - Karthveler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og til Raadet, som bestod af 300 Medlemmer,
hvoraf de 30 dannede et vistnok aarlig
vekslende Udvalg, som havde den øverste Ledelse
af hele Statens Politik; to af dets Medlemmer,
de saakaldte Suleter, var Statens højeste
Embedsmænd, som særlig havde med Ledelsen af
Retsvæsenet at gøre, men ogsaa hyppig
fungerede som Hærførere. I den senere Tid
beklædtes Sufetstillingen for eet Aar ad Gangen,
men tidligere synes Sufeterne at have fungeret
i længere Tid. Fra Midten af 5. Aarh. finder vi
ogsaa en Forsamling paa 104 Medlemmer, der
fungerede som Domstol og særlig havde at
vaage over, at Forfatningen ikke krænkedes
ved, at enkelte ærgerrige Personer tilrev sig
Eneherredømmet. — K. var i sin
Blomstringstid en overordentlig rig og mægtig Stad; den
havde i lang Tid hele Handelen paa det
vestlige Middelhav i sin Magt. Byens Befolkning
angives ved dens Ødelæggelse (146 f. Kr.) til
700000 Mennesker. Religionen i K. stemmede
vistnok temmelig nøje med den fønikiske;
Menneskeofringer omtales af og til.
K.’s ydre Historie betegnes først ved
Stridigheder med Grækerne, senere med Rom; vi
kender kun disse Begivenheder gennem
Modistandernes Beretninger. Grækerne optraadte
som Karthagernes Medbejlere lige fra den Tid,
da de begyndte at nedsætte sig paa Sicilien og
i Syditalien. Paa Sicilien blev Karthagerne
efterhaanden trængte tilbage til den nordvestlige
Del, hvor de bevarede Magten i de tre Byer
Motye, Panormos og Stoloeis. Imod Grækerne
søgte de Hjælp hos de indfødte Stammer,
ligesom de ogsaa i Fællesskab med Etruskerne
tvang nogle Grækere fra Fokaia til at opgive
Staden Alalia paa Corsica (omtr. 540). Med
Rom skal de allerede 509 have sluttet en
Handelstraktat. Efter at Feltherren Mago omtr.
ved samme Tid havde reorganiseret
Hærvæsenet, kunde Karthagerne gaa angrebsvis til
Værks mod Grækerne paa Sicilien, og 480
gjorde Mago’s Søn Hamilkar — maaske efter
Aftale med Perserkongen — med en stor Hær
et Angreb paa de gr. Stæder paa Sicilien, men
blev fuldstændig slaaet ved Himera af Gelon,
Tyran i Syrakus, og Theron, Tyran i Akragas.
Først 70 Aar efter gentoges Angrebet, idet
Hamilkar’s Sønnesøn Hannibal, indkaldt af
Indbyggerne i Segesta til Hjælp mod den gr.
By Selinus, ødelagde saavel denne By som
Himera (409); senere erobrede Karthagerne
tillige Akragas (406). Derefter samlede Dionysios
I af Syrakus Grækerne til Modstand. Han førte
fl. Krige mod Karthagerne med vekslende Held,
og ved Fredsslutningen beholdt K. hele den
vestlige Halvdel af Sicilien (383). Senere
genoptoges Kampen, og 343 led Karthagerne et
stort Nederlag ved Floden Krimisos mod
Syrakusanerne under Timoleon, men beholdt dog
stadig deres Besiddelser. Heller ikke
Agathokles’ Bestræbelser formaaede at fravriste
Karthagerne noget Land, uagtet han satte over til
Afrika, hvor han kæmpede i 3 Aar (310—07)
og vandt fl. Sejre, saa at K. kom i stor Nød;
ogsaa han maatte til sidst lade Karthagerne
beholde, hvad de havde (306). Den sidste
Græker, som voldte K. Bryderier, var Kong
Pyrrhos af Epeiros, som 278—76 forgæves søgte at
frigøre hele Sicilien.
Til Rom havde K. hidtil staaet i et godt
Forhold, men da ogsaa Romerne begyndte at række
Hænderne ud mod Sicilien, var det forbi med
Venskabet. Mellem K. og Rom fortes i alt 3
Krige, som af Romerne kaldtes de puniske
Krige (s. d.), og hvorved K.’s Magt stadig
indskrænkedes. Den første Krig (264—41), som
foranledigedes ved Stridigheder ang. Byen
Messana (Messina), endte med, at Karthagerne
maatte afstaa alle deres Besiddelser paa
Sicilien. Efter Krigen udbrød der en farlig Opstand
af Lejetropperne og den indfødte Befolkning i
Afrika, og først efter 3 Aars Forløb lykkedes
det Hamilkar Barkas at undertvinge den (238).
Samtidig gav en Opstald paa Sardinien
Romerne et Paaskud til ogsaa at bemægtige sig
denne Ø. I den flg. Tid optraadte Hamilkar
som Fører for et Parti (det barkinske), som
støttede sig til Folket og ønskede ved en
energisk Politik at bringe K. paa Fode igen,
medens det aristokratiske Parti, som lededes af
Hanno den Store, var mere forsigtigt. Det
lykkedes Hamilkar og efter ham hans Svigersøn
Hasdrubal og hans Søn Hannibal at gøre store
Erobringer i Spanien. Ved en Overenskomst
mellem Hasdrubal og Romerne fastsattes Ebro
som Grænsen mellem K.’s og Roms
Interessesfærer, men da Romerne »alligevel ikke vilde
tillade Karthagerne at angribe Byen Saguntum,
som laa langt S. f. Ebro, udbrød den anden
puniske Krig (218—01), som til Trods for
Hannibal’s store Sejre i Italien endte med, at K.
maatte afstaa alle sine Besiddelser uden for
Afrika. Vel kom Byen sig paa ny af sine Saar,
men Romerne blev derved blot endnu mere
opsatte paa at gøre det af med deres farlige
Medbejler. Grænsestridigheder mellem K. og dets
Nabo, Numiderkongen Masinissa, Romernes
Forbundsfælle, foranledigede den tredje puniske
Krig, som endte med K.’s Ødelæggelse (146).
Uagtet Romerne havde besluttet, at K. ikke
maatte genopbygges, sendte de dog 122 efter
Forslag af Gajus Gracchus Kolonister derover
for at grundlægge en ny By (Junonia) paa dets
Plads. Den trivedes dog ikke, men senere
bosatte Augustus Romere derovre, og K. hævede
sig atter til en stor og rig By, som blev
Hovedstaden i den rom. Prov. Afrika og senere i
Vandalernes Rige, indtil den erobredes af
Belisarius (533). 698 blev K. ødelagt af Araberne.
(Litt.: Movers, »Die Phönizier« II, 2
[Berlin 1850]; Smith, Carthago and the
Carthaginians [London 1878]; O. Meltzer, »Geschichte
der Karthager« [3 Bd, Berlin 1879—1913]; Fr.
Münter, »Religion der Karthager« [2. Opl.,
Kbhvn 1821]).
H. H. R.
Karthli, se Georgien.
Karthveler, Folkegruppe i det sydvestlige
Kaukasus. Hertil hører bl. forsk.
Smaastammer Svanerne, hvis Sprog staar paa et særlig
gammeldags Trin, samt Mingrelerne, Imerierne,
Gurierne og det største af Folkene: Grusinerne
ell. Georgierne. Skønt de fleste K. er brunette,
findes der bl. dem fl. blonde end alm. i
Kaukasus. Kulturforholdene viser fl. Forskelligheder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
