- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
885

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VIII. Reformerne og Republikkens Indførelse (1901-12)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sluttet i Haag Jan. 1912, har yderligere
forberedt den afgørende Kamp mod
Opiumshandelen, saa at Europa nu endelig er ved at bøde
sin gl. Uret mod K. paa et enkelt Punkt.
Endelig gik man til en omfattende. Reorganisation
af Hær og Flaade. Ogsaa andre Guvernører
end Juan uddannede betydelige Troppestyrker
efter europ. Mønster. Samtidig ophævede et
Edikt af 4. Oktbr 1910 forsk.
Mantshu-Garnisoner, og dermed var Grundlaget for
Mantshuernes Vælde slaaet bort. Kang-ju-wei’s
Revolution maatte glippe, da den ikke havde
Soldater bag sig; nu var Soldaterne uddannede, og
Ung-Kineserne skulde snart vise, at de forstod
at bruge dem.

Under Reformarbejdet fandtes stadig et
reaktionært Parti, Mantshu-Aristokratiet og deltes
Tilhængere, men hverken hos Folket ell.
Embedsmændene fik det Støtte, og hos
Centralregeringen fandt det intet Øre. Enkekejserinden
fulgte Reformvejen, da hun engang var slaaet
ind paa den. Næppe med sin gode Villie
lyttede hun til Juan’s Raad, hun selv var jo
Mantshu, og ved fl. Lejligheder lod hun sig
overtale af reaktionære Mantshu-Prinser som
Tuan og Tsjing. Hun var Despot af gammeldags
Støbning, Dynastiet var hende vigtigere end
Rigets Vel; hun manglede Indsigt i Statslivet
og de mange ny Krav, dets Udvikling medfører,
og hun bogreb heller ikke K.’s militære
Svaghed over for Europa, først Nøden tvang hende
til at følge Udviklingens Lov. Denne svigtende
politiske Forstaaelse gjorde hendes Politik svag,
svingende og holdningsløs, udsat for Prinsers og
Eunukers ansvarsløse Paavirkning. Hendes
gode Ven, Overeunuken Li-lien-jing, var i
mange Aar hendes betroede Raadgiver.

14. Novbr 1908 blev Himlens Søn, Kejser
Kuang-hsu en »Gæst i det Høje«, Dagen
efter døde ogsaa »den store, onde Dame«,
Kejserklanens sidste mandige Personlighed.
Dynastiets Fald kunde nu kun være et Tidsspørgsmaal.
Pu-li, en 2-aarig Søn af Kuarag-hsu’s Broder
»Soneprinsen« Tsjun, udraabtes til Kejser med
Regeringsnavnet Hsuantung (1908—12), og
den udpegede Regent, Prins Tsjun, overtog
Statens Styre. En af hans første
Regeringshandlinger var at hævne Broderens Nederlag i
1898. Juan fik straks Afsked fra sit Embede
»paa Grund af Svagelighed«, og det mentes
alm., baade bl. Europæerne og Kineserne selv,
at alle Reformer vilde ophøre.

