Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VII. Modstand mod Reformforsøgene (1865-1900) - VIII. Reformerne og Republikkens Indførelse (1901-12)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krigserklæring fra Japans Side 1. Aug. 1894. Den
jap. Hær rykkede i Oktbr over Jalu-Floden, og
22. Novbr indtoges Port Arthur paa Sydspidsen
af Halvøen Liaotung. Ogsaa den øvrige Del af
denne Halvø blev besat af jap. Tropper, medens
en anden Hærafdeling rykkede frem, mod
Mukden. Febr 1895 indtoges endvidere
Havnestaden Wei-hai-wei Syd for Petshili-Bugten, og
da den følgende Tid bragte Japanerne ny
Sejre baade til Lands og Vands, var K.
nødt til at aabne Fredsunderhandlinger, og
17. Apr. undertegnede Li-Hung-Tsjang og Ito
Freden i Shimonoseki (se i øvrigt
kin.-jap. Krig). Heri godkendtes Koreas
Uafhængighed, og til Japan afstodes Formosa,
Pescadores-Øerne og Halvøen Liaotung,
hvorhos der udrededes en meget stor Sum i
Krigsomkostninger. Ved forenet Indskriden af
Rusland, Frankrig og Tyskland nødtes Japan til
at give Afkald paa den sidstnævnte
Landudvidelse, men det blev i Virkeligheden ikke K.
selv, som fik nogen Gavn af denne
Indrømmelse.
Al denne Modgang overfor Europæere og
Japanerne overbeviste efterhaanden de mere
klartseende Kinesere om, at den eneste Vej til Redning
var, ligesom Japan, at indføre Europas tekn.
Opfindelser. En af Hovedmændene for denne
Retning var Li-Hung-Tsjang; soin Vicekonge
(siden 1870) i Tsjili, Rigets vigtigste Provins,
omfattende baade Peking og Tientsin, fremmede
han kraftigt Indførelsen af al den moderne
Teknik: Jernbaner, Telegraf o. s. v. Uden at
være europæervenlig, værnede han Europæerne
og brugte deres Opfindelser i sin Provins, men
hans virkelige Maal var kun at styrke K.
militært og økonomisk til at tage Kampen op
med det forhadte Europa. Li skabte sig ogsaa
en forholdsvis vel uddannet Hær og fik bygget
Forter og købt Krigsskibe til Hjælp ved
Kystforsvaret. Nederlaget i Krigen mod Japan
1894—95 virkede vækkende i store Kredse. De ungkin.
Litterater, der studerede Vestens Historie og
Videnskab, forstod, at den kungfutsianske
Visdom ikke var den absolutte, eneste Sandhed.
1895 dannedes der i Peking en Forening,
Tsjang-hsu-hui, ledet af Kantoneseren Kang-ju-wei;
dens Maal var K.’s Europæisering: Indførelse
af Jernbaner, Elektricitet sanlæg og øvrige tekn.
Fremskridt, europ. Undervisningsmetoder,
Videnskab, Aviser m. m. Kejseren, der blev
myndig 1887 og overtog Regeringen 1889, blev
vundet for de moderne Ideer, og en frugtbar
Reformtid syntes at skulle oprinde. Han lod
oprette Marine- og Bjergværksskoler, Univ. i
Peking skulde omdannes efter europ. Mønster,
og han erklærede at ville opgive de forældede
Forvaltningsformer. Men hele Reformarbejdet
strandede paa Mantshu-Aristokratiets Modstand
og Europæernes Overmod. For at faa Hjælpen
ved Shimonoseki-Freden 1895 betalt og i det
hele berige sig paa den Svages Bekostning,
indledede Stormagterne en Art Deling af K. 1898.
