Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Majo, Francesco di - Majoli, Tommaso - Majolika - major (lat.) - Major (Officersgrad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Majo, Francesco di, ital. Komponist
(c. 1740—70), skrev en Rk. Operaer, der af
Samtiden nød megen Yndest, men hurtig
glemtes. M. har ogsaa skrevet en Del Kirkemusik.
W. B.
Majoli [ma’jåli], Tommaso, ital. Bogven,
levede i 16. Aarh.’s 1. Halvdel. Om hans
Person og Liv er intet bekendt; hans Navn
kendes kun fra de rigt dekorerede
Renaissancebind, han har ejet, og som i Reglen bar
Indskriften Tho. Maioli et amicorum (tilhører T.
M. og hans Venner), undertiden ogsaa Ordene
Ingratis servire nefas (man skal ikke tjene
utaknemmelige Mennesker) ell. det uklare
Inimici mei mea michi non me michi (muligt:
Mine Fjender kan berøve mig mine Sager, men
ikke tage mig selv fra mig). De Majoli’ske
Binds Dekoration er nær beslægtet med de
skønne Bind, hvormed Jean Grolier lod sine
Bøger forsyne; men man ved intet sikkert om
disse to Bogsamleres indbyrdes Forhold, saa
lidt som om, hvem af dem der er Ophavsmand
til den Stil, i hvilken deres Bind er dekoreret,
ell. hvilke Bogbindere de har haft i deres
Tjeneste. M.’s Bogsamlinger er spredt i
mangfoldige Biblioteker, deriblandt det kgl. Bibliotek i
Kbhvn, som ejer en af hans Bøger (smlg. C.
Elberling: »Breve fra en Bogelsker« [1909], S.
18).
(E. G.). C. S. P.
Majolika kaldes en Art Fajance, der efter
Brændingen faar et Overtræk af Lustreglasur,
som giver Overfladen et metallisk Skær.
Benævnelsen afledes fra Øen Majoroa, hvor der i
Middelalderen fandtes en berømt
Fajancefabrik. Man deler M. i de sp.-mauriske og de
ital.; de første er de ældste. Allerede 1350
omtales en stor Eksport fra Malaga, særlig af
Fliser (Azuleios), der anvendtes til
Vægbeklædning i Alhambra. Efter de seneste Forskninger
har man fastslaaet, at den berømte
Alhambravase ogsaa stammer herfra. Valencia var
ligeledes bekendt for sin rige kunstneriske
Produktion af Skaale, Vaser, Apotekerkrukker m.
m., der nu i høj Grad er efterstræbt af
Samlere. Allerede fra Beg. af 17. Aarh., samtidig
med Maurernes Fordrivelse, taber den sp. M.
sit særegne Præg, og i Løbet af et Aarh. herfra
ophører den ganske.
Den ital. M., der har sin Oprindelse fra den
persiske, begynder med det 15. Aarh.’s Midte.
Sgrafitto- (Indridsnings-) Tekniken er den først
anvendte. En bekendt Fajancemager fra
Midten af 16. Aarh., Cipriano Piccolpasso, har
efterladt sig detaillerede Beskrivelser af
Fabrikationen. Efter at Formen var afdrejet paa en
Sparkeskive, blev Genstanden brændt a bistuigo
(forglødet), hvorefter den fik et tyndt
Overtræk af Glasur. Paa denne malede man
Dekorationen med Farver, revne sammen med
Glasur (Marzacotto). Dette maatte udføres med
den højeste Grad af Sikkerhed, da ingen
Rettelser var mulig. Efter Tørringen af Farverne,
dyppedes Genstanden i et Kar med Glasur
(ogsaa Marzacotto), idet det porøse Ler fastsugede
et vist Lag heraf over sig, og den indsattes nu
i ildfaste Kapsler og brændtes i Blankovnen
(Højild). Om Lustreglasuren (Coperta’s)
Sammensætning er de Lærde endnu ikke helt enige,
men antagelig bestaar den af et Kobbersilikat,
der i et overordentlig tyndt Lag indbrændes i
Muffelovnen og oxyderes ved en reducerende Ild.
Faenza og Urbino var vel de berømteste og
mest skattede af de mere end 100 Værksteder,
der fandtes spredt i Italien. I Urbino
anvendtes, som Dekoration, ganske naturligt en Del
af Rafael’s Kompositioner, hvilket gav
Anledning til den Formodning, at Rafael selv havde
udført disse. Dette er dog ganske usandsynligt,
og dette bekræftes ogsaa derigennem, at næsten
alle de M.’er, hvorpaa der er anvendt Rafael’s
Kompositioner, er signerede med en Dato, der
er efter hans Død. Derimod ved man, at fl. af
Rafael’s Elever var beskæftiget som
Dekoratører ved Værkstederne i Urbino, hvor de
har frembragt uforlignelige Værker. I Urbino
anvendte man ofte den meget yndede Teknik:
bianco sopra bianco, det var hvidlige
Tinglasurer, der ornamentalt maledes ovenpaa og
delvis dækkede hinanden. I Caffagiola var et meget
berømt Værksted, der særligt arbejdede for
Medicierne, der beboede et Slot der, men
Værkstedet var dog ikke, som man tidligere har
formodet, stiftet ell. underholdt af disse. Det
ophører ved 17. Aarh.’s Beg. Af andre berømte
Værksteder kan nævnes Pessaro, Castel
Durante, Gubbio; blandt Kunstnere, der arbejdede
her var de betydeligste: Oratio Fontana, Guido
Durantino og Francesco Avelli, der alle virkede
i den første Halvdel af 16. Aarh. Fra Beg. af
17. Aarh. forringes baade Smag og Udførelse,
og fra Slutn. af s. A. ophører Tilvirkningen
ganske. Nogle Forsøg, der i 18. og 19. Aarh.
blev gjort for at genoptage den, frembragte
kun nogle mere ell. mindre tarvelige
Handelsvarer. (Litt.: Piccolpasso, Les troys
livres de l’art du pottier [Paris 1860];
Molinier, Les majoliques italiennes en Italie [Paris
1883]; E. Hannover, »Keramisk Haandbog«,
Tom, I [Kbhvn 1919]). Arn.K.
major (lat.), større; ved Navne: »den
Ældre«. I Logikken betyder m. (propositio)
Oversætningen i en Syllogisme.
H. H. R.
Major (lat.) er i mange Hære Betegnelsen
for den laveste Stabsofficersgrad. M.’s
tjenstlige Stilling inden for Regimentet er forsk. I
nogle Hære er han Afdelingschef, i andre er
hans Hovedvirksomhed at være Chefens
Hjælper ved Regimentets Uddannelse og
Administration. Betegnelsen stammer fra Spanien; i
Tyskland og Nordeuropa indførtes den paa
Trediveaarskrigens Tid og fortrængte den tidligere
alm. anvendte Benævnelse Oberstvagtmester. I
Danmark afskaffedes Chargen 1867, men den
findes endnu baade i Norge og Sverige. I
Frankrig betegner M. ikke nogen særlig
Tjenestegrad — den tilsvarende er chef de
bataillon (d’escadron) og commandant — men
anvendes enten alene ell. som Adjektiv, f. Eks.
capitaine-major, sergent-major, for at angive,
at vedk. Officer ell. Underofficer har med
Administrationen ell. særlig Tjeneste at gøre;
Militærlæger benævnes ligeledes ofte M. Plads-M.
kaldes i fl. Stater den Kommandanten, navnlig
til Haandhævdelsen af den indre Tjeneste,
attacherede Officer. Generalmajor (s. d.).
(B. P. B.). E. C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