Oktbr 1909 traadte de raadgivende
Provinslanddage for første Gang sammen i
Overensstemmelse med Forfatningsediktet fra 1906, og
man var overalt enig om, at de udførte deres
Hverv fuldt ud forfatningsmæssigt. Aaret efter,
3. Oktbr, aabnede Prinsregenten et Rigsudvalg
i Peking, en Art Forparlament, paa 200
Medlemmer, 100 valgte af Kronen, 100 af
Provinslanddagene. Prins Pulun blev Forsamlingens
Præsident. Ifølge Septemberediktet af 1906 var
Forsamlingen kun raadgivende, men søgte
hurtigt at vinde Myndighed til at føre en virksom
Kontrol med Regeringen. Denne blev tvunget
til i Dekret af 4. Novbr 1910 at love
Forfatningens Indførelse i Løbet af 3 Aar. Ogsaa paa
andre Omraader maatte Regeringen vige for
den offentlige Mening, der bares frem af
Rigsudvalget. Heftig Strid voldte dettes Krav om,
at Kollegiesystemet afløstes af Enkeltministre,
ansvarlige over for Folkerepræsentationen. Men
Regeringen opløste Jan. 1911 baade
Forfatningskommissionen og Rigsudvalget og nedsatte
en ny, noget reaktionært farvet
Forfatningskommission. Herimod protesterede en
Parlamentsliga og forblev mod Regeringens Ønske i
Peking som et politisk Parti, samtidig med, at
der i Peking dannedes et Rigsforbund af alle
liberale Partier. Dette maatte Regeringen finde
sig i og gennemførte April 1911 den lovede
Ændring af Ministerierne. Den parlamentariske
Bevægelse havde siden 1906 sat Drøftelsen af
europ. Ideer paa Dagsordenen i K. De ung-kin.
Litterater oversatte Rousseau og Byron og
forherligede de fr. Revolutionshelte, vandrede fra
Landsby til Landsby og ophidsede Folket mod
Mantshuerne. Kang-ju-wei æredes som en
politisk Helgen. Litteraternes Fører var Kang’s gl.
Ven og Elev, Kantoneseren, Dr. Sun-jat-sen.
Efter en mislykket Sammensværgelse 1895 mod
Guvernøren i Kanton flygtede han til England
og senere til Japan, hvorfra han med sit Parti,
Kuo-ming-tan, virkede for Mantshuernes Fald.
Særlig i Syd-K., hvor der altid næres en vis
Modvillie mod Styrelsen i Norden, vandt de
republikanske Ideer sikkert Fodfæste, kraftigt
støttede af de altid urolige hemmelige
Selskaber.

For alle Indviede stod det klart, at det
stundede til en Revolution mod Mantshuerne, der
faktisk kun havde Magtens Skin tilbage. At
Udbruddet kom Efteraaret 1911, skyldtes
hovedsagelig den mislykkede Rishøst med deraf flg.
Hungersnød i Jangtse-Provinserne og
Regeringens centraliserende Jernbanepolitik. Da
Ediktet af 9. Maj 1911 ophævede en Række
Jernbanekoncessioner og udtalte, at Staten vilde
overtage alle Baner under Bygning og for
Fremtiden selv anlægge Banerne, rejste sig en
Storm af Forbitrelse alle Vegne, især i Syd-K.,
hvor der havde dannet sig talrige private
Jernbaneselskaber. Medvirkende Aarsager til det
stigende Misnøje var Harmen over Japanernes
Optræden i Mantshuriet og Russernes i det
vestlige Mongoli. Yderligere kom hertil
Forbitrelsen over det kun for et Syns Skyld ansvarlige
Mantshu-Kabinet, Agitationen for Forfatningen
og Kravet om Indkaldelse af et
grundlovgivende Nationalparlament.

Oprøret begyndte i den store folkerige
Provins Sze-tsjuan, hvor de private
Jernbaneselskaber var særlig mægtige. Da Guvernøren lod
nogle Medlemmer af Provinslanddagen fængsle
for Agitation mod Regeringen, brød Gæringen
ud i aaben Kamp. Oprøret bredte sig hurtigt
under Løsenet: Mantshuernes Fordrivelse. De
kin. Regimenter i de store Byer ved Jangtse
angreb Mantshutropperne. I Løbet af faa Dage
var Oprørerne Herrer over Wu-tsjang, Hankou
og Han-jang, medens Regeringstropperne
maatte trække sig N. paa ind i Naboprovinsen Honan
(10.—12. Oktbr 1911). Mantshuregeringen øjnede
nu Farens Størrelse. Krigsministeren sendtes
hurtigt af Sted med Nord-K.’s bedst uddannede
Soldater, og Regenten bekvemmede sig til at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0903.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free