- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
830

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meded - Mededsmænd - Medeia

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kaldtes logh, det alm. lovbestemte Bevis. At M.
kom til at spille denne Rolle, hænger sammen
med, at i den gl. Proces Beviset opr. er ordnet
saaledes, at Sigtede har Ret, men ogsaa Pligt
til Nægtelse, til at »sige Nej« til Anklagen; man
søgte saa at styrke Nægtelsen ved at lade denne
understøttes af et Antal uberygtede Mænd, der
bevidnede Partens Paalidelighed. Hvis dette
Bevis for Sigtedes Uskyldighed mislykkedes,
tabte han Sagen, medens han omvendt
ubetinget vandt den, naar Beviset lykkedes, og det
uagtet Mededsmændene ikke behøvede at have
nogen som helst Kundskab om Faktum, men
alene Tro paa Anklagedes Paalidelighed.
Mededsmænd udtoges af den Sværgende selv, opr.
vistnok altid bl. hans Frænder, der havde en
Pligt til at understøtte ham, hvis de kunde gøre
det med god Samvittighed. Derfor kaldtes M.
i senere Tid ligefrem for Kønsed, ɔ: Slægtsed.
Om en særlig Form for M. af Slægtninge, hvor
Mededsmændene undtagelsesvis udpegedes af
den Sværgendes Modpart, se Kønsnævn.
Efterhaanden blev det dog sædvanligt ogsaa at
bruge andre end Frænder som Mededsmænd.
Mededsmændene skulde være lovfaste Mænd,
og undertiden stilledes der særlige Fordringer
til deres Egenskaber. Iflg. Skaanske Lov skulde
de saaledes i Ejendomstrætter være
Selvejerbønder, i Købstæderne spillede M. med
Gildebrødre en særlig Rolle, og Adelsmænd kunde i
senere Tid kun sværge med Adelige.
Mededsmændenes Antal var forsk. i Jylland og i de
andre Provinser, thi medens det i Jylland var
Reglen, at der i alle Sager brugtes Ed 1/2
Parten med 11 Mededsmænd, altsaa i alt 12 Mand,
hvorfor Eden ogsaa kaldtes Tylvtered, var der
i Sjælland og Skaane et vekslende Antal
Mededsmænd efter Stridsgenstandens Værdi: for
Sager af Værdi 1 Mrk. Sølv Tylvtered, for større
Sager Ed af to ell. tre Tylvter, for mindre af 1/2
Tylvt ell. 1/4 Tylvt efter en bestemt Skala. I
enkelte Købstæder paa Sjælland og Laaland
anvendtes indtil 9 Tylvter. Det sjællandske og
Skaanske System er vistnok yngre end det
jyske, og enkelt Tylvtered har opr. været
Reglen overalt. M. var efter Landslovene ubetinget
det almindeligste Afgørelsesmiddel, og det
anvendtes i alle Sager, i hvilke der ikke
udtrykkelig var foreskrevet et andet Bevis. I de større
Straffesager veg det dog Pladsen for Jernbyrd
ell. efter dennes Afskaffelse i Beg. af 13. Aarh.
for Afgørelse ved Nævn ell. Sandemænd, men
i Alm. dog kun, hvor Sigtelsen var bestyrket
ved Vidner ell. ved en af Sagsøgeren aflagt
Ed. Ogsaa enkelte civile Sager unddroges
efterhaanden dets Omraade og henvistes til
Afgørelse ved Nævninger. Vigtigere var det dog,
at det fik en farlig Konkurrent i Vidnebeviset,
som trængte frem under Indflydelse af Kirken,
der var en Modstander af M. p. Gr. a. de
mange falske Eder, den gav Anledning til.
Endnu paa Landslovenes Tid kunde en
Sagsøger dog kun undtagelsesvis udelukke Sigtede
fra M. ved at præstere Vidnebevis. Meget
udbredt var en Kombination af Vidner og
Tylvtered, hvor Parten foruden Mededsmændene
maatte stille to Vidner, der vistnok bagefter
svor i Tylvten. Edssagen begyndte med, at
Parten lovede at aflægge Ed med Mededsmænd
(fæste Lov). Selve Edsaflæggelsen skete
saaledes, at Parten svor om Sagens Genstand,
medens Mededsmændene aflagde Ed paa, at
Partens Ed stemte med Sandheden, var »ren og
ikke men«. Opr. aflagde Mededsmændene
maaske ingen Ed, men nøjedes med rent korporlig
ved Haandsrækning at deltage i Partens Ed,
ell. de gentog blot alle samtidig en kort
Formular, hvormed Partseden sluttede. Tylvten
havde vistnok under Edsaflæggelsen en samlet
Opstilling, og Parten traadte, hvor han svor
med fl. Tylvter, successivt frem foran hver
af dem. Kunde Sigtede ikke tilvejebringe det
fornødne Antal Mededsmænd, ell. hvis nogen af
Mændene nægtede at sværge, var Reglen, at
Loven »brast« for ham. Eden kunde opr. ikke
indankes for ell. underkendes af nogen
Autoritet, og først i 14. Aarh. blev det Brug i Jylland,
at Biskop og Bygdemænd kunde underkende M.;
paa Frederik I’s Tid udvidedes dette til hele
Landet, dog at det efter Reformationen var
Landsdommeren med Landenævn, som var
Appelinstans; M. svoret af Adelige maatte
indankes for Herredagene. Recesserne fra 16.
Aarh. fremhæver Mislighederne ved M. og søgte
at reformere den og at indskrænke dens Brug,
og siden denne Tid foregik der ogsaa en
fuldstændig Forandring i Bevissystemet, der lidt
efter lidt trængte den i Baggrunden. Det blev
nemlig nu Hovedreglen, at Sagsøgeren havde
Bevisbyrden i Sagen og førte Beviset ved
Dokumenter ell. Vidner, mod hvilke der ikke kunde
gives Lov. M. anvendtes kun (ved Siden af
Eneed) som subsidiært Bevismiddel, hvor der
var noget, men ikke fuldt Bevis. I 17. Aarh.
blev den efterhaanden ret sjælden og
ophævedes omsider helt ved D. L. 1—14—8.
(Ludv. H.). P. J. J.

