Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu tillige med Kirkeritualet af 1685 og
Alterbogen af 1688 udgør Grundlaget for den danske
Folkekirkes Ret, om end mangfoldige
Ændringer senere er indførte.
Allerede Frederik II havde 20. Septbr 1569
udstedt 25 Artikler om den rette og sande
Religion, der skulde forelægges alle Udlændinge,
som vilde bo i Danmark (og Norge), og som af
dem skulde »annammes, hvis de vilde beholde
Ophold her i Landet«. Overensstemmende
hermed paalægger ogsaa Frederik III i
Kongelovens Art. I — da »den bedste Beg. til al Ting
er at begynde med Gud« — ikke blot sine
Efterkommere i tusinde Led selv at holde sig til den
Augsburgske Konfession,, men og »ved samme
rene og uforfalskede kristelige Tro holde
Landsens Indbyggere, og den vældeligen haandhæve
og beskærme i disse Lande og Riger mod alle
Kættere, Sværmere og Gudsbespottere«. Som
bestaaende Retssamfund kunde derfor i disse
Tider kun den evangelisk-lutherske Kirke
betegnes, og K. som Indbegrebet af de Retsregler,
der gælder for Kirken som saadan, navnlig for
saa vidt den indvortes K. angik, kunde derfor
kun omhandle denne Kirke. Naar kirkeretlige
Bestemmelser gaves om andre Trosbekendere,
var det kun for saa at sige at betegne ell.
understrege deres Retløshed, saaledes i D. L. 6—1,
der omhandler »vildfarende Lære,
Gudsbespottelse og Trolddom«, og iflg. hvis Bestemmelser
bl. a. de, der affalder til den papistiske Religion,
betages Retten til at arve, Munke, Jesuitter og
deslige papistiske gejstlige Personer under
deres Livs Fortabelse forbydes Adgang til Kongens
Riger og Lande og erklæres fredløse, samt »alle
andre særlige Samkvemme til nogen anden
Religions Øvelse ell. Prædiken end den, som i den
anden Bog ommeldet er«, afskaffes og straffes
paa samme Maade. Nævnes kan ogsaa D. L.
3—20, der sammenstiller »Jøder og Tatere«.
Det var derfor af sær kgl. Naade, naar
fremmede Religionsudøvere fik Tilladelse til at
opholde sig i Danmark, og de kirkeretlige
Bestemmelser, hvorved saadan Tilladelse meddeltes,
satte skarpe Grænser for Tilladelsens Omfang,
og der tilsigtedes fra Begyndelsen af saa vidt
muligt at holde Landets egne Børn paa Afstand
fra de Fremmede. Al kristelig ikke
evangelisk-luthersk Gudstjeneste maatte saaledes kun
holdes i fremmed Sprog, og Børnene skulde holdes
i særskilte Skoler. At de fremmede
Religionsbekendere, efter at der først var givet dem
Adgang til Riget — om end de fra først af mere
betragtedes som taalte end som anerkendte her
—, knyttede Forbindelser med Landets Børn,
lod sig imidlertid ikke forhindre, og
kirkeretlige Bestemmelser blev nu nødvendige baade
for Indgaaelse af blandede Ægteskaber og om
Børn af saadanne Ægteskaber. Jøder, bestemtes
det, maatte kun indgaa Ægteskab med
evangelisk-lutherske Kristne efter Bevilling, der kun
meddeltes paa Vilkaar, at Børnene skulde
opdrages i den evangelisk-lutherske Tro. Til
Ægteskab mellem en Evangelisk-luthersk og en
Romersk-kat. krævedes Vielse ved en
evangelisk-luthersk Præst, og Børnene fordredes ogsaa
her opdragne i den evangelisk-lutherske
Religion. Da det befandtes, at nogle var rejste til
Lübeck ell. andensteds hen og der havde
bekendt sig til den rom.-kat. Religion for at
omgaa de strenge kirkeretlige Regler om blandede
Ægteskaber, forbødes det ved en Frd. 19. Septbr
1766 saadanne paa ny at indfinde sig i Riget,
og der gaves i Forordningen en hel Række
andre strenge Bestemmelser imod den papistiske
Religion og om blandede Ægteskaber mellem
Lutheranere og Katolikker. Kun over for de
Reformerte stillede man sig mildere. Ogsaa paa
andre Punkter maatte Staten, efter at den først
havde aabenlyst optaget de fremmede
Religionsbekendere i sin Midte, give Regler for
Ordningen af deres Forhold, saaledes om deres
rent borgerlige Retsforhold, jfr. Anordn. (og
Reglement) af 29. Marts 1814 ang., hvad
Bekendere af den mosaiske Religion, der opholder
sig i Danmark, har at iagttage.
Ved Grl. af 5. Juni 1849 indførtes
Religionsfriheden, og med den nødvendiggjordes en
Række kirkeretlige Regler til at hævde den
borgerlige Retsstillings Uafhængighed af
Trosbekendelsen, hvilke ogsaa efterhaanden er blevne
givne. Derimod er Bestemmelsen i Grl om, at
de anerkendte Trossamfunds Forhold skal
ordnes ved Lov, lige saa lidt bleven opfyldt som
Bestemmelsen om, at Folkekirkens Forfatning
skal ordnes ved Lov. Om hvad der skal forstaas
ved Ordene: Folkekirkens Forfatning, kan
henvises til Art. »Kirkeforfatning«. M. H. t.
Forstaaelsen af Udtrykket: de anerkendte
Trossamfunds Forhold kan maaske henvises til de
Principper, der siden Grl.’s Emanation er bragte til
Anvendelse for Statens Virksomhed i Henseende
til de uden for Folkekirken anerkendte
Trossamfund. Det hedder herom bl. a. i en
Skrivelse fra Kultusministeriet af 27. Jan. 1897, at
Statens Virksomhed paa dette Omraade — bortset
fra det alm. Tilsyn med alle religiøse Samfund
m. H. t. Sædelighed og den offentlige Orden
saavel som med Skoleundervisningen i samme
— i det væsentlige indskrænker sig til at
fastsætte og paase de nødvendige Betingelser for
Antagelse og Anerkendelse af de anerkendte
Trossamfunds Præster m. H. t. Bemyndigelse
for disse til at udføre kirkelige Handlinger med
borgerlig Gyldighed. Nogen Indblanding fra
Statens Side i disse Trossamfunds indre
Organisation ell. liturgiske Forskrifter kan der derimod
næppe blive Tale om. Herimod taler ikke, at
Staten i en Anordn. af 22. Jan. 1897 har betinget
sig at approbere Begravelsesritualer for disse
Trossamfund, naar de vil have Adgang for
deres Præster til Folkekirkens Kirkegaarde; thi
denne Fordring er alene stillet for Folkekirkens
Skyld, for at sikre denne imod, at der paa dens
Kirkegaarde foretages noget, som kan være
stridende mod Folkekirkens Love ell. krænkende
for denne, og den samme Fordring er følgelig
ogsaa stillet til de ikke anerkendte Trossamfund,
som ønsker Adgang for deres Præster til
Kirkegaardene. Noget andet er det, at Staten for
at meddele Anerkendelse af en Præst ved et
anerkendt Trossamfund fordrer godtgjort, at
den specielle Afdeling af Trossamfundet, for
hvilken Præsten ønskes anerkendt, skal have
organiseret sig under en vis Styrelse og
Ordning. Kun for Jøderne er der ad Lovgivningens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