Alle reaktionære Bestræbelser fik dermed Vind
i Sejlene og kappedes om at standse de
begyndte Reformer. Kang-ju-wei’s Planer om at
stække Enkekejserindens Indflydelse blev
hurtigt kuldkastede. Kejseren var en svag
Karakter. Tse-hsi derimod handlede hurtig og
energisk; Reformpartiets Ledere fangedes, 5
henrettedes, kun Kang undslap. Ved et kejserligt
Dekret af 22. Septbr 1898 afstod Kejseren
Regeringsmagten til Enkekejserinden. Reaktionen
sejrede nu fuldstændig i Nord-K., mindre i det
mere fremskridtsvenlige Syden. Li-Hung-Tsjang,
der ligesom det moderat-reformvenlige Parti
havde sluttet sig til Enkekejserinden, genvandt
sin gl. Indflydelse, og en General
Juan-shi-kai, der mentes at have forraadt Kang-ju-wei,
blev til Løn Guvernør i Prov. Shantung.
Under Reaktionen voksede en kraftig,
national, fremmedfjendtlig Bevægelse frem, hvis
Resultat blev den saakaldte Boksetopstand
(s. d.) i Provinserne Shantung og Tsjili
Foraaret 1900. Sammenslutningen I-ho-tuan,
»frivillig, national Forening«, tilsigtede aabenlys
Kamp mod de fremmede Djævle og deres
fordærvelige Indflydelse. Ved Hoffet fandt
Bokserne ivrige Fortalere bl. Mantshu-Prinserne,
særlig den reaktionære Prins Tuan, der blev
Præsident for Tsung-li-jamen. Maj 1899 brød
Uvejret løs over Europæerne med Mord og
Plyndringer alle Vegne, og fra 20. Juni holdtes
de europ. Legationer i Peking belejrede Nat
og Dag. Ogsaa kejserlige Tropper deltog i
Urolighederne. Derimod var mange kin.
Embedsmænd mod Røret, saaledes Juan-shi-kai, der
uden at agte Regeringens Ordrer lod alle
Urostiftere i sin Provins hænge og hugge ned.
Derved lettedes indirekte Magternes
Undsætningsekspedition til Peking, 14. Aug. befriedes
Legationerne, Kejserhoffet flygtede til Singanfu i
Sjensi. Under Fredsunderhandlingerne i Peking
med Prins Tsjing og den gl. Li-Hung-Tsjang
udsendtes haardhændede europ.
Straffeekspeditioner mod Bokserne, og Peking
plyndrede paa god dijingiskansk Vis af de europ.
Soldater. Ved Freden 7. Septbr 1901 maatte K.
paatage sig en Erstatningssum paa 450 Mill.
Taels, at betale 1902—40 med 4 % aarlig:
Rente. Endvidere maatte K. love at straffe de
skyldige Embedsmænd, Levende og Døde — Prins
Tuan degraderedes og forvistes til Turkestan,
3 Stormænd maatte dræbe sig selv, 3
henrettedes —, lade Legationskvarteret afspærre og
forbyde Indfødte at bo der, samt sløjfe
Taku-Forterne; til Gengæld maatte Indførselstolden i
Traktathavnene forhøjes noget. Prins Tsjun
sendtes til Berlin med Undskyldninger for
Mordet paa den tyske Gesandt, der var blevet dræbt
den 20. Juni paa Vej til Tsung-li-jamen.
VIII. Reformerne og Republikkens
Indførelse (1901—12).
Tilsyneladende var Bokseroprøret et Bevis
paa, at Mantshu-Aristokratiet endnu ejede hele
den Indflydelse, det vandt ved Statskuppet
1898. Ledet af Prins Tuan og med
Enkekejserindens stiltiende Billigelse havde Kejserklanen
skyndet til Angrebet paa Europæerne og
gennemført en fremmedfjendsk Politik. Men med
Bokseroprøret er faktisk Mantshuernes Saga
ude, det sidste Forsøg paa at hemme
Reformerne var glippet, og det blev mere og mere
Kineserne selv, den litterære Stand, der tog
Styret i Staten. Pekings Erobring havde aabnet
selv Enkekejserindens Øjne for, at indgribende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
