Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Luminescens - luminøs - Lummer, Otto - Lumpacivagabundus - Lumpenus - Luna (Gudinde) - Luna (Bugt) - Luna, Alvaro de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Processer samt af levende Organismer og
forraadnende organiske Stoffer. Herhen hører f.
Eks. Skt Hansormens Lys. Interessant er den
amer. Ildflue, hvis Lys er blevet undersøgt og
har vist sig kun at indeholde lysende Straaler,
men ingen ultrarøde ell. ultraviolette.
E. S. J.
luminøs (lat.), lysende, klar.
Lummer [’lomər], Otto, tysk Fysiker, f. 17.
Juli 1860 i Gera. L. studerede i Tübingen, senere
i Berlin og tog Doktorgraden der 1884. S. A.
blev han Assistent hos Helmholz, 1887
videnskabelig Medarbejder ved den fys.-tekn.
Rigsanstalt, 1889 Medlem af og 1894 Prof. ved denne.
Siden 1904 har L. været ordinær Prof. og
Direktør for det fys. Institut ved Univ. i Breslau.
L.’s videnskabelige Arbejder angaar næsten
alle Lyslæren. Hans Doktorafhandling gav en
indgaaende Undersøgelse af Lysets Interferens
i planparallelle Plader. Denne Interferens er
benyttet i det af L. sammen med E. Gehrcke
(1902) fremstillede Interferensspektroskop —
L.-Gehrcke-Pladen — af høj Opløsningsevne.
I det hele er mange af L.’s Arbejder udført i
Fællesskab med andre. Saaledes konstruerede
L. sammen med E. Brodhun et meget anvendt
Fotometer (1889), sammen med F. Kurlbaum
et forbedret Bolometer (1892), sammen med W.
Wien og senere med E. Pringsheim (1897—1900)
udførte L. betydningsfulde
Eksperimentalundersøgelser over det absolut sorte Legemes
Straaling. Af L.’s Skr kan nævnes »Die Ziele
der Leuchttechnik« (1903, 2. Udg. 1918),
»Verflüssigung der Kohle und Herstellung der
Sonnentemperatur« (1914). Desuden har han
skrevet Bd II (Optik) af Müller-Pouillet’s »Lehrbuch
der Physik« (1909). Sammen med F. Reiche
har han udg. »Vorlesungen Abbes über die
Theorie des Mikroskops«.
E. S. J.
Lumpacivagabundus (af Lumpacius,
latiniseret tysk Lump og lat. vagabundus),
vagabonderende Stodder.
Lumpenus, se Tangspræl.
Luna (lat.), Maanen, dyrket som Gudinde
hos Romerne. En gl Helligdom for L. fandtes
paa Skraaningen af Aventinerhøjen, lige over
Circus Maximus; den sagdes at være grundlagt
af Servius Tullius, blev ødelagt ved den store
Brand under Nero, men atter opbygget. Paa
Palatinerhøjen laa et andet Tempel for L., der
holdtes oplyst om Natten. Ved
Maaneformørkelse søgte man ved støjende Musik med
Bækkener og Trompeter at fordrive Mørket, der
røvede Maanens Glans — en Skik, der har haft
og har en vid Udbredelse hos mange Folk.
Ellers vides ikke meget om L.’s Dyrkelse, der
utvivlsomt er ældgammel, men i den hist. Tid
ikke synes at have spillet nogen stor Rolle hos
Romerne. L. afbildes stundom kørende med to
Heste. M. H. t. Grækernes Maanegudinde, se
Selene.
C. B.
Luna. Romerne kaldte Bugten ved Spezia
Portus Lunæ efter Byen L., der laa 8 km fra
Bugten ved en lille Flod, og hvis faa Ruiner
endnu findes i Nærheden af Sarzana, saaledes
Amfiteatret, Forum, nogle Marmorskulpturer og
Indskrifter. L. laa paa Grænsen mellem Ligurer
og Etrusker og har sikkert været besat snart
af det ene Folk, snart af det andet; da Roms
Magt naaede hertil, blev den en rom. Koloni,
men forblev altid en mindre By trods stort Ry
for Vin, Ost og Marmor. Dette Marmor, som
Romerne opkaldte efter L., brødes i
nærliggende Brud, som nutildags har Navn efter Carrara.
