Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lønskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
allerede fra Ennius, og Cicero’s Frigivne Tiro
opfandt sit eget System, »de tironiske Tegn«,
om hvilke der ofte tales i Oldtidens Skrifter.
Endelig kan L. bestaa i en Forbindelse af fl.
Systemer, Alfabeter, Taltegn og ejendommelige
vilkaarlig valgte Tegn. Undertiden anvendes
forsk. Systemer til forsk. Dele af en
Meddelelse, naturligvis efter en i Forvejen aftalt
Fremgangsmaade. Til L. kan ogsaa anvendes helt
andre Midler. Man kan f. Eks. have forsynet
sine Korrespondenter med gennemhullede
Stykker Papir, der efter en vis aftalt Orden lægges
over de sendte Meddelelser, hvorved de Ord,
som indeholder den virkelige Meddelelse,
kommer til Syne i deres Rækkefølge. De Ord, der
dækkes, har slet ingen Bet., skal kun lede
Uvedkommende paa Vildspor. Det er under
disse Omstændigheder muligt at affatte
Skriftstykket saaledes, at det for Uindviede har et
helt andet Indhold end for rette Vedk. Man
kan ogsaa benytte en trykt Bog, helst en
sjældnere, og i den opsøge de Ord, man vil
meddele, og sende sin Korrespondent Tallet paa
Side, Linie og Plads i Linien, hvor Ordene
findes. Ved Afsendelse af Chifferdepecher kan
man, naar man derom har gjort Aftale, foran
og bag efter de betydende Talgrupper tilføje
Tal, som ingen virkelig Bet. har.
Det kan næppe omtvivles, at allerede
Fønikerne, hvem man gerne tilskriver Opfindelsen
af Bogstavskriften, og fra hvem mange Folk
har faaet deres Bogstavrække, har haft en L.
ved Siden af deres Alfabet. En saadan Skrift
vilde i ethvert Tilfælde have været dem af
stor Bet. ved deres Handelsforetagender og ved
Brevveksling imellem Moderlandet og
Udsalgssteder i fremmede Lande. Hos Israelitterne,
der ligesom deres Naboer (særlig Moabitterne)
tidlig fik deres Skrift fra Fønikerne, synes
ogsaa L. at have været kendt. Bogstavrækken
anvendtes stundom i omvendt Orden, hvorved
den blev de fleste uforstaaelig. Hos Jeremias
(25, 26) synes L. anvendt om Babylon, idet
[*][*][*] (SSK) svarer til [*][*][*] (BBL); [*] (S)
er nemlig næstsidste Bogstav, ligesom [*] (B)
næstførste i Hebræernes Bogstavrække.
En anden Maade at skjule et Ord for
Uvedkommende bestod i at behandle de Bogstaver,
med hvilke Ordet skrives, som Taltegn (Tal
udtrykkes nemlig paa Hebraisk som paa Græsk
ved Bogstaver), lægge Tallene sammen og
skrive Summen i St f. de enkelte Bogstaver; ja
stundom sattes et andet Ord af samme
Talværdi, men som slet ikke passede i
Sammenhængen, i Stedet, og det gjaldt da om at prøve
sig frem, indtil man fandt det rigtige Ord. Hos
Middelalderens Jøder anvendtes saadanne
Ombytninger meget ofte (det kaldtes Gematria).
I Johannes’ Aabenbaring (13, 18) finder man
et Eksempel paa, at et Ord er udtrykt ved et
Tal, nemlig ved: 666. Grækere og Romere
anvendte fl. Arter L. Spartanernes Depecher paa
Strimler er allerede omtalte, ligeledes de af
Ennius og Tiro anvendte særlige Tegn. Den
ovf. omtalte Bogstavombytning anvendtes af
Julius Cæsar, der udtrykte A ved D, B ved E
o. s. v. (per quartam elementorum litteram).
