Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Minucius Felix, Marcus - Minuend - Minus - Minuskelskrift - Minussinsk - Minut - Minuthandel - minutiøs - Minutoli, Heinrich, Menu af - Minays - Mlnyer - Minæere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Minucius Felix, Marcus, lat. Apologet i
den gl. Kirke, var opr. Hedning og levede i Rom
c. 200 e. Kr. som Sagfører, men gik derpaa over
til Kristendommen. Hans Navn er knyttet til
hans store Forsvarsskrift for Kristendommen,
Octavius, som i Dialogform efter Cicero’s
Mønster giver en klar og let overskuelig Oversigt
over alle Indvendingerne fra Hedningernes Side
mod Kristendommen og over Gendrivelsen af
dem. I Dialogen optræder 3 Personer, Cæcilius,
der er Hedning, Octavius, der er Kristen, og
efter hvem Dialogen har Navn, og endelig M.
selv, som dog spiller en ganske tilbagetrukken
Rolle. Gangen i Dialogen er i Korhed den,
at Cæcilius — efter en livlig og ret dram.
Indledning — først giver sit Indlæg, der dels er
en Apologi for Fædrenes gl. hedenske Religion,
dels et udførligt Angreb paa den ny Religion.
Derpaa tager Octavius Ordet og værger
Kristendommen med Gendrivelse Skridt for Skridt
af Cæcilius’ Argumenter, indtil endelig Cæcilius
til sidst erklærer sig for overvunden.
Apologiens Styrke ligger egentlig ikke i det
positive, Dogmerne har, saa at sige, ikke udfoldet
sig for M., men Styrken ligger i Gendrivelsen
af de hedenske Vildfarelser m H. t. Evangeliet,
og her naar M. højt. Dialogen giver ogsaa en
fyldig Forestilling om de religiøse Grundopfattelser
paa Forf.’s Tid. Den laa for øvrigt længe
begravet i Vatikanets Bibliotek, først 1543 blev
den udg. i Rom. I nyere Tid har bl. a. Halm
besørget en Udgave af den i Corp. scriptor.
eccles. Lat. academ. (1867). Den er overs. paa
Norsk 1885 af Lars Oftedal i »Vidnesbyrd
af Kirkefædrene« XII.
A. Th. J.
Minuend (lat.), se Subtraktion.
Minus (lat.), se Subtraktion og Negativ.
Minuskelskrift (af lat. minusculus, som
atter er Diminutiv af minor, mindre), Skr. med
»smaa Bogstaver«, modsat Majuskelskrift.
Den har udviklet sig af Majuskelformerne i
Løbet af de første Aarh. e. Kr. som »Kursiv«,
senere — fra henimod Midten af 13. Aarh. —
fremtræder den i en stærkt udpræget,
temmelig kantet Skikkelse som »gotisk M.«, en smuk
og tydelig Skr. uden Ligaturer; denne ligger
atter til Grund for den gotiske Trykskrift. Man
skelner i øvrigt i Palæografien mellem fl. forsk.
middelalderlige Minuskelskrifter (rund og spids
M.. fr. M., karolingisk M. o. s. v.).
(E. G.). C. S. P.
Minussinsk, By i Vestsibirien, ligger ved
Sammenløbet af Minussinka og Jenissej ikke
langt fra den kin. Grænse og har 7000 Indb.
Der handles med Korn. Kvæg og Guld. I
Omegnen findes Kul, Guld, Salt og Jern.
M. V.
Minut, 1/60 af en Grad (Bueminut),
betegnet ved ′ ell. 1/60 af en Time (Tidsminut),
betegnet med m.
J. Fr. S.
Minuthandel, sv. Betegnelse for
Detailhandel.
minutiøs (fr.), gaaende i Enkeltheder,
drejende sig om Smaating, smaalig, nøjeregnende.
Minutoli, Heinrich, Friherre Menu af,
schweizisk-preuss. Oldgransker og milit., f. 12.