I Middelalderen plyndredes L. først af
Normanner, senere af Arabere, og Malarien fuldendte
Affolkningen, saaledes at den i 15. Aarh. laa
hen som en forladt Ruinby. Den Omstændighed,
at Byen helt var bygget op af Marmor,
forklarer, hvorfor dens Ruiner nu er svundne ind til
en Ubetydelighed. Efter Byen L. kaldes endnu
Magras Dal La Lunigiana.
C. A.
Luna [’luna], Alvaro de, sp. Statsmand,
f. i sidste Aarti af 14. Aarh., d. i Valladolid 2.
Juni (ell. 5. Juli) 1453. L. er en af den ældre
sp. Histories betydeligste og interessanteste
Skikkelser. Udrustet med rige Aandsevner og
med ualmindelig Viljekraft kom han, der
tilhørte en fornem gl Slægt (hvortil ogsaa
Modpaven Benedikt XIII hørte), som ganske ung
til det kastilianske Hof og vandt her en
overordentlig Indflydelse hos den mindreaarige
Konge, Johan II. Dennes Formyndere søgte at sætte
Bom herfor, men da Johan blev myndig, stod
L. snart som Kastiliens virkelige Regent,
overøst med Rigdomme, Godser og Æresposter af
den svage Konge; først udnævntes han til
Konnetabel, siden til Santiago-Ordenens Stormester.
Selv kundskabsrig og med litterære Interesser
beskyttede han Videnskaben og Kunsterne, og
tapper og øvet i alle ridderlige Idrætter og med
Hærførertalent lagde han Planer om at lade
Maurerne føle Kastiliens Vaabenmagt. Men han
mødte haard og uforsonlig Modstand hos
Landets mægtige Adel, ført af Infanterne Enrique
og Juan (senere Konge af Navarra og
Aragonien under Navnet Johan II). I mange Aar
rasede Borgerkrig, og flere Gange fik man den
vankelmodige Konge til at forvise L., som dog
regelmæssig vendte atter snart tilbage til sin
forrige Stilling. Under alt dette lykkedes det
alligevel Konnetablen at føre to heldige Krige
mod Maurerne og især vinde et stort Slag 1431,
tæt uden for Granadas Porte; men de indre
Uroligheder bevirkede, at Sejren ikke fik de
tilbørlige Følger. Endelig standsede L. sine
Fjenders Rænkespil, der til sidst slog ud i
fuldstændig Oprør, ved at tilføje dem Nederlaget ved
Olmedo (1445). Hans eget Fald var dog ikke
meget fjernt: Kongens unge Gemalinde, Isabella
af Portugal, hadede ham og benyttede sin Magt
over Manden saaledes, at Johan lod den
glimrende Minister fængsle, og dømt for at have
»forhekset sin Herre« maatte L. — kort Tid før
Kongens egen Død — lade Livet paa
Retterstedet, hvor han til det sidste bevarede den
største Værdighed og Ro. At han altid tjente sin
Herre tro, skønt han holdt denne i
fuldkommen Afhængighed, er uden for al Tvivl; men
han synes ved alt for stor Stolthed og
Pragtlyst at have øget sine Fjenders Tal mere end
nødvendigt. Et smukt litterært Minde er sat
ham ved Crónica de D. A. de L., vistnok forf.
af en ham nærstaaende Mand (udg. af Flores,
Madrid 1784). Selv forfattede han Digte og
Prosaskrifter, hvoraf enkelte er udg. i den nyere
Tid. (Litt.: Rizzo y Ramirez, Juicio
critico y significación politica de D. A. de L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
