Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Markland, Jeremiah - Marklærke - Markmand - Markmus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udg. af Statius’ Silvae (1728), rig paa dristige
Konjekturer, og af Euripides’ Supplices (1763)
og Iphigenia i Aulis og i Tauroi (1771).
Bekendt er ogsaa hans Forsøg paa at bevise
Uægtheden af den opbevarede Brevveksling
mellem Cicero og Brutus samt af fl. af Cicero’s
Taler (Remarks on the epistles of Cicero to
Brutus [1745]).
H. H. R.
Marklærke, d. s. s. Sanglærke, se
Lærker.
Markmand forekommer i det ældre Sprog i
forsk. Bet. Det kan betyde en Person, der har
Jord i en Bymark, men i Jordfællesskabets Tid
bruges det som oftest om de Bestillingsmænd
i Landsbyerne, hvem det paahvilede at føre
Tilsyn med Overholdelsen af Markfreden, navnlig
ved at paase, at Heste og Kvæg ikke kom ind i
Sæden, og ved i paakommende Tilfælde at
optage dem. M.’s Hverv kunde i øvrigt være mere
ell. mindre omfattende, ligesom han snart
indtog en mere selvstændig og overordnet, snart
en ganske underordnet Stilling. Undertiden var
der kun een M., men der kunde ogsaa være fl.
P. J. J.
Markmus (Arvicola, Hypudæus) er den mest
typiske Slægt inden for Studsmusene (s. d.).
Det er mindre Gnavere med en særdeles vel
udviklet Tandbevæbning og en kraftig,
undersætsig Bygning. Fortænderne er større og
sværere end hos ægte Mus af samme
Størrelse, og de 3/3 rodaabne, stedsevoksende
Kindtænders Tyggeflader er udstyret med skarpe
Emailfolder paa tværs. Hver Tand er nemlig
ved dybe Furer fra Siden delt i 3—7
prismatiske Afdelinger, hvis Emailbeklædning
saaledes danner Tyggefladens fremstaaende
Kamme. Hyppig fyldes Furerne paa Tandens Side
med Tandkit. Da Kæbebenene maa have Plads
til de høje Tænder, og disse ogsaa betinger
kraftige Tyggemuskler, bliver Hovedet stort og
plumpt. Øjnene er smaa og Ørene næsten
skjulte mellem Haarene. Kroppen er kort og
svær, Benene lave og Halen haaret og kort,
højst omkr. det halve af Hoved og Krop
tilsammen. Som Tandbygningen viser, er det
kraftige Planteædere; de anretter adskillig
Ødelæggelse i Mark og Skov, ikke blot ved at
æde Korn og Frø, men meget mere ved at
begnave Rødder, Stængler og Blade. Heri
afviger de navnlig betydelig fra de ægte Mus og
særlig fra Skovmusen (Mus sylvaticus),
der forekommer sammen med dem og tit faar
Skyld for de Ødelæggelser, de anretter. Som
det fremgaar af omhyggelige Undersøgelser,
og som det ogsaa stemmer med dennes lidet
kraftig byggede knudrede Kindtænder, anretter
Skovmusen nemlig kun Skade ved at æde
Skovfrø og kradse de udsaaede, spirende Frø
op, medens den slet ikke æder Bark. Hvad
der ikke mindst bidrager til at gøre
Museskaden saa stor, at den sikkert nok er den største
Skade, der anrettes af Dyr i de danske Skove,
er, at M. som alle mindre Gnavere formerer
sig saa uhyggelig stærkt. Det ene Kuld paa
4—8 afløser det andet i Sommerens Løb nede
i det lune, med Mos og Græs udforede,
hyppigst underjordiske Bo. Efter 2 Maaneders
Forløb er de ved Fødslen nøgne og hjælpeløse
Unger voksne og begynder at formere sig, saa
at man har udregnet, at et overvintrende Par
M. i Sommerens Løb kunde præstere et Afkom
paa 200, hvis alle levede og fik Lov at formere
sig videre. I Danmark findes 4, i Norge 6
Arter. Den største og kraftigste er
Jordrotten ell. Vandrotten, i Norge Vond
(Arvicola amphibius), ogsaa kaldet
Mosegrisen. Den er af Rottestørrelse (Kroplængden
indtil 20 cm, Halen 12 cm), men kendes let fra
den brune Rotte, der ogsaa hyppig træffes i
og ved Vand og fejlagtig kaldes Vandrotte,
dels ved sin meget plumpere Bygning med
stort, tykt, paafaldende kort og butsnudet
Hoved, dels ved sin tættere, langt mindre
glatliggende, i Vinterdragten meget langhaarede
Pels og endelig ved sin forholdsvis meget
kortere Hale, der er ret tæt haarklædt. Farven
mørkebrun, ofte graasort, næsten helt sort paa
Ryggen, Undersiden lysere brun, oftest lidt
rustfarvet. Øret lille og tyndt, klædt med lange
Haar. Fingrenes Kløer stærke. Udbredt over
hele Danmark, ogsaa paa Bornholm, samt over
hele Skandinavien og det øvrige Europa (dog
ikke i Irland) samt i Lilleasien og hele
Nordasien. Jordrotten holder mest af fugtige St., og
ved Damme og Grøfter ser man hyppig dens
Huller og de store Muldskud, den ligesom
Muldvarpen danner over Jorden. Af og til faar
man ogsaa paa Landet ell. i Vandet Øje paa
Dyret selv, naar det søger sin Føde, der ikke
bestaar af Plantedele alene, men ogsaa af
mindre Hvirveldyr og Insekter. Den svømmer med
lige stor Færdighed i Vandskorpen og under
Vandet; hovedsagelig et Natdyr; temmelig sky
og holder sig som Regel i sine Gange om
Dagen. Sover ikke Vintersøvn og laver ofte Gange
under Sneen paa Jordens Overflade. Faar 2—3
Gange aarlig 5—8 Unger, der gemmes i deres
med Straa udforede Bo, der ligger noget under
Græstørven. Foruden den Skade, den kan
foraarsage ved at gennemgrave Dæmninger,
nedbryde Grøftekanter o. l., er det navnlig dens
Angreb i Skovene, man frygter. Her kan den
nemlig ødelægge selv armtykke Træer ved at
gnave dem over under Jorden; navnlig synes
det at gaa ud over Eg og Ask som de Træer,
der hyppigst plantes paa fugtige St., men selv
hvor der er helt tørt, er Egen ikke sikker,
medens omvendt alle Løvtræer, der plantes paa
fugtig Bund, er udsatte for dens Angreb. Kun
i Mangel af bedre har man set den tage til
 |
| Fig. 1. Kindtænder af Skovmus (A) og Markmus (Arvicola agrestis) (B), set fra Siden, c Cement i Furerne paa Tanden. |
 |
| Fig. 2. Omrids af Hovedskallen af Skovmus (A) og Husmus (B), set ovenfra. i Mellemisseben. Omtrent nat. Størrelse. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
