Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kleist, Bernd Heinrich Wilhelm v. - Kleist, Ewald Christian v. - Kleist, Friedrich Emil Ferdinand Heinrich - Kleisthenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhaabninger; mere bitter end nogen Sinde
vendte han tilbage til Berlin (1809), hvor han
henslæbte sit Liv i en fortvivlet Kamp for
Tilværelsen. Det lykkedes ham dog at
tilendebringe sit ypperlige Digterværk »Prins
Friedrich von Homburg« og at udgive sine samlede
»Erzählungen« (1810). Hans Forventning om at
faa »Der Prinz v. H.« opført i Berlin, blev
skuffet, og denne Skuffelse knækkede hans
sidste Livsmod. Sammen med en Veninde, Fru
Henriette Vogel, til hvem han følte sig
knyttet i den overspændte Tilstand, i hvilken
baade han og hun, som var uhelbredelig syg,
befandt sig, kørte han 20. Novbr 1811 til
Potsdam, og her skød han efter fælles
Overenskomst først hende og derpaa sig selv ved
Wannsee. K. staar for Eftertiden som en af
Tysklands store Digtere, hvem Tidens politiske
Forvirringer og egen sjælelig Sygelighed
hindrede i at vinde frem til aandelig Harmoni og
Afklarethed. Men hans dybe, mørkt farvede
Lidenskab og hans Evne til at skildre sjælelige
Tilstande gør ham bl. Romantikerne til den,
hvem vor Tid fuldtud forstaar, foruden at hans
Skæbne vækker den dybeste menneskelige
Deltagelse. »Gesammelte Schriften« ved Tieck (3
Bd 1826), ved Kurz (2 Bd, 1872), ved
Wilbrandt (1879; ogsaa i Hempers Udg.), ved
Grisebach (2 Bd, 1884); ved Muncker (4 Bd,
1884; ny Udg. 1893), ved Jul. Schmidt (2 Bd,
1891), ved Erich Schmidt 1904;
Brevsamlinger ved forsk. (1848, 1860, 1882, 1883).
(Litt.: Wilbrandt, »H. v. K.« [1863];
Brahm, »H. v. K.« [3. Opl. 1892];
Bonafons, Henri de K., sa vie et ses œuvres
[1894]; Carl Behrens, »H. v. K.« [Kbhvn
1910]; W. Hertzog, »H. v. K.« [1911];
Witkop, »H. v. K.« [1921]).
(C. A. N.). C. B-s.
Kleist [kla^ist], Ewald Christian v.,
tysk Digter, f. paa Godset Zeblin ved Köslin i
Pommern 7. Marts 1715, d i Frankfurt a. d. O.
24. Aug. 1759. Han studerede i Königsberg og
blev dansk Officer 1736, men reklameredes af
Frederik II 1740, hvorpaa han indtraadte i
den preuss. Armé. I Potsdam gjorde han
Bekendtskab med Gleim og Ramler, der roste
hans poetiske Forsøg, og i Schweiz, hvor han
opholdt sig som Hverveofficer (1752—53),
sluttede han Venskab med Bodmer og Gessner.
Efter med Hæder at have deltaget i den
2. Schlesiske Krig avancerede han til Major
(1757) og blev Direktør for et Lazaret i
Leipzig, hvor han kom i Forbindelse med Lessing,
af hvem han paavirkedes i dram. Retning,
men hans eneste Forsøg paa dette Omraade,
(Udkastet »Seneca«) var efter hans egen
Mening mislykket. I Slaget ved Kunersdorf (1759)
blev han haardt saaret liggende paa Valpladsen,
udplyndret af Kosakker, og først Dagen efter
transporteret til Frankfurt, hvor han døde af
sine Saar. I hans Digte er især
Naturskildringen frisk og opr. Han har ogsaa forsøgt sig i
Fabelen, Idyllen og Hymnen. »Sämtliche
Werke« udg. af Ramler (2 Bd, 1760), af Körte med
Biografi (2 Bd, 1803), af Sauer med
Brevsamling (3 Bd, 1884). (Litt.: Einbeck, »E. C.
v. K.« [1861]; Chuquet, De Ewaldi Kleistii
vita et scriptes [Paris 1887]).
