Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moe, Jørgen - Moe, Louis Maria Niels Peder Halling - Moe, Olaf Edvard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en stor Del var moderne Frembringelser af
kendte Forfattere (Edv. Storm m. fl.). Paa sin
Vandring gennem Telemarken og Sætesdalen
1847 opdagede han disse Bygders Rigdom paa
Folkeviser og nedtegnede vel en Snes af de
ejendommeligste, deriblandt »Draumkvædet«
med Melodi, der med nogle andre blev trykte i
den officielle Rejseindberetning. Imidlertid var
det Sognepræst Landstad, som fik Æren af at
udgive Telemarkens Viser, medens P. A. Munch
efter Aftale besørgede et nyt Oplag af M.’s
første lille Samling. Allerede i sin Fortale til denne
havde M. udtalt sin Tro paa Folkepoesiens
Evne til at beaande og belive Kunstpoesien, der
ved den Tid (1840) syntes ham at savne den
ægte nationale Sangbund; saa kættersk det end
kunde høres, nævnte han Welhaven som den,
der mulig var den rette Mand til at »befri
Fjeldnaturens Poesi fra Forsteningen, hvori den
ligger bunden« — og fem Aar senere sandede alle,
hvad M. havde spaaet. Men da Welhaven i sine
»Ny Digte« (1845) havde skabt den nationalnorske
Ballade, var M. selv en af de første til
at stemme sin egen Lyre i samme Toneart; mod
1840’ernes Slutning skriver han et Sæt
episklyriske Digte med Emner fra Folkesagn
(bl. a. »Fanitullen«), han havde hørt paa sine
Vandringer. En samlet Udgave af sine »Digte« lod
han udkomme 1849 (2. Opl. 1856). Som Forsøg
i Asbjørnsen’s klassiske Folkeskildringsstil kan
betragtes hans »Besøg i et Bondebryllup« (1847)
og »Blind-Anne« (1850), der blev trykte i Julekalendere.
Endnu større Mesterskab i Behandlingen
af den nyskabte norske Prosa røber den
lille Bog »I Brønden og i Kjærnet. Smaahistorier
for Børn« (1851; 2. Opl. 1880), som den Dag
i Dag hører til norske Børns ypperste Læsning.
Efter at have mistet Universitetsstipendiet og
næste Aar at være foreløbig færdig med
Eventyrudgivelsen aflagde M. endelig den
praktisk-teologiske Prøve og byttede 1853 sin Lærerpost
i Hovedstaden mod det residerende Kapellani i
Krødsherred. Præstegerningen tiltalte M. stærkt;
hans ægte og sunde Religiøsitet og hjertevindende
Veltalenhed ikke mindre end hans naturlige
Greb paa at omgaas Menigmand gjorde den
fordums Litterat bemærket ogsaa som Gejstlig.
I samme Retning virkede det lille Hefte med
vakre religiøse Digte, han udgav under Titelen
»At hænge paa Juletræet« (1855), nogle Aar
senere forøget med en Del fuldendte Allegorier
(deriblandt »Den gamle Mester« og »Ungbirken«)
under ny Titel »En liden Julegave« (1860). 1863
forflyttedes han som Sognepræst til Drammen
og 1870 til Vestre Aker ved Kria; 1875 kaldtes
han til Biskop i Kristiansand. Helt fra
Ungdommen havde han p. Gr. a. anstrengt Arbejde
været plaget af Sygelighed; Bispegerningens
Besvær knækkede ham, saa han fra Nytaar 1882
maatte tage Afsked, og endnu før han traadte
fra, døde han. M.’s Navn har sin udødelige
Klang fra Udgivelsen af Folkeeventyrene;
dennes Bet. for Udviklingen af norsk Litteratur og
norsk Sprog kan ikke skattes højt nok. Efter
sin Ansættelse som Præst overlod M. redebont
sin Samling af utrykte Eventyr til sin Ven og
Medudgiver, der tog dem med, da han 1871
udgav sit Bd »Norske Folkeeventyr. Ny
Samling«. Af 1. Samlings 60 Eventyr ses de de 31,
af 2. Samlings 50 de 28 at skyldes M. Sin
Samling af Folkeviser overlod M. til den unge
Samler Sophus Bugge, der benyttede den til sin
Udgave af 1858. Hvor klart M. var sig bevidst
den nationale Bet. af, at Folkepoesien kom til
sin fulde Ret, ses ikke alene allerede af
Fortalen til Visesamlingen af 1840, der straks
mødtes med Protest fra dansk Hold, uden at M. fik
Tilladelse til at tage til Genmæle, men ogsaa af
hans Tilrettevisning (»Om Fortællemaaden af
Eventyr og Sagn«) af J. P. Collett’s Kritik over
Asbjørnsens »Huldreeventyr og Folkesagn«
(1845) samt af den mod Camilla Collett’s
Opfatning af Eventyrgengivelsen rettede Skildring
»En Vandring og et Eventyr, sligt det er«. Paa
sine gl. Dage lod han (med Bistand af Kr.