Ved Siden heraf var ogsaa andre Systemer i
Brug. — L. gik ikke til Grunde med
Romerriget. Vi finder saaledes L. anvendt i Karl den
Store’s Dage. I den flg. Tid steg Brugen af L.
stadig. Forholdene var saa usikre,
Forbindelserne saa vanskelige, at man altid maatte være
forberedt paa, at Breve og Budskaber
opsnappedes undervejs og kom i urette Hænder. Til
diplomatisk Brug, til Meddelelser og
Korrespondance imellem Regeringer og deres
Afsendinge i Udlandet, ja ogsaa til Brevveksling med
Embedsmænd i fjernere Rigsdele var L.
dengang saa at sige uundværlig. L. brugtes ogsaa
i Handelssager, men vistnok langtfra i saa vid
Udstrækning som senere. For Sikkerheds Skyld
maatte man oftere tage ny Systemer i Brug.
Som Følge heraf var der ved Middelalderens
Slutning en rig Mangfoldighed af L. at vælge
imellem, saafremt man kunde skaffe sig
Adgang til dem. For at lette Brugen af L.
samlede den lærde Abbed Joh. Trithemius
(Tritheim) i Spanheim en Del Systemer, efter
Opfordring af Hertugen af Bayern. Han udgav
dem 1500 i Skriftet »Poligraphia«, dog først
efter lang Betænkning, da han befrygtede, at
hans Bog kunde gøre Skade. En ital.
Matematiker J. B. Porta udgav 1563: De furtivis
litterarum notis, og Blaise de Vigenère i Paris
skrev 1587: Traité des chiffres. Forholdene i
Europa var i 16. og 17. Aarh. ikke meget bedre
end i Middelalderen; man maatte stadig være
forberedt paa, at Breve opsnappedes, og naar
man ikke vilde udsætte sig for, at Modparten,
ved at faa fremmede Meddelelser i Hænde, var
bedre underrettet om en Regerings ell.
Hærførers Planer end de, for hvem Meddelelserne
var bestemte, maatte man bruge L. Derfor ser
vi ogsaa Datidens mest begavede Mænd
arbejde paa Udfindelsen af ny Systemer, saaledes
Lord Baco af Verulam, Athanasius Kircher,
hans Discipel Kaspar Schott o. fl. Som
Betingelse for, at en L. svarer til sin Bestemmelse,
fordrer Baco, 1) at den er simpel, 2) umulig at
dechifrere og 3) at den ikke vækker Mistanke.
Meddelelserne maa se uskyldige ud, ellers vil
de let blive standsede paa deres Vej. Under
Borgerkrigene i England i 17. Aarh. brugtes L.
i vidt Omfang. Næsten enhver, som dengang
spillede en politisk Rolle, anvendte L. i sine
Meddelelser til Partifæller. Der udkom ogsaa
i England ved denne Tid en Mængde Skr om
L., bl. a. Thomas Willis: The schoolmaster in
the art of stenography (1647); John Wilkins,
senere Biskop i Exeter, udgav 1681: Mercury
or the secret and swift messenger. Efter Slaget
ved Naseby faldt et større Antal med L.
skrevne Aktstykker i Parlamentets Hænder. Nogle
af disse o. a. l. er først blevne tydede i vore
Dage, bl. a. af Prof. Wheatstone. Dechifrering
af L. uden Nøgler er i det hele langtfra saa
umulig en Ting, som det kunde synes. Allerførst
maa man bestemme, i hvad Sprog Skriftet er
affattet. Derefter maa man se, hvilke Tegn
der er de hyppigste (i mange Sprog er det e);
man maa derpaa se at finde ud af de meget
korte Ord, hvoraf der ikke er saa mange i de
fleste Sprog, o. s. v. Trykte Vejledninger til
Tydning af L. mangler ikke, f. Eks. Breithaupt:
Ars decifractoria (1737) og Vesin de Romani:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
