- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
139

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moa - Moa - Moab - Moabit - Moabitterne - Mob - Moberg, Johan Christian

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Pachyornis sig ved deres korte, kolossalt tykke
Ben, medens Slægten Anamalopteryx indeslutter
de mindste Arter. Om M.’s Afstamning vides
intet; fossile M. menes at være fundne i Pliocenlag.
(Litt.: Rich. Owen, Talrige Afh. i Trans.
Zool. Soc.
[London] og Proc. Zool. Soc.
[London] 1842—79, samt Memoirs on the extinct
wingless birds of New Zealand
[London 1879];
F. W. Hutton, The Moas of New Zealand i
Trans. and Proc. New Zool. Inst., Bd XXIV;
J. T. Parker, On the Cranial Osteology,
Classification and Phylogeny of the Dinornithidæ
i
Trans. Zool. Soc. [London] Bd XIII, S. 11).
O. H.

Moa, en Eucalyptusart (Flindérsia australis),
der vokser i Nordøstaustralien, har hvid Splint
og gul Kerne og ligner Talgved og Blackbutt i
Udseende, Egenskaber og Anvendelse. Veddet
er meget syrefast, har samme ringe
Brændbarhed som Talgved og er mere slidfast. M.
bruges i Tyskland til Gulve, Trappetrin, Gær- og
Farvekar.
E. Su.

Moab [mo.↱a.b] kaldtes i Oldtiden saavel
Højlandet Ø. f. det døde Hav som det Folk, der
beboede det. Det grænsede mod Ø. til Ørkenen;
mod S. skilte Sareds Bæk, wādī el-ahsā, det fra
Edom; Nordgrænsen var flydende, idet Landet
N. f. Arnon snart var moabitisk, snart
israelitisk. M.’s Højslette fortsætter den Højderyg, der
strækker sig ned gennem Gilead. Den nordlige
Del, der hæver sig ud over det døde Hav,
kaldes i Gl. Test. Abarīm; i denne Bjergkæde maa
man søge Peor, Nebo og Pisga. Højlandet
gennemskæres af dybe Dale med Vandløb, som
fører mod V. ned til det døde Hav. Saaledes
wādī zerqā ma’īn, hvis varme Kilder ofte
nævnes af Oldtidsforfattere; her i Kalirrhoë søgte
Herodes den Store forgæves Helbredelse.
Sydligere strækker sig wādī mōdjib, Oldtidens
Arnon, hvori fl. Sidedale udmunder, endvidere
wādī-el-Kerak og wādī el-ahsā o. a. Sletten
hæver sig til en Højde af over 1100 m. Der er
mange vulkanske Dannelser med Basalt og
ligesom V. f. Jordan talrige Huler, der har
været benyttede af Mennesker. Landet er ikke
meget vandrigt, men dog frugtbart. Dets
Græsgange og Vinbjerge berømmes i Gl. Test. De
vigtigste Byer er nu Madeba og Kerak. Om det
nuv. M. handler A. Musil, Arabia Petræa, I
(1907) og Jaussen, Coutumes des Arabes
au pays de M.
(1908).
J. P.

Moabit, se Berlin, S. 48.