Maj 1772 i Genève, d. 16. Septbr 1846 i
Lausanne. I en ung Alder blev M. Officer i
Preussens Hær og deltog med Udmærkelse i dennes
Kampe med den fr. Republiks Tropper ved
Rhinen. Frederik Vilhelm III udnævnte M. til
Generalmajor og Lærer for Prins Karl. M., der
tidlig havde syslet med Oldgranskning,
udnævntes 1820 til Leder af en videnskabelig, af
Preussen udsendt Ekspedition til Ægypten, i
hvilken bl. a. ogsaa Naturgranskeren
Ehrenberg og Orientalisten Scholz deltog. M. besøgte
bl. a. Oasen Siva (Ammons-Oasen) og samlede
i Øvreægypten o. a. St. mange Oldsager, hvoraf
dog største Delen gik tabt ved Skibbrud paa
Rejsen til Preussen. Noget kom dog med M.
lykkelig til Berlin og ses nu i det ægyptiske
Mus. Snart efter Hjemkomsten tog M. sin
Afsked med Generalløjtnants Karakter og trak
sig tilbage til sine Godser i Schweiz. M. er Forf.
af »Reise zum Tempel des Jupiter Ammon und
nach Oberaegypten« (udg. af Toelken med et
Atlas Afbildninger 1824—27). »Ueber antike
Glasmosaik« (1814), »Der Feldzug der Verbündeten
in Frankreich 1792« (udg. efter hans Død, 1847)
m. m. — Af hans Sønner gjorde Alexander
(1806—87) sig kendt som Oldgransker og som
varm Ven og Befordrer af Kunstindustri o. l.
Han blev af den preuss. Regering 1882 sendt
som Leder af en videnskabelig Ekspedition til
Persien, under hvis Rejse han døde i et usselt
Karavanserai i Syd-Persien, hvorefter
Ægyptologen Prof. Heinrich Brugsch Pasha overtog
Ledelsen. Man har af ham fl. Pragtværker om
Bygninger fra Middelalderen, saaledes om
Mindesmærker i Mark-Brandenburg (1836) og om
Trondhjems Domkirke (1853).
V. S.
Minays, den mytiske Stamfader for den
mægtige og i Sagnene navnlig for sin Rigdom
berømte minyiske Kongeæt i Orchomenos. M.’s
Skatkammer kaldtes længe en stor Kuppelgrav
ved Orchomenos.
H. A. K.
Minyer var i forhistorisk Tid en
Folkestamme i Grækenland. De skildres som et
søfarende Folk, fra hvem bl. a. Argonautertoget
udgik, og vi finder dem derfor ogsaa udbredte
over forsk. Dele af Grækenland, saaledes i
Thessalien, Boiotien og Attike og paa Øen Euboia.
Især har man dog i Boiotien fundet betydelige
Spor af deres Virksomhed. De grundlagde her
Byen Orchomenos og foretoge omkr. i Landet
omfattende Arbejder til Udtørring af Sumpene
om Søen Kopais og Regulering af Floden
Kefissos’ Løb. Ved disse Arbejder, hvis betydelige
Omfang endnu kan paavises, lykkedes det M. at
udvikle en rig og blomstrende Kultur i deres
Land.
H. H. R.
Minæere, et Oldtidsfolk i det sydlige
Arabien, som man i de senere Aar har lært at
kende gennem de i Sydarabien af Halévy, Glaser
o. a. opdagede saakaldte himjaritiske Indskrifter.
En Del af disse sydarabiske Indskrifter, og
det de ældste, stamme fra M. og er affattede i
et Sprog ell. en Mundart, der afviger en Del fra
Sproget i de øvrige Indskrifter, særlig fra
Sproget i de Indskrifter, som stammer fra
Sabæerne. Nogle Lærde antager, at M. og
Sabæer har boet Side om Side i Sydarabien i
mange Aarhundreder, medens andre Lærde, vist
med Rette, mener, at M. opr. har haft Magten
i Landet, medens Sabæerne, som i noget senere
Tider var det herskende Folk i Sydarabien,
dengang var bosat i andre Egne af Arabien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