(C. A. N.). C. B-s.
Kleist [kla^ist], Friedrich Emil
Ferdinand Heinrich, Greve af Nollendorf,
Preuss. Feltmarskal, f. 9. Apr. 1762 i Berlin,
d. smst. 17. Febr 1822. Han udnævntes 1778 til
Officer i Infanteriet, kom 1790 til Tjeneste i
Generalstaben og ansattes 1803 som
Generaladjutant hos Kongen; 1808 havde han naaet
Generalmajors Rang og blev 1809 Kommandant
i Berlin. Under Ruslandstoget kommanderede
han en Brigade i York’s Korps og
forfremmedes til Generalløjtnant. 1813 viste han
fremtrædende Dygtighed ved Halle, Bautzen og
Dresden, og Vandamme’s Nederlag ved Kulm
skyldtes K., der over Nollendorf med sit Korps
faldt Franskmændene i Ryggen. Han
belønnedes senere for denne Vaabendaad med Titlen
»Greve af Nollendorf«. I Slaget ved Leipzig
kommanderede han den bøhmiske Hærs
venstre Fløj, angreb Fjenden 16. Oktbr ved
Markkleeberg og Wachau og bestod 18. ved
Probstheida en af de blodigste Kampe i hele
Felttoget. K. fulgte med ind i Frankrig, droges
med ind i Nederlaget ved Étoges, men bidrog
ved det i Forbindelse med York udførte
natlige Angreb 9. Marts 1814 væsentlig til Sejren
ved Laon. Efter Slaget ved Paris 30. Marts
udnævntes han til »General der Infanterie« og fik
som Dotation Domænen Stötterlingenburg i
Fyrstendømmet Halberstadt. 1815 fik han
Overkommandoen over det nordtyske Armékorps,
men Sygdom tvang ham snart til at opgive
denne Kommando. Efter den anden
Fredsslutning i Paris overtog han Generalkommandoen
i Provinsen Sachsen, indtil han p. Gr. a.
Svagelighed fik sin Afsked 1821 som Feltmarskal.
(B. P. B.). O. M.
Kleisthenes [’klæ^i-, gr. -’stene.s], 1) Tyran
i Sikyon i det gl. Grækenland, den sidste af
Orthagoridernes Dynasti (d. omtr. 565 f. Kr.).
Han søgte at kue de doriske Stammer i Sikyon,
idet han støttede sig paa den ikke-doriske
Befolkning. Han deltog i den 1. hellige Krig mod
Krisa.
2) Athenisk Statsmand af Alkmeonidernes
Slægt, Søn af Megakles og Agariste, en Datter
af den nysnævnte K. Efter at Tyrannen
Hippias var blevet styrtet (510 f. Kr.), ledede K.
det demokratiske Parti i Athen, medens
Aristokraternes Fører var Isagoras. Det lykkedes
K. at faa gennemført en Forfatningsforandring
i demokratisk Retning. Især søgte han at
bryde de gl. Adelsslægters Magt ved at foretage
en ny politisk Inddeling af Folket. I St f. de 4
gl. Fyler indrettedes der 10 ny, saaledes at
hver Fyle sammensattes af Kredse (Demer)
fra forsk. Dele af Landet, hvorved Adelens
Indflydelse paa Befolkningen vanskeliggjordes.
Endvidere optoges der en Del ny Borgere.
Antallet af Raadets Medlemmer forøgedes fra
400 til 500 (nemlig 50 af hver Fyle, udtagne ved
Ledkastning bl. Kandidaterne), og dette Raad
fik en større Indflydelse paa Styrelsen end
tidligere. For at hindre Tyranniets Genoprettelse
indførtes Ostrakismen (s. d.), hvorved enhver,
der mentes at true Borgernes Frihed, kunde
landsforvises. Gennemførelsen af K.’s
Reformer gik imidlertid ikke af uden Modstand fra
Adelspartiets Side. Da Isagoras søgte Støtte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