Moabitterne, Beboerne af Moab, nær
beslægtede med Israelitter og Ammonitter. Det
israelitiske genealogiske Sagn lader Moab og
Ammon fødes af Lot’s Døtre, der undfanger
dem ved deres egen Fader. Moabs Beliggenhed
lader formode, at Israelitterne har haft med
dem at gøre før Indvandringen. Gl. Test.’s
Meddeleiser herom er uklare, idet det snart
hedder, at Israelitterne ikke betraadte M.’s Land
(Dom. 11, 18), snart, at de drog igennem, men
fredeligt (5. Mos. 2), medens det andetsteds
siges, at Moabs Konge Balaq hidkaldte Bileam
for at forbande dem, da de lejrede sig i hans
Land (4. Mos. 22). I dem Sammenhæng hedder
det, at Israelitterne drev Utugt med M.’s Kvinder
og forledtes til at dyrke Ba’al Pe’or. Rimeligvis
afspejler det senere Israel’s Forhold til
M. sig i disse Fortællinger. M. havde stadig
Kampe med deres nordlige Naboer. Før Israel
har Amoritterne været deres Fjender, og det
fortælles, at Amoritterfyrsten Sichon engang
erobrede Landet ned til Arnon, med den
vigtige By Hesbon. Fra »Dommertiden« hører vi
om en Moabitterkonge, Eglon, der forenede
sig med Ammonitterne og Amalekitterne og
erobrede Jericho, hvorpaa Israelitterne blev
ham skatskyldige, indtil Ehud dræbte ham.
Saul skal have undertvunget M. David fandt
Tilhold hos dem for sin Familie, hvilket
imidlertid ikke hindrede ham i at underkue dem
med haard Haand, da han selv fik Magten.
Fra den senere Tid meddeles det, at Moabs
Konge afgav Tribut til Israels Konge. Men da
Joram var blevet Konge efter sin Fader Acbab’s
Død, nægtede Mesha, M.’s Konge, at betale sin
Afgift: 100000 Lam og Ulden af 100000
Væddere. Da forenede Joram sig med Juda Konge
Joshafat, og de slog M. og ødelagde deres Land;
men nu ofrede Mesha sin Søn til sin Gud, og
Israelitterne blev slaaet. Disse Meddelelser af
2. Kong. 3 suppleres og korrigeres af en Indskrift
fra Kong Mesha selv. Den meddeler, at Omri
beherskede Moab under hans Fader med
Medeba som Regeringssæde. Men under Omri’s
Søn fordrev Mesha Israelitterne; særlig nævnes
foruden Medeba Byerne Atarot, Nebo Jabas,
hvor de hidtil havde siddet. Herefter finder
Israelitternes Nederlag Sted under Omri’s Søn,
ikke som i Gl. Test. hans Sønnesøn; ogsaa i den
kronologiske Beregning er der nogen Forskel.
Senere høres om moabitiske Indfald i Israel
paa Joas’ Tid (2. Kong. 13, 20). Fl. israelitiske
Profeter udtalte Domsord mod M. Saaledes
Amos, der nævner en skændig Behandling af
Edoms Konge, og Jesaja, der forkyndte deres
Undergang (Jes. 15—16) o. a. Af assyriske
Indskrifter ses det, at ogsaa M. blev undertvunget
af de assyriske Hære; Tiglat Pilesar nævner
fra et af sine Felttog en Kong Salaman,
Sancherib fra 701 Kamosnadab. Efter Eksilet var
Hadet stærkt mellem Israelitter og M.. og 5.
Mos. 23, 3 forbyder, at M. bliver Medlem af
Jahve’s Menighed. Dog ser vi af Ezra’s og
Nehemia’s Bøger, at indbyrdes Ægteskab var
alm., og M. spillede en Rolle i Jerusalem.
Efterhaanden trængte de arab. Nabatæere ind i
Landet, og allerede paa Makkabæertiden var
den gl. Befolkning vistnok gaaet op i den ny. —
Det moabitiske Sprog, som det kendes gennem
Meshaindskriften, staar Hebræisk meget nær.
Deres Religion har været som Kana’anæernes.
Folke guden hed Kamosh, mer tillige har der
været forsk. Ba’aler; kendt er Ba’al Pe’or.
J. P.

Mob [måb] (eng., af lat. mobile vulgus, den
ustadige Hob), Pøbel, Pak.

Moberg [↱mo.bærj] Johan Christian,
sv. Geolog og Palæontolog, f. i Solberga Sogn
ved Ystad 11. Febr 1854, d. i Lund 30. Decbr
1915. M. studerede Naturvidenskab ved Univ. i
Lund, hvor han 1884 erhvervede sig den filos.
Doktorgrad for et Arbejde om Cephalopoderne
i Sveriges Kridtsystem; 1885 blev han Docent
ved Lunds Univ. I Aarene her omkring virkede
han som Palæontolog ved »Sveriges geologiska
undersökning« og deltog derefter en Del Aar i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0153.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free