Winter-Hjelm) udgive sine »Samlede Skrifter«
i 2 Bd (1877); her er Eventyrene ikke tagne med,
men derimod en »Efterslæt af Digte«. Paa hans
Grav ved Vestre Akers Kirke er (1887) rejst en
Bronzebuste. (Litt.: M. Moe, »Det nationale
gjennembrud« i »Nordmænd i det 19. Aarh.«
[udg. af Gerh. Gran 1902]; »Fra det nationale
gjennembruds tid. Breve fra J. M. til P. Chr.
Asbjørnsen og andre« med en biografisk
Indledning af A. Krogsvig [1915]).
(C. Br.). E. S-n.
Moe, Louis Maria Niels Peder
Halling, norsk Maler og Tegner, f. i
Nærheden af Arendal 20. Apr. 1859. I en Alder af
17 Aar kom han ind paa Kbhvn’s
Kunstakademi, som han besøgte indtil 1886; senere
arbejdede han under Tuxen og udstillede fra 1881
forsk. Portrætter og Kompositioner. Fra 1890
har M. imidlertid væsentlig været sysselsat som
Illustrator og har som saadan udført en
Mangfoldighed af enkelte Blade og hele Suiter, der
vidner om rig Fantasi, ikke ringe Dygtighed i
Kompositionen og udviklet Tegnefærdighed; bl.
hans Hovedværker kan nævnes den store
Mængde Tegninger til Fr. Winkel-Horn’s Overs. af
Sakse. Siden har han med stor Iver dyrket
Raderekunsten; en Mængde større, farvetrykte
Blade har vakt Opmærksomhed i Udlandet og
er blevne indlemmede i adskillige offentlige
Samlinger. Ogsaa i sin Egenskab af Illustrator
har han udfoldet en meget omfattende
Virksomhed; til sine fornøjelige Børnebøger har
han i Alm. selv leveret saavel Tekst som
Billeder. Det sv. 6 Bd’s Værk »Sagan« har han
gennemillustreret: helt skyldes den paa norsk
Forlag udgivne Bog »Langt, langt bort i Skoge«
ham; den indeholder Oplevelser og Fortællinger,
Sagn og Eventyr, samlede i Telemarken.
Hans Lune kan have en ejendommelig Blanding
af Umiddelbarhed og Ironi, der paa en vis
Maade er i Slægt med H. C. Andersen eller
maaske rettere med Folkedigtningen.
(S. M.). P. J.
Moe, Olaf Edvard, norsk Teolog, f. paa
Modum 6. Septbr 1876. Student 1894, Cand.
theol. 1900. 1898—1905 var han Assistent ved
Universitetsbiblioteket, 1903—06 Lærer,
1905—06 Hjælpepræst ved Kampens Menighed i Kria
og ansattes 1906 som Docent i Teologi ved
Univ. 1912 tog han den teol. Doktorgrad.
Forlod 1916 Univ. for efter Prof. Odland’s
Fratræden at overtage Stillingen som Lærer i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
