Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Komet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lysstyrke fra 12. til 8. Størrelse, og ved Holmes’
K. (1892 III), der 14. Jan. 1893 var et Objekt,
som meget vanskelig kunde ses, 16. Jan. og
flg. Dage lyste som en Stjerne af 8. Størrelse.
Til disse interessante Fænomener maa ogsaa
henregnes Delingen af K. Denne kan være af
dobbelt Art. Enten kan Kernen som allerede
nævnt deles op i fl. Stykker, indesluttede i det
samme Taagehylster, saa K. kun bestaar af
Coma, hvori der befinder sig fl. Kerner —,
ell. K. kan deles i fl. Partier hvert med sin
Coma og Kerne. Herhen hører de ovf. omtalte
Ophobninger af lysende Materie, som viste sig
ved Fotografering af K. 1892 I og 1892 III;
skarpt udprægede Bikometer iagttog man ved
Brooks’ K. (1889 V), hvor man først saa to
Ledsagere, hver med en lille Kerne og en kort
Hale, senere blev to andre Ledsagere
bemærkede, disse var betydelig lyssvagere
end de to førstnævnte, og de
forsvandt ogsaa snart. Da K. igen
kunde observeres (1896), var der
ikke Spor at se af Bikometer.
I Oldtiden og Middelalderen blev
K. mere betragtede som telluriske
end kosmiske Fænomener;
rigtignok finder man nu og da
Anskuelser udtalte, som peger hen paa en
sandere Forstaaelse af, at K.
hører hjemme i Verdensrummet. Men
først Brahe’s Forsøg paa at
bestemme Parallaksen for K. 1577 viste,
da han ikke fandt nogen Værdi for
denne, at K. maatte være længere
fra Jorden end Maanen. Og da nu
paa denne Vis K.’s kosmiske
Karakter var fastslaaet, var det
næste Skridt at bestemme dens Bane.
Kepler anviste K. 1618 en retlinet
Bane, Hevel derimod fandt det
sandsynligere, at K. bevægede sig
efter parabolske Baner ell. i det
mindste Baner, der var konkave
mod Solen. Dörfel prøvede disse
Ideer ved K. 1680 og fandt ikke
blot Banens parabolske Form, men
opdagede ogsaa, at Solen staar i
Parablens Brændpunkt. Kort efter
viste Newton, at K. maa under
Paavirkning af Gravitationen
bevæge sig enten i en Ellipse,
Parabel ell. Hyperbel. Har Banen den
førstnævnte Form, kommer K.
tilbage til Solen efter en vis Tids
Forløb; følger den de to andre
Former, vil den ikke ses mere, men
gaa ud i Verdensrummet. Og
bevæger nu K. sig i en Parabel, vil Banen,
hvis K.’s Hastighed af en ell. anden Grund blev
mindre, gaa over til at blive elliptisk; bliver
Hastigheden større, vil Banen blive hyperbolsk.
Parablen danner nemlig et Grænsetilfælde. Ved
et stort Antal af de hidtil iagttagede K.
 |
| Fig. 1. Donatis Komet. |
 |
| Fig. 2. Kometen fra 1744. |
 |
| Fig. 3. Kometen fra 1850 (I). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
