Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kyhn, Peter Vilhelm Carl - Kühne, August
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
adskillige af hans Studier fra Rejsen er ypperlige,
men det samme er ikke Tilfældet med de større
Billeder, han malte herefter. Det blev da ogsaa
hans eneste Udenlandsrejse. Hans kunstneriske
Gerning var nøje knyttet til Danmark, selv om
han fl. Gange havde Sommerophold i Norge og i
Sydsverige. Hans egl. Virke blev som en gradvis
Opdagen og Udforskning af den danske Natur
i alle Egne og til alle Aarstider. Dateringerne
paa hans Studier viser, at han til Tider har
fartet lidt rastløs omkr. og samme Aar kan have
arbejdet paa fl. langt fra hverandre liggende
St. Han skød sine Studieture op langs Sundets
Kyst over Taarbæk til Hornbæk og malte en Del
Marinebilleder (han tænkte opr. mest paa at
blive Sømaler); han gik Vestpaa til
Frederiksborg, Frederikssund og Jægerspris, Sydpaa ned
til Falster. Ved Midten af 1850’erne søgte han
igen til Jylland, som han efterhaanden
omspændte lige fra Haderslevegnen og Kolding
helt op til Skagen og ud til Vesterhavet, og paa
Vejen malte han i Faaborgegnen og
Middelfartegnen. Fra han 1869 havde fornyet sin Ungdoms
Bekendtskab med Egnene omkr. Viborg, Hald,
Silkeborg og Himmelbjerget, tog denne
Danmarks mest storslaaede Natur Hovedpladsen i
hans Virke. Dog færdedes han ogsaa mere og
mere i Vejle- og Horsensegnen og, især i den
senere Del af hans Liv, i det nordvestlige
Sjælland (Nykøbing, Rørvig, Bramsnæs). Al sin
Tid var K. en flittig Friluftarbejder, og fra
først til sidst bærer hans Studier Præget af en
stærk Evne til Fordybelse i Naturen og alle
dens skiftende Aasyn til de forsk. Døgnets og
Aarets Tider og i de forsk. Egne. I sine yngre
Aar, ja helt op i 1870’erne led han dog under
den Forestilling, at det var hans Pligt hjemme
i Atelieret at arbejde efter sine Studier paa
rigtige »Udstillingsbilleder«, skønt dette egl. kun
i højst betinget Grad laa for hans Naturel. Og
trods hans medfødte og sikre Sans for det
monumentale i Landskabet, navnlig i de vide
Udsigter, saa mærker man dog paa adskillige
af hans Billeder i større Maal, at
Atelierarbejdet har været ham en Hemsko, naturligvis
især i de yngre Aar, som f. Eks. »Vinteraften
i en Skov« (1854, Kunstmuseet) og delvis endnu
i »Vinteraften ved en Fjord« (1875, smst.) trods
det pragtfulde i Motivet. Men andre Gange, som
i den store »Udsigt fra Bjergelide ved
Horsens« (1859, smst.), er dette overvundet, og alle
hans ypperste Egenskaber, baade i
Komposition, i Farve, i Rum og i Lys kommer til
deres fulde Ret. K. var ellers ikke, trods megen
Dygtighed, særlig Formens Mester saaledes som
Skovgaard og Lundbye var det, men i sine
bedste Arbejder, navnlig de mindre (Studierne)
naar han dem paa Siden ret godt i Liniefølelse,
i Sansen for Motivet, og navnlig i Farven, hvor
han vel snarest er den rigeste og
mangfoldigste af de tre. Navnlig er han ypperlig Mester i
Behandlingen af Luften, baade af Atmosfæren
og dens Forhold til Lyset, og af Skyformerne.
Et af hans Hovedværker, det store
»Oktober Aften ved Rye« (1887, tilhørende Greve
J. L. Moltke), hævder sig ved disse Egenskaber
en første Rangs Plads i dansk Landskabskunst
overhovedet, og har tilfulde fortjent sin
overordentlige Popularitet. Den Strømning fra fr.
Kunst, som i 1870’erne og 1880’erne kom hertil,
og som ellers var K. temmelig imod, gavnede
ham dog ved at befri ham fra Traditionen om
Atelierarbejdets Nødvendighed, om Forskellen
mellem Studie og Billede. Ogsaa hans større
Arbejder bærer fra den Tid som oftest et Præg
af direkte Forhold til Naturen under Arbejdet,
der giver en lgn. Friskhed som de mindre
Studier, og denne Friskhed tiltog i de Leveaar,
der ellers ofte mærker en Kunstners Værk som
Gammelmands. Det var næsten, som han blev
ved at stige i Naturfylde og Styrke, jo ældre
han blev, lige til faa Aar før hans Død. Men
som Helhed gælder det dog om alle hans
Værker, at de mindre Studier, som er helt ell. saa
temmelig gjorte færdige ude i Naturen, er de
ypperste, og alle hans bedste Værdier, finder
man i dem. I Kunstmuseet er han
repræsenteret ved en ret anselig og godt udvalgt Rk.
af større og mindre Arbejder, som ganske
bekræfter dette Indtryk. En afgørende Egenskab
ved hans Kunst er dens jævne, stilfærdige, men
dybtgaaende Danskhed, hvis Vrangside var en
til Tider noget overdreven Mistro til alt
udenlandsk. Denne gjorde ham til en skarp
Modstander af de fr. Strømninger i 1870’erne og
senere; men han havde jo ikke helt Uret i sin
Beskyldning mod dem for at friste til en
udvendig Virtuositet, der rummede en Fare.
Denne hans Holdning blev den ydre Anledning til
hans Brud med Akademiet (af hvilket han var
blevet Medlem 1870), da dette 1882 gav Krøyer
Udstillingsmedaillen; men den egl. Grund til
hans Udtræden laa dog dybere, i at først det
Høyen-Skovgaard’ske og siden det Meldahl’ske
Parti holdt ham uden for al Indflydelse. Mænd
med saa selvstændige og ubestikkelige
Meninger som K. har man sjældent Brug for i
parlamentariske Forsamlinger og deres
Partimanøvrer. Akademiet tildelte ham heller aldrig
Udstillingsmedaillen. Den største Del af sit Liv
stod K. noget ensom bl. danske Kunstnere, og
han tjente aldrig Guld og grønne Skove ved sin
Kunst. Dog vandt han i Tidens Løb en trofast
Kreds af Elever og Venner (bl. disse navnlig
Harald Foss), og i sine Oldingeaar var han
Genstand for en enstemmig Beundring og
Ærbødighed baade hos Kaldsfæller og hos
Publikum. K. har ogsaa udg. en Del Raderinger.
P. J.
Kühne [’ky,nə], August, tysk Romanforf.,
f. i Herford i Westfalen 29. Novbr 1829, d. i
Wiesbaden 16. Apr. 1883. Han deltog som
Preuss. Gardeofficer i Felttogene 1866 og
1870—71 og udgav 1864 »Geschichte des dänischen
Feldzugs« og (anon.) »Skizzen aus dem
Feldzug von 1866«. Senere skrev han under
Pseudonymet Johannes van Dewall en lang
Række Romaner og Noveller, som især røber
indgaaende Kendskab til den fornemme Verden
og skildrer dens Levesæt, dens Dyder og
Udyder paa en livlig og fængslende Maade.
Fremhæves kan især: »Der rote Baschlik«
(1873), »Der Ulan« (1873), »Der Spielprofessor«
(1874), »Eine grosse Dame« (1875), »Else
Hohenthal« (1876), »Don Enrique de Ramiro« (1877),
»Der Roman eines Hypochonders« (1880),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