Mededsmænd, se Meded.

Medeia [-’dæi^a], en i gr. Sagn meget
omtalt, trolddomskyndig Kvinde af guddommelig
Byrd. Hun staar i en vis Forbindelse, dels med
Kirke, dels med Maanegudinderne, og
Fortællingerne om hende synes at samle sig dels om
Thessalien, dels om Korinth. Hun siges at være
Datter af Aietes, Helios’ Søn. Mest bekendt er
M. fra Sagnene om Argonautertoget. Da Jason
var kommen til hendes Hjemland, Kolchis,
blev hun betagen af Elskov til ham og blev
hans Hjælper mod sin egen Fader; da han
sejlede bort med det gyldne Skind, fulgte M.
med ham, og sin egen Broder, Apsyrtos, dræbte
og sønderdelte hun, for at Aietes skulde standse
Forfølgelsen af Jason, medens han optog
Delene af sin Søn af Vandet. Efter sammen med
Jason at være kommen til Iolkos tilbød hun
Pelias’ Døtre at gøre deres gamle Fader ung
igen og lokkede dem derved til at dræbe ham.
Som Følge heraf maatte baade hun og Jason
drage bort og kom til Korinth. Her fortælles
det, i et vistnok gl. Sagn, at hun ved en Ofring
til Demeter friede Byen fra Hungersnød. Senere
søgte hun ved sin Beskytterinde Hera’s Hjælp
at skaffe sine Børn med Jason Udødelighed.
Under dette Forsøg maa hun have udsat Børnene
for Fare, thi da Jason tilfældig kom til, blev
han heftig forbitret. M. forlod ham og drog

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0854.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free